Onsdag var Oliver Stilling i spalterne med en tekst, som en af vores mest trofaste læsere beskriver som “mindst ligeså vigtig som afslutningsdebatten i Folketinget, krigen i Ukraine og diverse retssager”, og som “beviser, hvorfor Føljeton har berettigelse og burde læses af LANGT LANGT flere”. Inden vi kommer for godt i gang, kan du i stedet selv tage turen til tøjmarkedet Kantamanto i Ghanas hovedstad, Accra, hvor alt det tøj, du godhjertet smider i en genbrugscontainer, ender: I en stor bunke – eller i havet – uden nogen som helst økonomisk kompensation. “Hvorfor skal jeg arbejde hårdt for, at mine skattepenge skal fjerne jeres affald? Vi har fået nok,” sagde en delegeret fra Katamanto, Solomon Noi, på en konference i Paris i weekenden.
David Dragsted tog turen til Reykjavík i det næstsidste afsnit af vores reportageserie om EU’s kandidatlande, der de seneste måneder har kørt i vores europæiske Doppelgänger Feuilleton (det er gratis at skrive sig op). Da Island i 2009 søgte om EU-medlemskab, var de fleste sikre på, at det var en fait accompli og dermed kun et spørgsmål om formalia – men pludselig skiftede folkestemningen. Kan den vendes igen?