27. oktober 2023

En pæn del af arbejdet på Føljeton består i at besøge mange, mange forskellige nyhedsmediers hjemmesider dagligt – danske såvel som udenlandske. Det giver nogle ret gode indsigter i, hvordan “nyhedsstrømmen” bevæger sig – og om det overhovedet giver mening at tale om en samlet strøm. Ja, faktisk er noget af det mest opløftende ved øvelsen (særligt hvis man ser bort fra de mange, mange nedslående historier) at man hurtigt indser, hvor meget god og mangefacetteret journalistik, der reelt bliver lavet.

Ofte vil man eksempelvis opdage, at kategoriske udsagn à la “hvorfor er der ingen medier, der dækker det her?!” godt kan blive lidt meningsløse, hvis man stopper søgningen ved de største avisers tophistorier. De anderledes og indsigtsfulde perspektiver findes nemlig stadig derude. Og det er også ofte dem, vi forsøger at grave frem.

Udfordringen er så selvfølgelig, hvis særligt én historie bliver så altopslugende, at det kan virke mærkeligt at tale om andet. I serien The West Wing bruges den slags historier eksempelvis til at lave såkaldte take out the trash-dage: Altså dage, hvor politikere lækker pinlige afsløringer i håb om, at de bliver overskyggede. For mærkeligt som det er, kan såvel medier som læsere have ret svært ved at multitaske.

Hvad der måske er endnu mere bekymrende i den forbindelse er, at også EU kæmper med at jonglere flere store kriser på én gang. Forud for det seneste EU-topmøde i Bruxelles, der begyndte torsdag, kunne Politico i hvert fald beskrive, hvordan EU-lederne har svært ved at fokusere på krigen i Ukraine, nu hvor krigen i Gaza også er på dagsordenen. Det har bl.a. fået Litauens udenrigsminister Gabrielius Landsbergis til at sige, at debatten om Israel “distraherer” fra den krig, der lige nu finder sted i EU’s egen baghave – og som derfor bør have topprioritet. Måske er det dog netop også en del af problemet: At det overhovedet bliver nødvendigt at prioritere mellem tragedierne.

Og med fare for at lave en lidt pinlig overgang, må vi så vist hellere se på, hvad vi selv har valgt at fortælle om i denne uge:

• Jakob Ellemann-Jensens afgang.
• Krigen i Gaza og begrebet survivor’s guilt.
• Regeringens nye klimatilpasningsplan.
• Hvordan vi måske ikke har nogen fri vilje.
• Og så har Føljetons Efterårsskole i denne uge handlet om CO2-fangst: Første lektion kan findes her, anden lektion her, tredje her og fjerde her.

/David Dragsted, chefredaktør

Noget kunne tyde på, at hunde bare er lidt mere elskværdige end katte. En gruppe forskere fra bl.a. Københavns Universitet har i en ny undersøgelse udgivet i Frontiers in Veterinary Science i hvert fald påvist, at hundeejere i Storbritannien, Østrig og Danmark bedre kan lide deres hunde, end katteejere kan lide deres katte. (CBS News + Frontiers in Veterinary Science)

Det står temmelig sløjt til i Storbritannien hvad angår kendskabet til Black British history. Ifølge en ny undersøgelse lavet af YouGov UK kan 53 pct. af briterne ikke nævne en eneste sort historisk skikkelse i landet, mens langt størstedelen også drastisk undervurderer, hvor mange slavegjorte mennesker Storbritannien historisk har fjernet fra Afrika. (The Guardian)

Vi føler lidt, at vi har hørt den her før, men ifølge Det Internationale Energiagentur ventes det altså nu, at efterspørgslen på olie, kul og gas vil toppe inden 2030. Den melding står så i skarp kontrast til oliesammenslutningen OPEC, der selv mener – sjovt nok – at efterspørgslen på olie vil fortsætte med at stige mange år fremover. (Reuters)

Nye tiltag i den katolske kirke har det med at komme i et tempo, der end ikke ville gøre en snegl forpustet. Men lidt sker der da: For første gang i historien har en række kvinder nemlig fået stemmeret ved et møde i Vatikanet. Hallelujah! (New York Times)

Apropos ligestilling gennemførte Islands kvinder og nonbinære i denne uge en omfattende strejke for at sætte fokus på den fortsatte kønsulighed i landet. Sidst man holdt kvennafrí var i 1975, og her førte strejken – hvor op mod 90 pct. af den kvindelige del af befolkningen nedlagde arbejdet for en dag – til flere vigtige fremskridt. Siden da er udviklingen dog stagneret, og løngabet mellem kvinder og mænd stadig til at få øje på. Tirsdag var der derfor atter dømt kvennafrí – og selv Islands statsminister Katrín Jakobsdóttir deltog i arbejdsnedlæggelsen. (Deutsche Welle)

