Danskere er uhumske, de spiser gulerødder med skræl, stiller maden på jorden, når de holder picnic, og kvinderne har uredt hår og går i farvede gummisko. Det er den russiske skribent Tatjana Lukasjenkos analyse efter at have levet fem ufrivillige år i Danmark på grund af sin mands arbejde, og det har hun skrevet om i en af moderlandets største netaviser, Gaseta. Hun har også bidt mærke i, at det ikke er velset at bruge mange penge på de danske børn, de skal helst have brugte møbler og legetøj. Og særligt kvinderne har en chokerende dårlig hygiejne, bemærker Lukasjenko: ”Overalt går folk i snavset, krøllet og laset tøj. Kvinderne gør intet ud af sig selv.”
Hun vurderer, at danskerne kan være kritiske over for Rusland, og det skyldes måske propaganda: ”i busserne vises filmklip om Rusland med negative undertoner,” skriver hun.
I teksten kommer hun frem til en ”entydig konklusion”:
”For russere er det bedre at bo i Rusland – at elske og ære det, man har.”