5. februar 2018

Kill Weinstein (og lidt Tarantino)

Stjernen fra Pulp Fiction og Kill Bill Uma Thurman har tidligere nævnt, at hun havde noget at sige i #metoo-sagen, og det har de fleste ventet lidt spændt på, eftersom hun har arbejdet tæt sammen med Harvey Weinstein, som var den første store #metoo-mandeskurk. I weekenden lod hun sig så interviewe til New York Times, og her anklager hun Weinstein for at have forgribet sig på hende seksuelt kort efter premieren på Pulp Fiction. Derefter konfronterede Thurman Weinstein med episoden, hvilket gjorde Weinstein så rasende, og han truede med at ødelægge hendes karriere. Heller ikke Tarantino går fri i interviewet, hvor han bliver anklaget for at have udsat Thurman for livsfare under optagelserne til Kill Bill.

Den nye forældede manderolle

Den moderne mand – den følsomme, sårbare mand – har erstattet kernefamiliens gamle manderolle. Men vi må ikke glemme den gamle manderolles positive aspekter. Uden dem var vi nok ikke, hvor vi var i dag, skriver Katrine Marie Guldager i denne klumme, som måske/måske ikke skal læses helt uden én eneste tanke på #metoo, selv om det kan være svært.

Farve til alle – undtagen én person

Mød Stuart Semple. Semple er kunstner. Han laver maling, som alle folk kan bruge. Sådan starter en forrygende fortælling om en kunstneriske beef mellem bemeldte Stuart Semple og den noget mere kendte kunstnersuperstjerne Anish Kapoor. Kapoor købte i 20016 rettighederne til Vantablack, den sorteste farve, der nogensinde er produceret, men som modtræk til hans sorthedsmonopol begyndte Stuart Semple at producere farve, som alle kunne bruge kvit og frit. Det vil sige alle undtagen Anish Kapoor. Historien bliver fortalt på twitter, men det gør den næsten kun mere underholdende.

Er Kylie Jenner en robot?

Siri er en kvinde. Og kvindelige robotter, såkaldte fembots, er der masser af på film. Men hvad er det egentlig for et behov, vi mennesker har for at tillægge robotter kvindelige personligheder? Man kan modificere og feminisere robotter i én uendelighed. Til ukendelighed. Det er jo sådan set interessant nok i sig selv – men endnu mere tankevækkende bliver det, når denne glimrende New York Times-artikel vender spørgsmålet om: Hvad er det for et behov, vi mennesker har for at tillægge kvinder robotlige personligheder? Ud over kvindelige androider, er der også eksempler på androide kvinder. MTV-popstjernen Poppy er en ung kvinde, der taler som en robot og ligner en robot. Så måske er hun en robot? Journalisten undersøger også Kylie Jenner, en af verdens største reality- og Instagram-stjerner, og taler om hendes hologram-lignende hud, hendes parykker, hendes fjerne blik. I Kylie Jenners tv-show, ‘Life of Kylie’, har hun sagt, at hendes over 100 millioner Instagram-følgere inspirerer hende til at poste mere og bedre indhold. Hun sletter billeder, hvis de ikke får nok likes, så kun det bedste, det folk vil have, er tilbage. Det perfekte image. Her kan man naturligvis indvende, at Kylie Jenner ikke er en robot. Men hvorfor egentlig ikke? (I weekenden annoncerede Kylie Jenner efter ni måneders mystik omkring sin måske/måske ikke graviditet, at hun har født en lille pige. Så hun er faktisk slet ikke en robot.)

Benhård antiracisme i 80ernes Paris

I 1982 var der gang i bandemiljøet i Paris. Racister og antiracister sloges på gader og stræder. Fotografen Philippe Chancel fulgte med en vis frygt de to antiracistiske grupperinger Vikings og Panthers, og det kom der nogle ret vilde billeder ud af. Det er gaderebeller i rockabilly-tøj, der ryger cigaretter i biffen. Men de har også en lemfældig omgang med våben, og til sammen giver det nogle billeder af en ganske kompromisløs antiracisme i fuldt 80er-flor. Det er benhårdt og fra en anden verden.