Siden 2001 har Massachusetts Institute of Technologys magasin Technology Review været på pletten med en årlig liste over ti teknologiting, der står foran et et gennembrud. Nu er listen for 2018 her, og det er ikke tosserier, som er på plakaten. En 3D-printer, som kan printe metal, en dims, man putter i øret, som kan oversætte talt sprog i realtid (næsten som babelfisken i Hitchhiker’s Guide to the Galaxy) og ‘intelligent’, sensitiv byudvikling, for at nævne tre eksempler. Hvad angår det sidste, så er et New York-baseret projekt ved navn Sidewalk Labs i samarbejde med den canadiske regering i gang med at udvikle Torontos industrihavnefront. Et af målene med projektet er at træffe beslutninger om design, politik og teknologi ud fra informationer fra en lang række sensorer, der samler data om alt fra luftkvalitet og menneskelig aktivitet i området. Det lyder måske som en lidt kedelig teknologinyhed, men vi har mange arkitekter blandt vore læsere, så den her går ud til dem. Her er et link direkte til Sidewalk Labs.