24. januar 2019

Den konventionelle visdom er ved at kortslutte: De gamle partier har ganske pludseligt fået svært ved at trænge igennem i en ny medievirkelighed, hvor nye politikertyper slipper af sted med at lyve og foreslå skøre ting, som slet ikke kan lade sig gøre, skriver politik- og kommunikationschef i tænketanken Cevea Kasper Fogh i en sjældent tankevækkende analyse på Kforum: ”Vi er i en opbrudstid, hvor gamle partier og bevægelser males i stykker, og måske er selve støbeformen for den succesfulde politiker også slået i stykker. Pludselig er erfaring, troværdighed, faglighed og grundighed og samspillet med medierne måske ikke længere komponenterne i en succesfuld politisk kampagne? Måske er det vildskab og selvovervurdering, excentricitet, uforudsigelighed, sex, sex, sex og evnen til at få alle historier til at handle om sin egen person, der er de nye virkemidler? Måske er vores politiske kultur ved at overtage TV – og især reality-TV’s – kompetenceprofil? Måske er Nikita Klæstrup, Thomas Blachman, Svend Brinkmann, Henrik Marstal og Mascha Vang vores nye beslutningstagere?” Spørgsmålene er skræmmende. Svarene kan være værre.

Verdensrekord i samfundskriser

De kalder det selv for ‘Globalisering 4.0’, de magtfulde, kosmopolitiske jetsettere, der i disse dage mødes i den schweiziske bjergby Davos: Globalisering 4.0 handler om den voksende modstand mod en globalisering, som, mange oplever, truer deres job og økonomiske vilkår. Arrangørerne World Economic Forum har dog langt om længe forstået de ulmende omvæltninger – men kun på papiret. For deltagerne er stadig i en tilstand af benægtelse, skriver grundlæggeren af Mandag Morgen, Erik Rasmussen, og anbefaler, at man læser den seneste rapport ‘Global Risks Report 2019‘: ”Aldrig har mødet været holdt i skyggen af så mange, så store og så tæt forbundne kriser, der er fanget i et selvforstærkende og tæt sammenhængende net af udfordringer. Som udtryk for situationens alvor konstaterer rapporten bl.a., at problemerne er blevet så integrerede, at de ikke kan løses hver for sig, men at der heller ikke eksisterer en politisk vilje til at finde de fælles løsninger”.

Gider man oprigtig talt opholde sig et sted på kloden, hvor homoseksualitet er forbudt? Altså hvor bøsser og lesbiske bliver straffet for deres seksualitet? For slet ikke at tale om at fyre CO2 af for at rejse derhen? Det britiske dagblad The Guardian er søgt den stik modsatte vej og er gået på jagt efter klodens mest LGBT-venlige by: For uanset hvad du tænder på, vil du med garanti have det mere behageligt og langt sjovere her. Og nej, København scorer for en gangs skyld ikke højest: Madrid, Amsterdam og Toronto triumferer.