OK18: Snedig løsning kan stoppe storkonflikt

Det er endnu for tidligt at afblæse dramaet. Alt for tidligt. Men i de seneste døgn har der været så meget bevægelse i forhandlingerne om nye offentlige overenskomster, at et mindeligt kompromis begynder at tegne sig. Formanden for FOA, Dennis Kristensen, som er topforhandler på både det kommunale og det regionale område, er optimist. Og det er næsten en nyhed i sig selv.

Den afgående forbundsformand for over 180.000 kortuddannede i den offentlige sektor er bestemt ikke en mand, der normalt roser arbejdsgiverne på forhånd. Ikke desto mindre udtalte Dennis Kristensen i går – som et varsel om et snarligt gennembrud: ”Jeg kan se for mig, at vi kan gå ind på deres banehalvdel, når det handler om, hvordan lønnen skal skrues sammen. Hvis de kan gå ind på vores, der handler om regulering, så når det regner på præsten, så drypper det på degnen.”

Forløsningen begyndte, da innovationsminister Sophie Løhde (V) forleden udtalte: ”Vi har undervejs flyttet os i forhandlingerne, og vi er parate til at flytte os yderligere, så vi kan indgå en ny overenskomstaftale.”

Den 34-årige vicefinansminister talte om bevægelse i kølvandet på en endnu mere opsigtsvækkende udtalelse fra den nyvalgte KL-formand, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S). Han sagde i slutningen af sidste uge: ”Når jeg ser på de knaster, der er, så synes jeg ikke, at de er større, end at vi burde kunne løse dem ved forhandlingsbordet. Jeg synes ikke, at de er store nok til at retfærdiggøre en kæmpemæssig konflikt, hvor vi sætter hele landet i stå.”

Alle parter er reelt ved at forberede offentligheden på et kompromis. Ellers ville de næppe forsøge at skabe forhåbninger om en succesfuld mægling.

Kodeord: Privatlønsværnet

Den rituelle styrkeprøve mellem de offentlige arbejdsgivere og fagforbundene, som i disse døgn udspiller sig i Forligsinstitutionen på Skt. Annæ Plads, handler reelt om et enkelt grundspørgsmål: Hvor tæt skal de offentlige lønninger følge udviklingen på det private arbejdsmarked?

Der er tre muligheder: Skal de offentligt ansatte have lige så meget ekstra i lønningsposen, som det sidste år lykkedes for de privatansatte lønmodtagere at kæmpe sig frem til? Eller skal lønningerne ligefrem være højere, som tilfældet var i nogle få måneder efter finanskrisen i 2008, og som i dag udgør et af de kontroversielle målepunkter? Ja, eller den tredje variant: Mærkbart mindre til de offentligt ansatte, som arbejdsgiverne i stat, regioner og kommuner krævede fra begyndelsen?

Helt frit spil er der imidlertid ikke, da de offentligt ansattes lønninger på forhånd er garanteret at følge delvist med de private. På nuværende tidspunkt findes der en særlig reguleringsordning, som betyder, at en eventuel forskel mellem de offentlige og de private lønninger reguleres en gang om året med 80 procent.

Hvis de offentlige lønninger halter bagefter det private, stiger de altså med 80 procent af forskellen, men falder tilsvarende, hvis lønnen på det private arbejdsmarked bremser op.

Mekanismen kan lyde teknisk for alle dem, der ikke til hverdag beskæftiger sig med arbejdsmarkedsstof. Og det er stort set alle voksne mennesker i Danmark – og børn, for den sags skyld. Lad os derfor lige tage den én gang til, da dette såkaldte ‘privatlønsværn’ tegner til at blive koden til at knække de fastlåste forhandlinger:

Det nuværende privatlønsværn betyder på den ene side, at de offentlige lønninger ikke kan stige mere end de private på årsbasis, men at de offentligt ansatte til gengæld er sikret en kompensation på 80% af forskellen, hvis de ender med at falde afgørende bagud.

Ny regulering på bordet

Privatlønsværnet blev indført under finansminister Bjarne Corydon og er i udgangspunktet ikke populært blandt fagforbundene, der primært organiserer offentligt ansatte. Reelt er sygeplejersker, politibetjente, skolelærere og andre lønmodtagere i den offentlige sektor jo forhindret i at få lønstigninger, der svarer til de privatansatte. Det nuværende privatlønsværn sætter således et teknisk loft for stigningerne i de offentlige lønninger.

Men her ligger det mulige gennembrud gemt, for de offentlige arbejdsgivere synes nu villige til at indgå en studehandel, hvor den automatiske regulering ændres fra 80% til 100% – mod at de offentligt ansatte til gengæld accepterer lavere lønstigninger i udgangspunktet.

På papiret vil lønningerne dermed ikke følge direkte med udviklingen på det private arbejdsmarked, i første omgang. Men hvis det skulle vise sig, at lønudviklingen på det private arbejdsmarked skulle stige med f.eks. hele 8,2 procent, som Økonomi- og Indenrigsministeriets faktisk forudser i deres prognoser, ja, så vil de offentlige lønninger senere skulle opreguleres betragteligt.

Chefforhandleren for de offentlige arbejdsgivere på det kommunale område, den konservative borgmester i Høje-Taastrup Kommune Michael Ziegler, fortæller nu, at en ny version af privatlønsværnet er på forhandlingsbordet: ”Vi villige til at lave en reguleringsordning, som gør, at hvis det kommer til at gå bedre med den faktiske lønudvikling i den private sektor, end det som det private forlig siger, så er vi også parate til, at der bliver reguleret op på det kommunale område”.

Hidtil har den automatiske regulering mellem offentlige og private lønninger været baseret på prognoser af den fremtidige udvikling. Også det ser ud til at blive sløjfet, til fordel for en faktuel og bagudrettet beregning. Hvis, og kun hvis, parterne kan enes om denne samlede model for en ny lønregulering, vil Danmark ikke ende i storkonflikt. Ganske vist udestår stadig store uenigheder om bl.a. betalte spisepauser og lærernes arbejdstid, men hvis arbejdsgiverne og lønmodtagerne kan blive enige om det reelt vigtigste, vil de andre stridspunkter også kunne løses. Eller i hvert fald udskydes.

Sandsynligheden for en altomfattende storkonflikt, der lægger landet ned, er pludselig blevet drastisk mindre. I dag mødes parterne og forhandler på det regionale område, altså primært sygehusene, og i morgen følger holmgangen på det statslige område.

Deadline er umiddelbart næste onsdag, 4. april, hvor fagforbundene har varslet strejke for 80.000 offentligt ansatte. Men så vidt kommer det med garanti ikke: Forligsmand Mette Christensen kan i første omgang udskyde konflikten med 14 dage, og forinden tegner det nu til, at der kan landes en bredtfavnende aftale, som så til gengæld skal godkendes ved urafstemninger i alle fagforbundene. Og da, men nok først da, vil dramaet for alvor kunne begynde forfra.