3. oktober 2016

Så kom Donald Trumps skattepapirer alligevel ud. Ikke med hans gode vilje, men via et anonymt læk til The New York Times. Og ikke den seneste opgørelse, men hans skattepapirer fra 1995, som angiveligt skulle være sendt fra Trump Tower i New York – Trump-kampagnens hovedkvarter. Journalisten Susanne Craig beskriver levende, hvordan det føltes at finde konvolutten i sin postkasse. Ifølge papirerne havde Trump på det tidspunkt tabt over seks milliarder kroner, blandt andet fra fejlinvesteringer i tre kasinoer. Tabet betyder, at han muligvis ikke har betalt indkomstskat i 18 år. Finten er lovlig, men kun mulig for særligt velhavende skatteydere. ”That makes me smart,” har Trump selv sagt, da Hillary Clinton beskyldte ham for ikke at betale skat.

I en klumme beskriver Allan Sloan glimrende, at de lækkede skattepapirer først og fremmest beviser, at det økonomiske system er drejet til de riges fordel. Og at Trump ikke har tænkt sig at gøre noget som helst ved det.

Det her interview med den amerikanske forfatter Don DeLillo (1936) er ikke helt nyt, men vi fik øje på det, da hans forfatterkollega William Gibson retweetede det i går, og det er da noget af en anbefaling. Det er fra magasinet Esquires serie ‘Hvad har jeg lært?’, og Don DeLillo har lært lidt af hvert:

”Det er vigtigt at træffe beslutninger baseret på, hvad man føler er rigtigt. Engang tilbød min udlejer, at jeg kunne slippe for at betale huslejen på 60 dollars om måneden, hvis jeg gik ned med skraldet for alle, der boede i bygningen. Det var faktisk et interessant forslag. Men jeg endte med at sige nej tak, for det ville betyde, at jeg skulle stå op klokken seks hver morgen, og det harmonerede ikke med min skriverutine.”

I dækningen af en krigszone som den i Syrien er offentligheden helt afhængig af journalister og dokumentarister, der sætter eget liv og førlighed på spil for at hente informationer hjem. Det gjorde dokumentarinstruktøren Marie Skovgaard, da hun optog den prisvindende dokumentar The War Show i Syrien. En oplevelse, hun har fortalt om i to artikler til DR. Men efter hun vendte hjem til Danmark med optagelserne, er noget tilsyneladende gået i hårknude i samarbejdet med produktionsselskabet Fridthjof Film. I hvert fald er Marie Skovgaard ikke længere krediteret som instruktør, men er blevet erstattet af sin oprindelige medinstruktør Obaidah Zytoon og Andreas Dalsgaard, som ikke har været med under optagelserne i Syrien. Hun er i det hele taget ikke nævnt en eneste gang, hverken på filmens rulletekster eller i pressematerialet, skriver Filmmagasinet Ekkos redaktør Claus Christensen og bloggeren Kim Pedersen i en kommentar. De mener, at produktionsselskabet med det samme skal rette op på den ”uanstændige forbigåelse” af instruktøren og som minimum indføje en tak til Marie Skovgaard.

Wonder Woman is here, she’s queer, and that’s not such a big deal. Wonder Woman-forfatteren Greg Rucka, der har skrevet om superhelten for DC Comics gennem 2000’erne, har bekræftet, hvad mange fans havde gættet sig til: Super-amazonen er også til kvinder. Det er LGBT-personer glade for, kan man læse på Twitter. Greg Rucka lægger dog vægt på, at det aldrig er interessant at lade sin karakter skrige ”I’M GAY!” bare for at leve op til en minoritetskvote. Seksualiteten skal flytte historien et nyt sted hen og være drevet af en indre nødvendighed hos karakteren. De har kunstnerisk integritet ovre på DC.

Som turisten i indslaget siger: ”Det må være noget nær det mest nuttede i hele verden. Jeg kunne aldrig have forestillet mig, at der ville være så mange panda-babyer samlet på et sted.” Det er mandag, og du fortjener hver og en af de her 23 panda-babyer.