Faldet

Her på Føljeton findes der nogle mænd på omkring de 40 år. Vi har aldrig været deciderede fodboldtosser med klaphatte og ”halli halli hallå”, men vi er vokset op med Michael Laudrup som en slags ledestjerne.

[For yngre læsere: Michael Laudrup – det er ham den ungdommeligt udseende 52-årige fodboldtræner med det kraftige hår, som lige har underskrevet en toårig kontrakt med en fodboldklub i emiratet Qatar]

Som børn så vi Michael Laudrup spadsere forbi hele Uruguays forsvar og… vente, inden han trillede bolden ind i nettet bag målmanden. Vi blev irriterede på hans holdkammerat Michel Platini hos italienske Juventus, når han sagde, at Laudrup var verdens bedste spiller – til træning. Vi ærgrede os med ham, når han fik sit Rolex-ur til 20.000 kroner stjålet i et omklædningsrum i Lyngby, og når hans erhvervseventyr Laudrup Vin år efter år havde røde tal på bundlinjen.

Som teenagere så vi alle de kampe i fjernsynet, vi kunne komme til, hvor Michael Laudrup var med. Vi var kæmpe Barcelona-fans fra 1989 til 1994. Vi gik i biografen og så Jørgen Leths hyldestdokumentar Michael Laudrup – en fodboldspiller og syntes, at det var den bedste film, vi nogensinde havde set. Og da han skiftede over til arvefjenden Real Madrid, fulgte vi med ham, som var det den naturligste ting i verden, og vi bundede et par Tuborg i en lykkerus, da han vandt mesterskabet med Real i sæsonen 1994/95. Som 20-22-årige fandt vi det lidt underligt, at han rykkede til den japanske fodboldklub Vissel Kobe, men ok, han var trods alt blevet 32 år, og vi kunne jo se på tabellerne i avisen, at han havde det godt, for han scorede da mål en gang imellem.

Alt ved Michael Laudrup interesserede os faktisk i den periode. Vi syntes, at det var interessant at vide, hvilken københavnsk frisør der lavede hans lyse striber. Han havde et vindende smil, men han udtalte sig ikke så meget om noget, som var uden for bogen, så vi fandt det ufatteligt fascinerende, når fodboldkommentatorer forsøgte at udlægge hans psykologi. De sagde, at hans lillebror, Brian, kun spillede godt, når han havde ro i privatlivet. Med Michael, sagde de, var det anderledes: Kaos i privaten rørte ham ikke – han fandt ro på banen og spillede et endnu mere guddommeligt pasningsspil

Da hans aktive karriere lakkede mod enden, kunne vi godt mærke, at der lå et eksistentielt vakuum og ventede på os. Hvordan ville livet forme sig for os uden en aktivt spillende Michael Laudrup? Han havde jo altid været der, og han havde altid haft en forståelse for at bevare mystikken omkring sin person. Han havde en forståelse for sig selv som mytologisk figur.

Michael Laudrups karriere som træner vil vi ikke gøre så meget ud af her. Man havde jo nok håbet, at han var røget til Real Madrid eller Barcelona, men han har det nok ikke i sig. Blot fordi en spiller har en fænomenal intuition på banen, betyder det ikke nødvendigvis, at han eller hun er nogen stor strateg. Med årene har vi sandet, at mennesket Michael Laudrup er lige så almindelig som os andre, og det er nok meget sundt. Velkommen ned på jorden.

Men man kan også falde for dybt. Det kan godt være, at der er noget tidløst over Laudrup (se for eksempel den mageløse en time og 23 minutter lange video ‘Michael Laudrup… The Ultimate Passing Compilation‘ på YouTube), men vi lever altså i 2016. For 10-15 år siden havde ingen løftet et øjenbryn, hvis Laudrup havde sagt ja tak til mange, mange millioner og et liv i sus og dus som træner for en hold knoldesparkere i Qatar. Men ikke i dag. Har han ikke læst Amnesty Internationals rapport om Qatar for 2015/2016? Alt er galt i det land – ytringsfriheden, retssystemet, indvandrerarbejderes rettigheder. Michael Laudrup forklarer sig med, at han ”har savnet græsset under fødderne”. Hvis man leder efter græs, er Qatar ikke det første sted, man skal søge.

Vi er nogle mænd omkring de 40, som fattes ord. Men så har vi heldigvis RokokoPosten.