Kremls postmoderne dukkefører

Da både EU og Obamas regering i 2013 indefrøs alle russiske Vladislav Surkovs midler og nægtede ham indrejse på baggrund af hans rolle i annekteringen af Østukraine, tog han det rimeligt køligt.

”Jeg kan presse Europa herind,” som han sagde til en journalist fra The Independent og lagde sin pegefinger mod panden. Og direkte adspurgt, om han mente, at det var et problem, at han nu ikke kunne komme ind i USA, lød han heller ikke synderligt rystet.

”Det forekommer at være et meget vestligt synspunkt at tænke over den slags,” sagde han muntert.

”Jeg ser det nærmere som en anerkendelse af mit arbejde for Rusland. Det er en stor ære, og jeg har ikke nogen ærinder derovre. Det eneste, der interesserer mig ved USA, er Tupac Shakur, Allen Ginsberg og Jackson Pollock, og dem skal jeg ikke have et visum for at opleve. Så jeg mister ikke noget.”

Lad os bare starte hér i denne føljeton om Vladislav Surkov og opbygningen af det moderne Rusland. Det ene sted kan være lige så godt som det andet, når der er tale om Kremls 52-årige politiske chefrådgiver, for det er næsten umuligt at få et helt almindelig greb om ham.

Moderne kunst og fascisme

Jo mere man læser om Vladislav Surkov, jo mere mærkværdig og alsidig fremstår han. Hele tiden dukker der nye overraskende vinkler op på manden, der tilskrives æren for opbygningen af det moderne Ruslands politiske miljø – det såkaldte ”suveræne demokrati”. Han er romanforfatter, skriver digte, har skabt reality-tv og performancekunst. Han er specialist i moderne teater, reklamemand, essayist, kunstkritiker, politolog og har skrevet sange til rockbandet Agatha Christie. Han er venner med den russiske kunsts mest outrerede avantgarde, og fra sit kontor i Kreml har han op gennem 00’erne skabt bevægelser, politiske partier og ngo’er med den ene hånd og med den anden dannet modbevægelser til de selv samme bevægelser, en opposition til de nye partier og hadefulde militser, der slog ngo’erne ned igen. Han har skabt modstandere og opfordret til opgør mod sin egen chef Vladimir Putin, kun for at skabe et modtryk af aggressive og småfascistiske ungdomsbevægelser, der også kunne slå dem ned. Han har styret de russiske medier, som skrev han dem selv, og som en sand postmodernist har han brudt alle fortællinger op og sat dem sammen på ny. Det er det, der har gjort ham til Donald Trumps politiske rådgiver, Stephen Bannons muse, det, der har gjort ham til en af de vestlige politikeres mest frygtede figurer, og det, der har gjort ham til Ruslands mest magtfulde mand.

Intet er sandt – alt er muligt

Han er, som du nok kan høre, lidt af en mundfuld, og vi skal nok komme tættere på Surkovs utrolige meritter i løbet af denne uge, men lad os indledningsvis lade ham selv tegne konturerne af Vladislav Surkov, og så langsomt som dagene skrider frem, kan vi bevæge os ind mod et mere faktisk billede af ham. Et billede af det, vi faktuelt kan se, så at sige, for det er nemlig ikke så enkelt, når der er tale om Surkov, der nok er en synlig og kendt figur, men som også opererer bedst og mest i det skjulte og i øvrigt har temmelig godt styr på sin egen selvfremstilling. Som en af de bedste kilder til Surkov, den russiske journalist og tidligere tv-producer Peter Pomerantsev skriver om ham i et portræt i London Review of Books fra 2011, så ”ved Vladislav Surkov præcis, hvad han skal røbe om sig selv, og hvordan han vil beskrives”.

Pomerantsev selv har været tv-producent af dokumentarer og reality-shows for russisk tv fra midten af 90’erne og 12 år frem, så han har selv arbejdet for Surkov, og i hans selvbiografiske journalistiske bog Nothing Is True and Everything Is Possible er netop Surkov en central figur. Derudover har Surkov givet en håndfuld interviews til blandt andre tyske og engelske medier, udgivet en selvbiografi og nogle afslørende romaner, ligesom han gladelig stiller op til forelæsninger på vestlige universiteter og fortæller om sig selv. Som på London School of Economics, hvor han ifølge Pomerantsev klædt i læderjakke, hvid t-shirt og jeans i 2013 præsenterede sig nogenlunde sådan her til en gæsteforelæsning:

”Jeg er forfatteren til det nye russiske system. Min portfolio fra Kremls administration og fra regeringen omfatter ideologi, medier, politiske partier, religion, modernisering, innovation, internationale forbindelser.” Her smiler han og holder en lille kunstpause. ”Og moderne kunst.”

I morgen går vi tilbage i tiden og ser på, hvordan en arbejderdreng med en tjetjensk far, der stak af, da Surkov var seks, og en fattig mor via kunstnere, oligarker, reklamefolk og politikere endte i Kremls inderkreds.