Analyse
Brandudsalg af Alka: Farvel til danske kooperativer
Frygten for øget global konkurrence og såkaldt disruption har fået fagbevægelsen til at sælge ét af de sidste guldæg, forsikringsselskabet Alka. Gevinsten på over fire mia. kr. skal ikke investeres i nye kollektivt ejede selskaber – og dermed er det ved at være slut for det gamle kooperativ.
Historien er fyldt med fagbevægelsens mislykkede erhvervseventyr. Eksempelvis Bryggeriet Stjernen – også kendt som Bryggeriarbejdernes Kooperative Bryggeri – der gik neden om og hjem tilbage i 1960’erne. Og inden da fik gjort deres kravlenisser til en del af dansk populærkultur.
Senere gik bl.a. dagbladet Aktuelt op i hat og briller, og det kan være svært at pege på fagbevægelsens forretningssucceser, men der findes i hvert fald én: forsikringsselskabet Alka, som opstod ved en fusion mellem Arbejdernes Livsforsikring og Dansk Kooperativ Assurance, men som nu står over for at blive opkøbt af forsikringsselskabet Tryg.
Alka Forsikring er undtagelsen. Guldægget, der mindst på afgørende måder har bevist, at det kan give mening for fagbevægelsen at drive forretning. For det første har Alka givet driftsoverskud, og dermed løbende afkast til ejerne. For det andet har Alka, der hører til blandt de billigste på markedet for forsikringer i Danmark, tvunget priserne generelt ned, og dermed sparet ikke blot egne kunder men også alle andre for penge hvert år.
Alka, der er blevet bredt kendt som sponsor for superligaen, har profileret sig på at være et andet og mere socialt afbalanceret forsikringsselskab. I det højtidelige værdisæt hedder det således: ”Vi fokuserer ikke på overskuddet. Det er nemlig ikke Alka, men derimod vores kunder, der skal have fortjenesten af at være hos Alka”.
Prisen på i alt 8,2 mia. kr. betyder, at Alka er værdisættes til 5,7 mia. kr., plus en overskydende kapital på 2,5 mia. kr. Det er et opsigtsvækkende højt beløb for et trods alt mindre forsikringsselskab. Da 54,2% af aktierne i Alka ejes af LO’s medlemsforbund – med 3F og HK i spidsen – står en række fagforbund nu til at få over fire mia. kr. til deling, når (og hvis) handlen bliver godkendt af myndighederne og dermed træder i kraft i løbet af foråret 2018.
Salget er kommet pludseligt, og aktivister i fagbevægelsen er straks gået på barrikaderne. Lad os derfor kigge på argumentere for og imod:
Argumenterne for
Penge trumfer ofte principper, og en salgssum på over fire mia. kr. til fagforbundene er i sig selv et vinderargument – i hvert fald i forbundenes hovedbestyrelser, der for længst har godkendt salget. Den samlede salgspris på 8,2 mia. kr. kan man også argumentere for er ‘peak price‘, altså den højeste pris så langt øjet rækker. Alka har nemlig haft en gunstig indtjening i de senere år, kombineret med, at andre forsikringsselskaber også har ophobet store formuer.
På den ene side er Alka enestående meget værd lige nu, og på den anden side har flere potentielle købere haft penge nok på kistebunden til at byde hinanden voldsomt op. Alka har været et atraktivt køb for mange andre end Tryg, bl.a. Codan, Topdanmark og norske Gjensidige. Hvis Alka skulle sælges, er tidspunktet sjældent gunstigt.
Men hvorfor skulle Alka så sælges nu? Bestyrelsesformand i Alka, Kim Simonsen, som også er formand for HK, har længe tvivlet på, om Alka har den tilstrækkelige størrelse til at kunne klare sig på et stadig mere globalt marked for forsikringer, der presses af digitalisering og en øget grænseoverskridende konkurrence:
”Udviklingen i forsikringsbranchen betyder stigende krav til selskaberne i de kommende år. Det gælder f.eks. både it – systemer, automatisering af sagsbehandling, øget anvendelse af kunstig intelligens, regulering af kapitalforhold, og skærpede krav til håndtering af personfølsomme data. Det kræver, at Alka har en ejer, der har størrelsen, den nødvendige kapital og viden til at bringe selskabet godt ind i fremtiden,” udtaler Kim Simonsen.
Ledelsen i Alka har altså vurderet, at selskabet stod over for en disruption, som med stor sandsynlighed ville kunne gøre forsikringsselskabet mindre værd. Ganske enkelt fordi Alka er for lille en spiller på forsikringsmarkedet til alene at kunne modstå presset udefra. Og i den situation har overvejelserne reelt kun handlet om to hensyn: dels at få så en høj pris for Alka som overhovedet muligt (hvilket er lykkedes) og dels at sikre fagforbundens medlemmerne fortsat billige forsikringstilbud (hvilket er delvist lykkedes, i hvert fald på kort sigt). Fagbevægelsens medlemmer vil i en årrække få tilbud store rabatter.
