Nyhedsanalysen

Facebook indta'r O'ense

Odense er en pragtfuld by, som ligger i smørhullet mellem Sjælland og Jylland. Hvis ikke Fyn havde været en ø, og hvis Odense havde haft en seriøs havn, der vendte ud mod verdenshavene, så Odense kunne forsvare Danmark med krudt og kugler, ville Odense nok have været Danmarks hovedstad. Så er det slået fast!

Men Odense har mange andre fantastiske kvaliteter. Der er for eksempel Odense Zoo, og under ‘Interessante gamle bygninger’ på VisitOdenses hjemmeside roser man sig (helt fortjent) af Odense Slot, Odense Adelige Jomfrukloster, Odense Tugthus og Fattigskolen på hjørnet af Paaskestræde og Adelgade, ligesom Odense også råder over Odense Bunkermuseum, Odense Blomsterfestival, Odense Internationale Filmfestival, Odense Congress Center og Rosengårdcentret, der med sine 100.000 kvadratmeter er et af Danmarks største og ældste indkøbscentre med indendørs gågademiljø.

Vi har selvfølgelig gemt det bedste til sidst: H.C. Andersen er født i Odense. Det er Odense – og ikke for eksempel Esbjerg, Thisted eller Struer – vores store eventyrdigter flyttede fra, da han besluttede sig for at følge sine drømme og blive til noget stort. Dette tilfælde bærer Odense også præg af. Byens festival hedder H.C. Andersen Festivals (med flertals-s på til sidst); det lokale maratonløb hedder H.C. Andersen Marathon; den lokale lufthavn hedder Hans Christian Andersen Airport osv. Odense er plastret til med H.C. Andersens kontrafej.

Det er alt sammen meget godt. Man skal dyrke sine helte. Men H.C. Andersen døde jo i 1875, og det har længe været tiltrængt, at der skete noget nyt på eventyrfronten. Og her kommer Facebook så ind i billedet. I går kom Fyens Stiftstidendes og Fyns Amtsavis’ fælles netmedie fyns.dk med solonyheden om, at ‘Facebook vil bygge kæmpe datacenter i Odense’, som ”fylder mere end Rosengårdcentret”. Det drejer sig om tre store serverhaller og en række tekniske tilbygninger, som alt i alt nok kommer til at løbe op i 184.000 kvadratmeter. Artiklen vurderer, at Facebooks engagement i Odense medfører, at der er en kæmpe investering på vej til byen: ”I byen Luleå i Nord­sverige medførte alene opførelsen af én datahal, der åbnede i juni 2013, en investering på cirka 3,8 milliarder svenske kroner, hvoraf 1,5 mia. kroner blev brugt i Sverige på blandt andet entreprenørarbejde, forsyninger, mekanisk og teknisk assistance og logistikydelser.”

Og i Odense er der altså tale om tre datahaller. Her på Føljeton elsker vi eventyr, og vi elsker Odense. Så vi ønsker den alt godt. Men vi tænker også på, om H.C. Andersen har skrevet en historie, der passer til situationen. Vi håber ved Gud ikke, at det er eventyret om, at ”en lille fjer kan nok blive til fem høns!” Vi vil gerne se de tre datahaller, før vi tror på det.

Omvendt kan man sige, at nogen i Odense om ikke andet er gode til at drømme, og som Hr. Overskæg (Toke Reunert) siger til Hr. Skæg (Mikkel Lomborg) på den fremragende cd Hr. Skægs store drømme, så er det gode ved drømme, at de kan blive til virkelighed. Uden at gøre brug af H.C. Andersen har  visionære entreprenører skabt et enestående robotmiljø i Odense, som de som en pendant til Silicon Valley i USA kalder Robotic Valley. Det er godt gået. FN’s økonomiske og sociale råd har vurderet, at robotteknologien får lige så stor betydning for samfundet i det 21. århundrede, som bilindustrien havde i det tyvende. H.C. Andersen ville have givet thumbs up.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12