Hvem gider være kærestekedelig?

Den hvide sky svæver hen over kyssetræet på væggen. En lille lap papir midt i skyen afslører, hvem af skolens elever, der er kærester. Rigtige kærester. Der hænger kun to navne i kæresteskyen. Mathias’ og Michalas. Sådan har det været, siden skoleårets begyndelse. Derhjemme bor de ti minutters gang fra hinanden, og de plejede at tilbringe tid sammen næsten hver dag efter skole. Nu går de på samme efterskole og deler deres hverdag med 160 andre. Men i kæresteskyen er der bare dem.

”Det startede en sommer, hvor vi var til fest hos en veninde, og så skrev vi lidt sammen bagefter. Det var i sommerferien 2015, mellem 7. og 8. klasse. Og så gik der noget tid, hvor vi var lidt sammen, nok to måneder cirka. Og så engang i november – faktisk 12. november – der spurgte jeg så Michala, om vi skulle være kærester. Så lige om lidt har vi været sammen i to år,” siger Mathias.

Der skal ikke ske noget specielt, når de har toårsdag, for selv om dagen ligger i en weekend, er Michala og Mathias enige om, at de gerne vil blive på skolen. De har næsten lige været hjemme, så de vil ikke tage hjem igen ”bare for det”. De er meget opmærksomme på at få så meget som muligt ud af efterskoleåret. De vil for alt i verden ikke være ”det der par, der bare går mega meget op ad hinanden”.

Sammen, men ikke rigtigt sammen

”Vi er ikke vildt meget sammen her på skolen. Kun hvis vi lige støder ind i hinanden eller går på besøg på hinandens gange,” siger Mathias.

”Ja, man har jo, hvad, halvanden times fritid om dagen? Så går man over i hallen for at være sammen med alle de andre. Så det skal være, hvis man lige har en fritime, eller tilfældigvis har fri på samme tidspunkt, så kan vi godt være sammen. Men ellers ikke,” siger Michala.

Bruger I ikke den halvanden time sammen?

”Aaarrrhh…” siger Mathias.

”Ej!” siger Michala. ”Det er godt nok sjældent, vi gør det. Måske snakker vi lige sammen en halv time eller sådan, men så skynder vi os over til de andre igen. Vi vil begge to gerne have noget ud af året og lære en hel masse at kende. Så hjælper det jo ikke hele tiden at trække sig og gå for os selv. Det var vi også ret enige om, inden vi tog herop. Man gad i hvert fald ikke være det der kærestepar, der hele tiden trak sig fra fællesskabet.”

”Det har vi faktisk været gode til. Det har vi også altid fået at vide,” siger Mathias.

De sidder ved siden af hinanden i en sofa i opholdsstuen. Hun har en marineblå hættetrøje på og håret strøget lidt tilfældigt om bag ørerne. Han har ikke sat sit hår og har strømper i badesandalerne. Når de ser på hinanden, er det med både omsorg og generthed. De kender hinanden godt, faktisk bedre end de kender nogen andre, siger de. Alligevel bruger de ofte ’man’ i stedet for ’jeg’ eller ’vi’, når de fortæller om deres forhold, bemærker jeg. Måske for lige at holde det hele ud i strakt arm. Deres albuer rører næsten ved hinanden i sofaen, og de griner kærligt, når den anden kommer med en pludselig indskydelse.

Savner I hinanden, når I ikke er mere sammen?

”Altså vi er jo sammen, men vi er ikke rigtigt sammen. Det er i hvert fald ikke det samme som derhjemme. Så man savner hinanden, men jeg synes, det er bedre at savne hinanden, end at være kærestekedelige. Så vil jeg hellere savne lidt, og så nyde det, når vi er sammen i stedet for,” siger Michala.

Hvordan er man kærestekedelig?

”Hvis man hele tiden render op og ned ad hinanden. Det er der i hvert fald mange, der vil mene. Hvis man sidder i baggrunden og kysser mega meget,” siger Mathias.

