Hjem-ude-hjem-struktur og en spirituel erkendelse
I det her interview fra Halsnæs Avis er der et eller andet ved Anders Haahr Rasmussen – en fyr, vi vældig godt kan lide – som minder os om en karakter som Christian fra DR-serien Herrens veje. Det er noget med hjem-ude-hjem-strukturen og den spirituelle erkendelse, som opstår ude og bringes hjem, hvor den bliver til en bog. Men hvor Christian tager til Nepal, fordi han har opdaget, at han er et dumt svin, der knalder med sin bedste vens kæreste og snyder til eksamen, tager Anders til Indien, fordi han er træt, helt uendelig træt: ”I lang tid var jeg afskåret fra fysisk aktivitet og sociale sammenkomster. Jeg lå i en sækkestol og hørte podcasts og lærte at strikke for ikke at kede mig ihjel.” Og nu har han så skrevet en bog, En fortælling om at være træt. ”Før var verden en buffet, og jeg ville have det hele. Jeg er via mit Indiens-besøg kommet frem til, at jeg ikke skal nå noget i livet.” Og det lyder måske banalt, og det er det sikkert også, men det er nu alligevel et rigtig fint interview. Vi har også altid haft mere tilovers for de trætte og banale end for avancerede, dumme svin.