23. september 2016

Den danske filminstruktør Janus Metz er ved at lave en biopic med afsæt i en af tennishistoriens største dramaer, Wimbledon-finalen mellem John McEnroe og Björn Borg i 1980. Rollen som McEnroe spilles af den amerikanske skuespiller Shia LeBeouf, der har ry for at være, ja, i mangel af bedre, vil vi kalde ham psykoinfantil. Den rigtige McEnroe, som i dag er 57, fortæller i Vanity Fair, at han ikke har de store forventninger til filmen, bl.a. fordi han aldrig har hørt fra folkene bag. ”Hvis det viser sig, at jeg ikke er involveret, vil det ikke være det værste, hvis det viser sig at blive en virkelig god film,” siger han. ”Men jeg har aldrig set en god tennisfilm – de var alle sammen forfærdelige.”

Det er helt vildt, hvad der foregår mellem sorte og politiet i USA. Den seneste skudepisode i har endnu en gang fået det til at koge. Politiet kan med en ny lokal lov muligvis have held til at tilbageholde optagelserne af en sort mand, der bliver skudt og dræbt af politiet. Gaderne står nu i brand, og delstaten er i undtagelsestilstand. Buzzfeed dækker det bedst. Og her er billederne.

Som tidligere nævnt er vi glade for kort, nogle mere end andre. Kort som disse her, der gør klimakrisen ubehagelig håndgribelig, har vi det dobbelt med – formidabel formidling, forfærdelige nyheder. Så er vi mere til denne her dekadente nyhed om, at klimakrisen har åbnet for et nyt krydstogt i Nordvestpassagen for velhavere, der ikke ved, hvad de skal bruge deres penge på.

+ Naomi Klein forklarer i øvrigt i London Review of Books, hvordan klimakrisen er blevet voldelig.

Vi holder meget af Anders Trentemøller her på stedet, så når der kommer noget nyt, er vi der som et søm. Her er hans nyeste video, der minder om en blanding af Nils Malmros’ Vil du se min smukke navle? og videoen til The Prodigys Smack My Bitch Up (gense lige den, hva’ – og husk at se den helt til ende).

Måske er det kun muligt at være ultimativt flabet, hvis spørgsmål og svar på forhånd er koreograferet. Sådan tænker man i hvert fald efter at have set Zach Galifianakis’ interview med Hillary Clinton – for han tillader sig at spørge om alt det akavede og pinlige, som hendes kritikere slet skjult forsøger at hvirvle imod USA’s formentlig første kvindelige præsident. Iscenesættelsen til trods, så er det her et sjældent sjovt interview, som på koncentreret vis udstiller, hvad det er for fjollede fordomme, som Hillary Clinton skal besejre, før hun kan vende tilbage til Det Hvide Hus.