6. april 2018

Det begyndte med undulater, står der i følgeteksten, men efter nogen tid blev fotografen Luke Stephenson besat af showfugle. Det udviklede sig til et fuldgyldigt dokumentationsprojekt, som vist stod på i tre år. Det sværeste må have været at få fuglene til at sidde stille og i profil (i stedet for en face, hvor deres prægtige næbpartier ikke ville komme til deres ret). Tjek også fotografens hjemmeside. Foto: Luke Stephenson

Folkene på Dagbladet Information, som vi ofte omtaler som vores venner, er muligvis økonomisk pressede i et betrængt mediemarked, men de leverer nogle udmærkede ting for tiden. Her er det filmanmelderen og kulturjournalisten Lone Nikolajsen, der har en kommentar til, at standup-komikeren Mick Øgendahl er blevet valgt som vært for DR1’s nye litteraturprogram: ”Public service-stationerne vil for alt i verden ikke være for elitære. De er jo til for alle. Men i iveren efter at styre uden om det elitære, er stationerne kørt i den modsatte grøft og har fået en træls tendens til at præsentere litteratur som et kosttilskud, der smager virkelig kedeligt, men som man nok bliver glad for i længden, og som skal pakkes ind for at kunne glide ned.” På Føljeton føler vi også, at vi opererer efter nogle public service-kriterier, som ligger i vores blodbaner, og regel nummer et er, at man ikke skal tale ned til folk.

Yes! er et ret cool amerikansk uafhængigt nonprofit magasin, som leverer løsningsorienteret journalistik. Okay, sidste del af den sætning lød dødssyg, men det er et godt blad, og flere medier burde tænke i de baner. Her har Yes! kigget på data, der viser, at flere og flere unge har mistet troen på kapitalismen og er klar til at omfavne noget, der er mere fair. Men hvad kan det så være? Det er god fredagslæsning.

Der sidder sikkert en del gode konsulenter derude og læser med, og det er fint nok, men man kan godt blive rasende, når man hører om kommuner og statslige instanser, der pumper offentlige midler ud af kassen til eksterne konsulenter, som sådan set bare udfører selvindlysende opgaver – men altså til 2.000 kroner i timen. Forretningsmanden Rex Tillerson, som Donald Trump for nylig fyrede  som udenrigsminister, fremstod på den yderste dag som en brav og fornuftig gut (i hvert fald i sammenligning med præsidenten), som havde haft ambitiøse – og muligvis idiotiske – ideer om at omkalfatre det amerikanske udenrigsministerium. Det havde New York Times en virkelig god podcast om i oktober. Nu har det amerikanske medie Politico en historie om, at Tillerson nåede at bruge 12 millioner skatteyderdollars på konsulenter udefra, som intet vidste om ministeriets struktur. Det har jo ikke noget med os at gøre, men det er interessant at læse, at det er de samme mekanismer, der gør sig gældende alle steder. Jo mindre folk ved, desto nemmere er det at lave forandringer.

Endelig er der nogen (The Guardian) som gør et behjertet forsøg på at forklare et meme, der har huseret på Facebook og Twitter i den seneste måneds tid. På memet ser man et skænderi mellem to mænd, Paul Teutul Senior og sønnen Paul Teutul Junior, som havde et realityshow på amerikansk tv sidst i 00’erne. Bare ignorér det, hvis det ikke interesserer dig. Og tryk her, hvis du ikke ved, hvad et meme er.