”Ja, det er virkelig ikke særlig fedt,” siger Michala. ”Det, ville jeg selv synes, var pisseirriterende. Jeg vil gerne gøre plads til alle andre. Hvis vi sidder sammen, og folk kommer ind i rummet og nærmest undskyldende siger ’åh nej, jeg skal nok gå igen’, så siger jeg altid, at de bare skal komme ind. Vi vil jo godt snakke med folk, selv om vi er kærester.”

”Når man skal på efterskole, så har man ikke en kæreste”

Det var ikke planlagt, at Mathias og Michala skulle gå på den samme efterskole. De havde begge skrevet sig op, inden de blev kærester. Det var der mange af de andre elever på skolen, som ikke troede på i starten. De fleste troede, det var aftalt, men sådan var det virkelig ikke, siger de begge. Både Michala og Mathias bor tæt på skolen, og i det område er det tit sådan, at man tager på Gørlev. Alligevel overvejede Michala at finde en anden efterskole, fordi hun var nervøs for, om det nu også ville gå.

”Da jeg skrev mig op, havde jeg ligesom ikke tænkt, at jeg skulle have en kæreste, når jeg startede. Det havde jeg ikke lige i mit hoved. Jeg tænkte, at når man skal på efterskole, så har man ikke en kæreste. Det skulle jeg lige indstille mig på,” siger hun.

Mathias havde ikke tænkt så meget over, at det skulle være et problem at have en kæreste. Han bekymrede sig ikke så meget, siger han. Det er mest Michala, der tænker over en hel masse, mens Mathias bare finder ud af det hen ad vejen, fortæller han. Det er Michala, der er planlæggeren i deres forhold. Sådan har det altid været.

Akavede kys

Der er noget særligt ved at være skolens eneste kærestepar. De var et samtaleemne for mange af de andre elever i begyndelsen. En af de første dage sad Michala sammen med nogle af pigerne inde på et værelse, og snakken gik. ”Ej, har I hørt, der er nogen, der er kærester her?” Hun havde godt nok aftalt med Mathias, at de ikke ville sige noget om deres forhold, før de var lidt længere inde i skoleåret, men inde på pigeværelset var Michala nødt til at gå til bekendelse.

På drengegangen var det noget ganske andet. Da Mathias fortalte drengene, at han var kærester med Michala, kom reaktionen straks – ”så skal du op i kæresteskyen!” Der var ikke så meget at rafle om. Mange af drengene undrede sig over Mathias’ valg, hvorfor gad han dog have en kæreste? De mente, han måtte gå glip af meget, hvis han bare skulle ”sidde og kysse med hende hele tiden”. Den reaktion kender Michala også til.

”Jeg tror, at mange, både piger og drenge, kommer herned og tænker, at der kan være nogle nye, der er søde, som man gerne vil kysse lidt på. Så gider de ikke have en kæreste i forvejen,” siger hun.

Kysser I nogle gange foran de andre her på skolen?

”Ej, vi står ikke og kysser helt vildt foran andre. Det er ikke, fordi det er pinligt, men jeg synes bare godt, det kan blive for meget. Hvis man ser nogen selv, så tænker man bare ’åh, lad nu være’” siger Michala.

”Ja!” siger Mathias. ”Hvis vi gjorde det, ville folk her måske tænke ’ej, styr jer’”

”Ja, altså, der er jo også nogen, der synes, det er sødt, ikke? Men jeg ville bare selv synes, det var alt for meget. Og det har aldrig været noget, vi har gjort. Det er slet ikke os. Hvis nogen bare overfalder hinanden og snaver helt vildt, ej, jeg kan slet ikke klare tanken. Det er for akavet,” siger Michala.

Da de lige var blevet kærester, var alting akavet. Det var deres første seriøse forhold, og ingen af dem vidste, hvad de skulle stille op, fortæller de. Der gik lang tid, før de kyssede første gang. Selv om de kaldte sig kærester dengang, var de det ikke. Ikke som de er nu i hvert fald, siger Michala, mens hun piller ved en sofapude.