Et flertal i ejerkredsen mener kort sagt, at salget er udtryk for rettidig omhu, og at det ville have endt med at koste fagforbundene flercifrede millionbeløb, hvis et salg Alka var blevet droppet/udskudt indtil omvæltningen på forsikringsmarkedet for alvor indtræffer, og der havde gjort et salg uundgåeligt, blot til en markant lavere pris.
Argumenterne imod
Hele idéen med Alka har fra begyndelsen været at operere på andre betingelser end de rå markedskræfter: ”Vi fokuserer ikke på overskuddet,” som det hedder i værdisættet. Alka er tænkt, skabt og drevet som virksomhedsform, hvor ejerskabet er kollektivt, en såkaldt kooperation, der også kendes som brugsforeninger. I selve fundamentet for Alka er der således et indbygget argument imod et salg for ussel mammon. I store dele af fagbevægelsen er derfor en oplagt og principiel modstand mod salget:
”Da fagbevægelsen stiftede Alka, var det for at hjælpe danske lønmodtagere. Et forsikringsselskab, hvor den arbejdsløse, pensionisten og de lavtlønnede kunne få en forsikring, der både gav familien og den enkelte tryghed i hverdagen,” udtaler forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet Max Meyer:
”Trygheden til arbejderen og de svageste er blevet så stor en succes, at det har udviklet sig til et guldæg for dansk fagbevægelse. Dermed er fristelsen for en kortsigtet gevinst åbenbart blevet for stor for flertallet af aktionærer, som nu er klar til at sælge ud for ussel mammon. Vi finder det dybt beklageligt at sælge et selskab, som fagbevægelsen gennem generationer har opbygget og investeret både økonomiske og menneskelige ressourcer i,” udtaler han.
Den tidligere SID- og 3F-formand Poul Erik Skov Christensen lægger heller ikke sine hærdede fingre imellem: ”Virksomheden leverer flotte resultater. Ejerne har fået mellem en kvart og en halv milliard i afkast. De her penge får man kun en gang. Jeg har ikke indtrykket af, at nogle af medlemsforbundende har så dårlig økonomi, at det er nødvendigt at sælge sit guldæg. Jeg ville prioritere at have et godt afkast år efter år”.
Modstanden er dog også mere kontant. Ved at have lave priser har Alka reelt lagt et loft over forsikringsmarkedet, og uanset hvordan Tryg lover at føre Alka videre, er én ting sikkert: Priserne kommer til at stige. Almindelige lønmodtagere vil måske kunne bevare deres rabatter, men til gengæld vil de snart komme til at betale højere præmier. Sådan lyder den usentimentale vurdering fra aktieanalytiker hos Sydbank Mikkel Emil Jensen:
”Jeg tror, at man som Alka-kunde skal forvente, at priserne nok stiger en smule. Alka er lige nu foreningsejet, og der har afkastkravet været mindre. Alka har haft en målsætning om, at syv ud af 10 kunder skulle opleve Alka som det billigste forsikringsselskab. Den målsætning vil nok falde, for Tryg har et indtjeningskrav til aktionærerne, derfor må man forvente, at priserne vil stige,” siger Mikkel Emil Jensen til DR.
Kritikerne mener altså, at fagbosserne dels svigter de principper, som Alka er blevet drevet efter, og dels lader hånt om de menige medlemmer, der i de kommende år risikerer at skulle betale mere for at forsikre deres biler og boliger.
Konklusion: Æra er slut
Salget er sat i gang, og ingen debat internt i fagbevægelsen vil kunne stoppe processen. For kritikerne forstærkes indtrykket dog dermed kun af en top i fagforeningerne, et ‘pampervælde’, der ikke lytter efter medlemmerne, men i stedet styre efter en nødvendighedens politik, der udformes og gennemføres i hemmelighed bag et slør af jura og teknikaliteter.
Sammenstødet om Alka-salget er på mange måder udtryk for en kulturkløft, der kløver gennem de fleste fagforbund. En konflikt, der grundlæggende handler om, hvorvidt fagbevægelsen kan og skal byde markedskræfterne trods, altså repræsentere et alternativ som kamporganisation, eller i stedet og mere pragmatisk spille med på de givne vilkår og forsøge at opnå de bedst mulige resultater inden for de gældende rammer. Og i den kamp har de sidstnævnte nu vundet endnu et slag.
Salget af Alka markerer afslutningen på en æra, hvor fagbevægelsen forsøgte at påvirke markedskræfterne direkte. I dag er det stort set kun Arbejdernes Landsbank, der står tilbage. Kritikerne frygter, ikke uden grund, at banken kan blive næste salgsobjekt. Kooperationens sidste kapitel kan skrives i 2018.