24. januar 2018

Gud er ikke dj mere

Spotify har dræbt discjockeyen. Det var engang, hvor pladevenderne styrede nattelivet. Dengang behøvede en dj aldrig gå alene hjem. Men nattens erotiske økonomi har skiftet spor: ”Der er flere dj’s end dansere i København – og ingen DJ-fagforening, så prisen for at spille et 4-timers sæt på et halvhot sted er ofte nede på 700 kroner (det samme som afrydderne). Plus fire gratis øl og en masse social friktion fra folk, der insisterer på, du kobler deres iPhone til med den nye Drake, NU. Plus høreskader og jetlag, da du vender døgnrytmen rundt,” skriver dokumentaristen Morten Vammen, der altid har haft laserblik gennem Københavns natteliv, i et lille essay hos Kforum: ”De tider, hvor en DJ var nattens smarteste fyr, en mystiske sexy kurator for eksotiske subkulturer; en, der tryllede spritny hemmelig musik frem fra specialbutikker globalt og lavede liveforsøg med montage iført morgendagens fashion, mens han fik blowjobs og pulver under pulten, før han blev kørt i lufthavnen, er for længst forbi.”

Netflix overtrumfer Goldman Sachs

På få år er streamingtjenesten Netflix blevet en lige så fast del af hverdagen for hr. og fru. Danmark, som Sodastream-maskiner var i 1980’erne – altså de der futuristiske hjemmebryg-sodavandsmaskiner, som de fleste nok lykkeligt har glemt. Nu er det Netflix’ æra. En global æra. Sidste år fik Netflix 24 mio. flere kunder på verdensplan, og dermed har de virksomheden rundet en samlet antal kunder på mere end 117 millioner – og en værdi på over 100 milliarder dollars, altså mere end 600 milliarder danske kroner, skriver Bloomberg i en analyse. Det svarer til værdien af f.eks. den kontroversielle amerikanske investeringsbank Goldman Sachs Group Inc, eller tre gange værdien af A.P. Møller-Mærsk. Markedet ser kun ud til at vokse yderligere: I løbet af det næste års tid lancerer Disney en ny global streaming-tjeneste, som efter opkøbet af Fox vil kunne tilbyde indhold for enhver smag, hvis de selv skal sige det.

Nu danser troldene på bordet

Årets mest bizarre fest har allerede været afholdt: I weekenden stimlede den amerikanske højrefløj sammen i en klub i New York og festede under sloganet ‘A Night For Freedom’. Efter valget af Donald Trump er alle konspirationsteoretikerne og internet-troldene pludselig kommet frem i lyset, i hvert fald i disco-lyset. Læs  J. Oliver Conroys fantastiske reportage i The Guardian. Det nye anti-Establishment-Establishment, altså dette nye parnas af hidtil udstødte, har taget Hillary Clintons mere end uheldige ord om ”deplorables” til sig. Hun kaldte Trumps vælger for sølle stakler. De unge aktivister har taget ringeagten på sig og skyder nu stolt tilbage, bl.a. med fester à  la ‘DeploraBalls’. Og som et komplet tosset twist dukkede whistlebloweren Chelsea Manning pludselig op ved festen: ”Crashed the fascist/white supremacist hate brigade party,” skriver hun på Twitter: ”?? ?#CrashTheFash #WeGotThis #NightForFreedom”

Sexovergreb til velgørenhedsfest

Okay, der er faktisk en anden kandidat til årets mest bizarre fest: I sidste uge mødtes pengemænd – kun mænd fra den britiske forretnings- og underholdningsverden – til et velgørenhedsarrangement på Hotel Dorchester i London, hvor 130 unge hyrede ‘hostess’-kvinder blev begramset, befamlet og udsat for seksuelle overgreb. Udadtil medvirkede bl.a. den konservative udenrigsminister Boris Johnson til at samle ind til et lokalt børnehospital. Men indadtil forgreb de gamle, midaldrende mænd sig på ‘værtinderne’, hvoraf de fleste var studerende, afslører undercover-journalisten Madison Marriage i dagens udgave af Financial Times. Se her hendes optrævling af den primitive sexfest under den såkaldte ‘Presidents Club Charity Dinner’, der er i årevis er blevet pakket ind i fromme gerninger og barmhjertighed, men som viser sig at minde mere om en stripklub.

Kan 10 mia. mennesker få mad?

Tanken har strejfet folk i stort set alle tider: Er der mad nok til alle? Eller vil overbefolkningen gøre det af med de fleste af os? Ja, nok ikke os, som folk i Danmark, men så store dele af de fortsat ekstremt fattige og voksende befolkninger i lande, der tilmed oplever dårligere og dårligere høstsæsoner på grund af stigende temperaturer. Videnskabsjournalisten Charles C. Mann undersøger i magasinet The Atlantic, om jordkloden rent faktisk vil kunne bære at brødføde de godt 10 mia. mennesker, som kloden ventes at nå omkring 2050. Svaret er ikke enkelt, for nu at sige det kort. Til gengæld er hans essay langt, grundigt og skrevet som en håbefuld opfordring til hans 19-årige datter.