5. oktober 2016

I går udkom journalisten Peter Øvig Knudsens 624 sider store bog om den danske BZ-bevægelse. Den hedder BZ – Du har ikke en chance – Tag den! Et familiedrama. (sic!). I dag er der en virkelig læseværdig kronik i Information, skrevet af Nikolai Lang, der brugte hele sin tidlige ungdom på bevægelsen. Han giver Øvig ret i, at bevægelsen ikke har haft nogen nævneværdig betydning for eftertiden. ”Det skyldes bl.a. lukkethed, som blev skabt af den millitante indstilling – og at oprøret var præget af en elitær følelse af at være en særlig klarsynet avantgarde, der kunne nøjes med at kommunikere i obskure selvudgivelser,” skriver han.

Er dine knogler kolde, og hvirvler dit hår pludselig op uden nogen synlig grund? Det er efteråret, der er over dig, og du kan hverken gøre fra eller til. Årstiderne er et globalt fænomen. Et sted i Zhongnan-bjergene i Kina ligger der et buddhistisk kloster, og i klostrets lille have står der et 1.400 år gammelt tempeltræ. Det er ikke, fordi træet er enormt, men om efteråret er bladene virkelig gule, og når de falder, falder de virkelig.

Hvorfor er Syriens præsident Bashar Al-Assad stadig ved magten? Det forsøger Al Jazeera at redegøre for i en længere analyse af hans tid ved magten – fra at være det spirende håb for demokratiet tilbage i 2000 til i dag, hvor hans regime er beskyldt for adskillige krigsforbrydelser i borgerkrigen, der har dræbt hundrede tusinder civile og jaget 11 millioner syrere på flugt. Analysen tager afsæt i et interview med Assad i The Wall Street Journal fra januar 2011, da det arabiske forår for alvor havde sit tag i nabolandene. Interviewet peger ikke umiddelbart frem mod den brutale borgerkrig, der brød ud få måneder senere. Han understreger i interviewet behovet for politiske reformer, der kun overgås af behovet for, at ”folket vågner hver dag og kan få noget at spise, have et godt helbred, sende deres børn til gode skoler. Det er det, folket vil have. Jeg vil være sikker i mit eget land. Det er mit mål.” Analysen fortsætter gennem borgerkrigen til i dag, hvor Assad ikke tager stilling til, hvad regeringen kunne have gjort anderledes og til stadighed lover politiske reformer efter krigens afslutning.

I England findes en klub for kedelige mænd. Eller kedelige er måske forkert oversat, de er ikke ”boring”, bare ”dull”. De er mænd, som ikke giver efter for presset til at skryde over deres seneste Neil Diamond-koncert eller deres nye sportsvogn, men som bare mødes om de små ting i tilværelsen. Der er plads til de fleste i klubben. Den indeholder både ”The Bisquit Appreciation Society”, ”The Traffic Cone Preservation Society” og ”The Apostrophe Protection Society”. I den 15 minutter lange dokumentar Born to be Mild kan man møde en rundkørselsentusiast. Hans yndlingsrundkørsel indeholder en andedam. Og man kan møde en mand, der bare godt kan lide at sidde på en parkbænk og tage sig god tid. ”Tiden er det, der forhindrer alting i at ske på én gang,” som han siger.

Er det ham fra Ramasjang eller ham fra Deadline? Vi kender det godt. Det er den rødgyldne nuance og de milde øjne, der forvirrer.