Molenbeek har fået ry for at være en udklækningsanstalt for militante islamister. I Guardian er der en fin reportage om den belgiske forstads ungdomsfodboldklub Académie Jeunesse Molenbeek, som har et helt fantastisk hold af U-12-drengespillere. I sidste sæson vandt holdet en turnering i Spanien, hvor både Real Madrids og Barcelonas drengehold var med. Og fodbolden kan blive drengenes redning. ”De er stadig unge, og de er ikke klar over, hvilke problemer de vil møde, når de bliver ældre, for i Belgien er det svært at blive accepteret, hvis man er muslim,” fortæller deres træner, Azmani Ridoin. ”Men vi vil have, at de skal være veluddannede, stærke individer, som kan overkomme alle udfordringer på en positiv måde.” Da drengene går af træningsbanen, samler han dem omkring sig: ”Disciplin på banen betyder også disciplin uden for den. Fokusér på jeres skole, og sørg for at være i godt selskab. Og husk: I spiller for hele Molenbeek.”