Du har sikkert ikke tænkt over det for nylig, men farver optræder i forskellig rækkefølge igennem historien. Altså, når du læser gamle skrifter – uanset om det er hinduernes vedaer, Biblen eller islandske sagaer – så dukker farverne op tidsforskudt. Allerførst støder man på sort og hvid, der måske dårligt nok kvalificerer sig som farver, senere rød, så gul og til allersidst – ærlig talt overraskende sent – hører man om blå.
Blå er for eksempel ikke med i tekster fra førmoderne tid, så i Homers Odysseen sejler han rundt på det klare azurblå Middelhav, men det beskrives som ”Mørk vin-farvet”. Allersenest optræder farven lilla, som formentlig først blev opfundet af 1860’ernes impressionister. Det fremgår af en større analyse, der er publiceret i The Journal of Cognition and Culture, hvor man har besøgt 42 lande og studeret omkring 140.000 kunstværker fra før 1900-tallet. I kun 87 af dem optrådte farven lilla, hvilket svarer til 0,6 pct.
”Så fortidens mennesker så slet ikke blåt?”, kunne man spørge. ”Kunne de ikke se himlen eller en smølf?”. Her kommer vi til et kernespørgsmål i dag. Det er en lille smule kompliceret, da det er svært at spørge dem, men det korte svar er nej. Man registrerede det i hvert fald ikke. Det er meget svært selv for os i dag at registrere noget, vi ikke har ord for eller ikke forventer.
‘Ja, ja, ja,’ siger du ‘hvad rager det mig, hvad Homer kunne se og ikke se – jeg ser jo så glimrende alle regnbuensfarver,’ tænker du så, men så må vi jo lidt irriterende og retorisk spørge dig tilbage ‘gør du nu også det?’. Eller måske rettere, ‘hvad er det så, du ser?’. Hvad er det, du forventer at se? Hvad er det, du vil se, og hvordan reagerer du på det? Hvad ser du for eksempel, når en racistisk, sindsforvirret nynazist går til angreb i en synagoge i Pittsburgh, USA og dræber 11 mennesker med en en semiautomatisk AR-15, som det skete her i weekenden. Hvilke ord bruger du? Det er naturligvis ikke lige meget, hvis man som samfund skal tage en konsekvens, ændre en praksis eller et syn på verden. Ingen – en officiel person eller et medie – har indtil videre kaldt det terrorhandling, selv om det udfra den meget brede og omdiskuterede definition godt kunne kvalificere sig til det.
Men verden har indtil videre ikke kunnet blive enige om, hvad terrorisme er, selv om der er skrevet et utal af love, forskningsrapporter og definitioner af begrebet. Ikke i FN, ikke bare i EU eller for den sag skyld i det officielle Danmark har det kunnet lade sig gøre at definere det. Slet ikke når der er tale om andre end muslimer som gerningsmænd. Og det er immervæk et begreb, der giver myndighederne adgang til magtmidler, vi normalt ikke vil bruge i en retsstat.
Det tætteste vi kommer er Den Store Danske Encyklopædi, der taler om ”Vold, oftest mod sagesløse, udført af enkeltpersoner, grupper eller netværk for at gennemtvinge politiske forandringer eller skabe opmærksomhed om et politisk eller religiøst budskab,” men hvis det virkelig skulle være noget, nogen tager alvorlig, hvorfor taler ingen så om terrorisme i forbindelse med weekendens skyderier?
Ok, det er måske en gammel traver at hive ud af folden sådan en mandag morgen, men du kender nok godt selv svaret. Ellers kender vi i hvert fald Donald Trumps kommentar til drabene, da han mødte pressen en halv dag senere:
”Hvis de havde haft våben indenfor, havde resultatet været et helt andet. Så havde de været i stand til at stoppe ham,” konkluderede han, nøgternt. Det var den farve, han så. /Lasse Lavrsen