Medieudspil: Bundlinjen er mindre dansk indhold

Regeringens nye medieudspil rummer ikke meget disruption. Tidens medieverden vil næppe blive rystet i sin grundvold, når og hvis regeringens udspil føres ud i livet: Status quo vil snarere blive forlænget – langt ud i fremtiden. En status quo, hvor investeringerne gradvist falder i dansksproget indhold.

Den danske mediebranche lever allerede med en ny normal, hvor globale tech-giganter gnaver sig ind på indtjeningen, og den tendens synes kun at ville blive forstærket, hvis regeringens udspil ender med at blive vedtaget. Grundelementerne i udspillet er nemlig ikke revolutionære, endsige visionære.

Størstedelen af den daglige og dansksprogede public service-journalistik laves allerede i dag af private medier. Dagblade og lokalblade leverer allerede væsentligt mere lødig og nysgerrig folkeoplysning, end DR og TV2 gør tilsammen her i 2018. Kulturminister Mette Bock (LA) har derfor en stilfærdig rigtig og velunderbygget pointe, når hun påpeger, at den danske offentlighed ikke vil bryde sammen, blot fordi balancen mellem statslige og offentlige medier ændres en anelse. Status quo vil fortsætte.

Set inde fra skrivebordet i Kulturministeriet skal det nok gå alt sammen. I den bedste af alle verdener vil private sponsorer træde til, når licensbetalerne og skatteyderne trækker sig tilbage. Og markedskræfterne vil sikre en ny og naturlig balance, ifølge den kulturliberale minister, hvis blot politikerne rykker lidt rundt på bevillinger og regulativer.

Denne teknokratiske drøm er ikke ren og skær fantasi: I en medieverden, der i de senere år er eksploderet i nye formater og lettere tilgængelige underholdnings- og informationstilbud, har de statslige medier ikke længere monopol på at levere public service. Tværtimod taler meget for, at andre og nye udbydere vil have bedre forudsætninger for at kunne nå særligt et yngre publikum med bl.a. nyhedsjournalistik og kulturformidling.

Flow-fjernsyn er fortid

Grundpræmissen for regeringens medieudspil stemmer faktisk godt overens med den teknologiske udvikling og ikke mindst brugernes nye adfærdsmønstre: Tv-apparaterne er for længst forsvundet til fordel for håndholdte mini-skærme og tidligere tiders flow-fjernsyn er blevet erstattet med programmer og serier, der ses on-demand, altså når folk selv har tid og lyst.

I et lille sprogområde er den reelle udfordring ikke længere at pumpe milliarder af støttekroner i statslige platforme i skuffet forventning om, at folket skulle ende med at klikke sig ind på de gamle platforme via ergonomiske fjernbetjeninger og radiofoniske instrumenter. Den reelle kultur- og mediepolitiske udfordring i dagens Danmark er snarere at skabe mest muligt kvalitetsindhold, uafhængigt af platform og ejerskab.

I en tid, hvor udenlandske giganter har fået kommercielt fodfæste i Danmark – ofte med et fantastisk, men også ofte kønsløst globaliseret indhold – er det ikke længere en selvfølge, at der på den ene side fortsat produceres et tilstrækkeligt mangfoldigt udbud af dansksproget public service-journalistik, og at dette indhold på den anden side når direkte ud til børn, unge, midaldrende og ældre. Begge dele er lige vigtige: produktion og distribution.

Regeringens nye medieudspil skal derfor hverken måles på nostalgi eller ønsketænkning, men alene på effekten: Vil den samlede pakke skabe mere eller mindre fri, kritisk og lokalt forankret medieindhold på dansk, og vil dette indhold dernæst og rent faktisk nå ud til de borgere, som ellers ikke lade sig orientere om, hvad der sker i Danmark og resten af verden?

Desværre tegner prognosen dyster. Ligeså præcis præmissen er for regeringens medieudspil, ligeså skævt synes de konkrete forslag at ramme. Intet tyder på, at den samlede effekt af regeringens udspil vil blive mere dansksproget kvalitetsindhold – ganske enkelt fordi den samlede økonomiske ramme til public service-produktion vil blive beskåret med over 500 mio kr.

Færre penge i reklamer

Nej, hov, stop pressen! Kulturminister Mette Bock vil jo samtidig tillade nye indtjeningsmuligheder for bl.a. Radio24syv, der ellers står til at blive beskåret med en tredjedel. Reklamespots og andre kommercielle tiltag vil fremover blive tilladt, og med den delvise privatisering af TV2 vil Danmarks mest populære tv-station også blive mere frisat til at tjene flere penge. Men beløbene summer ikke op, desværre: Det langsigtede potentiale for øget reklamefinansering af dansksproget medieindhold er langt fra lige så stort som de kortsigtede og kontante besparelser.

I løbet af 2017 faldt tv-reklameomsætningen i Danmark med yderligere tre pct., og reklameomsætningen på radiospots klarer sig bestemt ikke bedre. I løbet af de senere år er et stort og stigende milliardbeløb forsvundet fra danske dagblade, radiokanaler og tv-stationer.

Annoncekronerne rykker i accelereret tempo over på på digitale platforme såsom Facebook og Google, som ikke selv bidrager med originalt medieindhold, men kun videredistribuerer andres gratis indhold. De få, men solide tiltag, der skal styrke den privatejede mediebranche i Danmark – primært momsfritagelsen af digitale udgivelser – forslår ikke i forhold til den øgede konkurrence fra de globale tech-giganter.

Nedskæringerne i DR, TV2-regionerne og Radio24syv vil netto skære indhold ud af den danske offentlighed, uden at private investorer med nogen rimelig sandsynlighed ser ud til at ville udfylde tomrummet. Tech-giganterne, der til hverdag kæmper mod en anden dansk kvinde, EU-kommissær Margrethe Vestager, har fået en ny darling: På bundlinjen vil Mette Bock ende med at hjælpe globale giganter som Facebook, Apple og Google – på direkte bekostning af de borgere, som havde håbet på en mere mangfoldig og lokalt forankret dækning af livet her i Danmark.