29. oktober 2018

Vermunds verbale spytklat 

En af de mest vedholdne og idiotiske idéer inden for idéhistorien, som mere eller mindre har kørt siden antikken, er tanken om, at klimaet skulle have en indvirkning på et menneskes personlighed og arbejdskapacitet. Du kender dem nok godt, clichéerne om at mennesker i de varme lande er dovne, og at mennesker i koldere lande er mere standhaftige og modstandsdygtige. Problemet er bare, at de netop kun er det, altså clichéer. Alligevel kan man endnu i dag læse den tvivlsomme videnskab blive rekonstrueret, som når Nye Borgerliges frontfigur Pernille Vermund siger, at migranter fra muslimske lande ikke er brugbar arbejdskraft. Med en lidt mere anekdotisk tilgang har forfatter Carsten Jensen skrevet et fint læserbrev om, hvorfor Vermund tager grueligt fejl.

Dengang New York kunne lugte blod

Vampyrmanien nåede vist sit peak i slut 00’erne med film og tv-serier som Twilight-Sagaen, The Vampire Diaries og True Blood. Men de ægte vampyrfanatikere fandt man efter mørkets frembrud i New York i midten af 90’erne. For her opstod en mystisk og blodtørstig goth-subkultur, hvor hugtands-protese-pusheren Father Sebastiaan var guruen over dem alle. Indrømmet, det lyder lidt tosset. Det gør dog ikke New York Times’ portræt af Father Sebastiaan, født med det borgerlige navn Aaron Todd Hoyt, mindre læseværdig.

Oversættelsens kunst

Der findes dygtige danske forfattere, og størstedelen af os kan både tale og læse engelsk uden problemer. Men hvad med italiensk eller japansk? Gudskelov er der folk, der lever af at oversætte, så hele verden kan få glæde af Umberto Eco og Murakami. Men oversætterne befinder sig i en omstridt position. De bliver ofte udskældt for ikke at ”leve op til originalværket,” og derudover er det sjældent, at de rent faktisk bliver krediteret for det store arbejde, de har lagt i at oversætte. Artiklen her diskuterer oversættelsens kunst og forklarer, hvorfor det er så vigtigt, at den sidder lige i skabet – hver gang.

En usund omgang stoledans 

Der er en okay sandsynlighed for, at du sidder i en stol, imens du læser det her. Det er der ikke noget overraskende i. Men hvis du sad i en stol på Shakespeares tid og læste det her, ville selvsamme stol højst sandsynligt indikere, at du var enten adelig eller ekstremt velhavende (og derudover ville det være ret imponerende, at du havde formået at abonnere på Føljeton i 1600-tallet). For selvom vi i dag ser almen adgang til stole som noget af det mest selvfølgelige, er det ret beset et nyere fænomen, som for alvor opstod ved opblomstringen af kontorarbejdet. En selvfølgelighed, som godt kan vise sig at blive problematisk, skriver The Conversation.

Lukrative copycats

Det danske tøjmærke Rains har i halvandet år haft en retssag kørende mod modegiganten Inditex, som står bag Zara-kæden. Det drejer sig om to produkter, en regnjakke og en regnfrakke, som Zara ifølge Rains har kopieret (Se billede: Zara tv., Rains th.). Daniel Brix Hesselager, medstifter og forretningsudvikler i Rains, håber dog, der i dag bør være kommet gennembrud i sagen. Rains har nemlig fået to kineske fabrikker til at erkende, at de i sin tid blev bedt om at lave en én-til-én kopi af jakken til Zara. Finans har set retsdokumenterne, hvori ejerne af fabrikkerne tilstår dette. Inditex har hidtil ikke ønsket at kommentere sagen.