Kunne du tænke dig at downloade dine Facebook-data? Randahl Fink Isaksen, der på Twitter beskriver sig selv som ”software-innovatør med fingrene i fremtidens teknologier” – altså en, der følger godt med – har gjort det og er en smule overrasket over Facebooks fintmaskede datanet. For eksempel har Facebook gemt samtlige de IP-adresser, hans telefon har haft, mens han har været på Facebook. ”Da IP-adresser nu om dage afslører, hvor man befinder sig, betyder det, at Facebook totalovervåger sine brugeres færden, hvis de har Facebook app’en åben. Tak for kaffe,” skriver han her.
En lille påmindelse: Det er ikke kun Facebook, men tusinder af virksomheder, der driver spionvirksomhed mod borgerne, skriver Bruce Schneier, forfatteren til Data and Goliath: The Hidden Battles to Collect Your Data and Control Your World.
Et interessant indlæg i Facebook/Cambridge Analytica-sagaen. Journalisten Felix Simon, der bl.a. skriver for FAZ, Die Welt og Telegraph, har en artikel om ‘Den store datapanik’ med underoverskriften ‘Cambridge Analytica sagde, de kunne flytte de amerikanske vælgeres holdninger. Videnskaben fortæller en anden historie’. Jamen, lad høre.