Tålmodighed betaler sig. Efter 140 års ventetid er Svenska Akademiens ordbok (forkortet SAOB) langt om længe blevet færdiggjort, og sidste bind ud af 39 nu blevet sendt til tryk. Sammenlagt fylder hele ordbogen mere end 33.000 sider. Problemet er så bare, at nogle af de første bind allerede er blevet så gamle, at de trænger til en opdatering. Så de svenske lingvister må op på dalahästen igen. (The Local)

Det ville være synd at sige, at italienerne er begejstrede for udnævnelsen af landets nye, såkaldte AI-tsar, der skal stå i spidsen for en kommission, som skal undersøge truslerne ved kunstig intelligens. Valget er nemlig faldet på 85-årige Giuliano Amato, der ganske vist er tidligere premierminister, men som ikke umiddelbart har den store IT-erfaring. Det har bl.a. fået parlamentsmedlem Emma Pavanelli fra Femstjernebevægelsen til at kalde regeringen for et “dinosaur-krati”. (The Telegraph)

+ Selv kommer vi til at tænke på dengang, Japans minister for cybersikkerhed indrømmede, at han aldrig havde brugt en computer.

“Jeg tror ikke, vi har argumenteret stærkt nok for, at klimaet også er et sundhedsproblem”, lød det tirsdag fra Verdenssundhedsorganisationens (WHO) chefforsker Jeremy Farrar. Meget konkret advarer han om, at den globale opvarmning i højere grad vil få myg til at sprede denguefeber til USA og dele af Europa. (Politico)

Stephen McRae var engang en succesrig entreprenør og direktør for et tømrerfirma i Dallas. Men så gik virksomheden konkurs under finanskrisen i 2008, og pludselig havde han hverken mobiltelefon, kreditkort eller bankkonto. Otte år senere fandt han sig selv på vej til at lave sabotage på et 242-megawatt kulkraftværk i Nevada. Det er en ret vild historie. McRae får en fængselsdom på otte år, ser cellekammerater blive myrdet og begå selvmord og får corona tre gange, men fortsætter, hvor han slap, da han kommer ud igen som nogle-og-tres-årig. Hans erklærede politiske dagsorden ”er at ødelægge den industrielle kapitalisme”. Harper’s Magazine har et fascinerende portræt af en såkaldt økoterrorist.

Informations Mathias Sindberg om amerikansk kulturimperalisme på Disney: “Når en 50-årig Will Smith rapper og danser hiphop som Aladdins lampeånd, sådan som han gør det i den nye live actionversion, er det selvfølgelig et tab af værdighed for alle involverede, men måske markerer det også et varsel om aftenlandets undergang.”

“Selv inden David døde, undgik jeg at fortælle folk, at jeg kendte ham. Hvis de fandt ud af, hvem han var, ville de vide alle mulige detaljer om ham. Jeg blev en bifigur, sådan som kvinder ofte er. Jeg havde forklaret ham, at der er en særlig form for ensomhed, som kommer af, at folk ikke er interesseret i dig eller dit arbejde, med mindre de vil i seng med dig eller er interesserede i den person, du går i seng med. David er muligvis den eneste mand, som jeg nogensinde fik til at få forstå det, til dels fordi han selv var en kurator af forskellige typer ensomhed.” Den populære journalist og forfatter David Foster Wallaces ekskæreste Gale Walden har skrevet en smuk tekst om ham i London Review of Books.

Nudisme og nudisme-historier – bliver man nogensinde træt af det? ‘Nøgen under vores tøj’, hedder det her essay i The Common Reader. Eller: “Hvorfor jeg trak min mand med på en nudistferie’. Hele magasinudgaven hedder ‘The Nudism Issue’. God fornøjelse. P.S. Her er ingen billeder, kun tekst.

“Jeg kan ikke lide ordet – urban – for mig er det bare en politisk korrekt måde at sige n-ordet,” sagde den amerikanske kunstner Tyler, The Creator, da han i 2020 fik en grammy for årets bedste rapalbum og fik kategoriens navn ændret til ‘progressiv R&B’. Fed datajournalistik fra The Pudding om en “75 års lang indsats for at raceopdele hitlisterne” – og om Latinamerika, Afrika og Asien, der har overtaget Spotify og vipper europæisk musik af pinden.