Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix
Man kan protestere på mange måder. Arrangere en march, lave borgerforslag, støtte politikere og meningsdannere, du synes varetager dine holdninger. Men det kan også gøres noget nemmere. Den tyske filosof Hannah Arendt sagde det egentlig ret simpelt tilbage i slutningen af 1950’erne: Let måsen og ud på gaden – og vupti, det er en politisk aktion! Ikke mere bureaukratisk pis. Nu var det politiske ikke længere afgrænset til stemmeboksens rum. Men så igen – hvis alt er politisk, hvad gør så en reel god politisk protest?
Først og fremmest skal man sørge for at gøre opmærksom på sig selv. Det skal være noget nærmest ekstraordinært eller bare ekstremt ejendommeligt. Noget showmanship eller X-factor. Få en sjov idé og eksekver den på et meget offentligt sted. Dernæst skal man sørge for hurtigt at gribe den opmærksomhed, der bliver rettet mod én, og få den vendt mod ens sag. Især sidstnævnte er vigtigt. Ellers er man jo bare en eller anden mærkelig og formålsløs karakter i gadebilledet.
Et rigtig godt eksempel er klimaaktivister, der har smidt tomatsuppe, kartoffelmos og what not på kendte kunstværker. Der udbrød ramaskrig med det samme. Hvem elsker ikke at lade som om, de altid har gået op i vores fælles kulturarv? Billederne tog ingen skade, men alle snakkede om aktivisterne, der havde gjort det. Bl.a. fordi de bekendte kulør. Succes.
Et andet godt eksempel er at smide rød maling i hovedet på folk. En klassiker herhjemmefra er, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen blev overhældt med rød maling i forbindelse med Danmarks rolle i Irakkrigen. Det fungerer altså. Bare i forrige uge til Cannes-festivalen blev metoden taget i brug igen, hvor en ukrainsk aktivist iklædt en blå og gul kjole malede sig selv rød for at gøre opmærksom på Ruslands invasion i Ukraine midt i alt tanten og fjasen. Stilrent.
En godt tænkt, men dårligt eksekveret protest, skal man dog heller ikke lede længe efter. Torsdag morgen og langt hen ad formiddagen stoppede morgentrafikken mellem Sjælland og Fyn brat, efter en 57-årig mand havde dumpet over 17 tons kartofler ud over Storebæltsbroen i både øst- og vestgående retning.
“Der var noget omkring den måde, som det var udført på, der gjorde, at vi blev mistænksomme,” sagde vagtchef hos Fyns Politi Kenneth Taanquist om de mystiske kartofler. Og ganske rigtigt. Det var intet uheld. Valget af kartofler var tilmed nøje planlagt. Udover at være et kæmpe madsspild, så skulle de mange kartofler være den 57-åriges protest mod en kommende vejafgift på benzin- og dieseldrevne lastbiler på flere danske veje, der blev stemt igennem af Folketinget samme dag. Mandens formål var at skabe opmærksomhed om de ændrede forhold i transporterhvervet og i landbrug- og fiskerisektoren, hvorfor han havde valgt jordens æbler.
Her kunne man så spørge: Jamen, var det egentlig en så dårlig protest? I har jo lige brugt tid på at forklare, hvad han ville, og det var vel pointen? Vi er helt enige. Og dog.
Udover at være blevet smidt ud af en lastbil, så var der ikke meget ved kartoflerne, som pegede hen på vejafgiften. Den opmærksomhed, som den 57-årige har fået gennem sit mediestunt, syntes han ikke rigtig at vide, hvad han skulle gøre med. Han er måske mere optaget af, at han er blevet varetægtsfængslet i 14 dage, fordi han har overtrådt straffeloven ved at være til fare for andre. Han havde ikke “fuldt ud gennemtænkt”, at det at smide kartofler – der som bekendt er fulde af stivelse, og som ved påkørsel bliver til kartoffelmos, en temmelig slibrig substans – er farligt at køre på for de 36.000 (højt sat) biler, der dagligt krydser broen. Og tja, at det kunne ende med en tur i kachotten, det havde han sgu heller ikke lige tænkt på.
Noget andet man skal huske at have in mente, når man skal lykkes med sin protestaktion, er timingen. Samme dag som kartoffelmiseren, kunne en rapport fra forskningsorganisationen Klima- og Miljøinstituttet NILU i Norge vise, at Danmark er blandt de 20 pct. i verden med det højeste klimaaftryk per indbygger. Vi ligger simpelthen nr. 33 ud af 176 lande, hvilket passer noget så skidt ind i vores fortælling om at være et grønt omgangsland. Når sådanne tal kommer ud, så er det måske ikke lige tiden til at demonstrere for en vejafgift, der har til formål at formindske den 1,7 mio. tons CO2-tunge lastbildrift i landet. Til næste gang kunne det snarere være en idé at smide kartoflerne inde foran Klimaministeriet i stedet for på motorvejen. /Astrid Plum