”Jeg synes hun var sød. Virkelig sød”

Forskellen på at være kærester, da de kun lige var fyldt 14, og nu hvor de er 16, føles enorm. Det kan de begge mærke. Det hele var så nyt dengang, fortæller Mathias. Det mest grænseoverskridende var at skulle præsenteres for forældrene.

”Jeg kan godt huske første gang, jeg skulle hjem til Michala og møde hendes forældre. Det var virkelig akavet, for jeg havde jo aldrig prøvet sådan noget før. Og så skulle jeg spise med derhjemme. Ej, nej nej. Det var sådan lidt… Jeg var nok også ret tilbageholdende og sagde ikke så meget,” siger han.

”Dengang var man nok også mere nervøs over alting,” siger Michala. ”Det var jeg i hvert fald. Nu er man meget mere åben. Dengang var det mere pinligt og virkelig akavet. Man skulle lige finde ud af, hvordan man gjorde det hele. Man kendte ikke sine egne grænser. I virkeligheden kendte man slet ikke sig selv særlig godt i den alder, det tror jeg også, der ligger noget i.”

Hvad var det, der gjorde, at I blev kærester dengang?

”Jeg synes, hun var sød. Virkelig sød. Så skrev vi lidt sammen, og så endte vi som kærester. Såeh.. Ja. Det skete ligesom bare,” siger Mathias.

”Ja, det skete bare. Som om det slet ikke kunne være anderledes. Det er efterhånden så længe siden, og vi har jo både været hinandens venner og kærester i al den tid,” siger Michala.

Hvad er forskellen på at være venner og kærester?     

”Årh, den er svær…” siger Mathias.

”Ja, det er det faktisk virkelig,” siger Michala. ”Vi er jo kommet sammen, fordi vi mega godt kunne lide hinanden. Og vi faldt for hinanden på en anden måde, end man gør med sine venner. Men der er forskel på venskab og kærlighed. Her på skolen er vi jo for eksempel også tætte på vores venner, men det er alligevel noget andet med os to. Fordi vi er begge dele.”

”Ja, og det er bare rart,” siger Mathias.

Det hele skal nok gå

Der opstår en pause, hvor ingen siger noget. De smiler lidt til hinanden, men ikke på en nervøs måde. Mere som en stiltiende accept af hinanden. Jeg er overrasket over, hvor selvsikre og ikke-fumlende de er. Sådan har det været gennem hele vores snak. Selv om de bliver generte og får røde kinder engang imellem, kommer de ikke ud af kurs. Jeg spørger om noget, jeg har siddet og tænkt på i nogen tid.

Hvad kan I godt lide ved hinanden?

”Øhm…” siger Mathias hurtigt. ”Det ved jeg ikke.”

Michala kommer ham i forkøbet:

”Altså jeg kan godt lide, at jeg har en, der forstår mig og er forstående for, hvordan jeg har det. Nu har jeg haft en lidt svær periode, og der er bare altid en, der kan snakke med mig og som forstår det, og ikke bare tænker: ”Nu er hun kraftedeme ked af det igen”. Men en, der gider bruge tid på mig. Og gider sætte sig ind i, at jeg har det dårligt, og prøver at hjælpe mig.”

Og sådan er Mathias?

”Ja!” siger Michala, mens hun griner.

Hvad kan du godt lide ved Michala?

”Uh, der er mange ting,” siger Mathias. ”Det ved jeg faktisk ikke rigtig. Ej, jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal forklare det. Jeg synes også bare, at hun er dejlig at have. Hvis jeg nu ikke har haft den bedste dag. Og så er hun også god til at forstå mig. Hjælpe mig og sige, at det hele nok skal gå.” Hans synker en ekstra gang, mens han siger det sidste.

Når efterskoleåret er omme, skal Mathias læse videre til ”noget tømrer”, regner han med. Michala ved ikke rigtig, hvad hun skal, hun har mange overvejelser. Måske vil hun flytte ind til sin far i København. Ellers kan det være, hun tager til udlandet og går i skole. Hvis det ikke bliver til noget, tager hun nok en erhvervsuddannelse herhjemme. Der er heldigvis nogen tid til, men alligevel er det lige om lidt, siger Michala og kigger hen på Mathias.