Robert Mercer er et navn, man måske burde kende. Han er den person, der har ydet den største økonomiske støtte til Trump og hans højre hånd Steve Bannons højreorienterede medie Breitbart News. Som rigmand og computernørd med stærke politiske holdninger benytter han enorme mængder af digital viden – big data – til at fremme konservative og liberalistiske værdier. Eksempelvis har Mercer brugt big data til at styrke Trumps præsidentkampagne og hele ‘leave’-kampagnen ved det engelske EU-valg sidste år.
Big data er et politisk våben, og internettet er blevet en kampzone, hvor almindelige mennesker betaler prisen i form af overvågning af deres digitale adfærd. Tilsyneladende ligegyldige likes og Google-søgninger har verdens mægtigste personers interesse. Hvis man prøver at google ”mainstream media is”, opdager man, at den digitale krig er ved at blive vundet af folk som Mercer. Det har journalisten Carole Cadwalladr skrevet en grundig, skræmmende og klik-værdig artikel om i The Guardian.