6. marts 2017

Det store digitale opslagsværk Wikipedia, som redigeres af frivillige, har ifølge et opslag om sig selv 15 milliarder visninger om måneden. Wikipedia adskiller sig fra sådan nogle som Google og Facebook ved ikke at være finansieret af reklamer – og derfor fattes organisationen bag konstant penge. Vi tegner et portræt og sender dig ind på et tilfældigt opslag.

Emma Watson er ikke længere Hermione Granger. Hun er ikke længere børnestjerne eller ”bare” skuespiller for den sags skyld. I dag er hun 26 år, har viet sit liv til feministisk aktivisme og er ved siden af det, fornemmer man, aktuel i rollen som Belle i den nye filmatisering af Disney-klassikeren Skønheden og Udyret. Hun fortæller om det hele i det her lange interview i Vanity Fair, der indledes med en scene, hvor hun uden makeup og iført baggy sort tøj, lusker rundt og gemmer feministiske bøger i New Yorks undergrund. Hvis du – som flere her på redaktionen – var en af dem, der med hjertet i halsen og blanke øjne så med, da hun tilbage i 2014 indtog talerstolen i FN med en præsentation af den feministiske kampagne HeForShe, vil du helt sikkert også blive solgt denne gang. Det er vi i hvert fald.

Suzanne Brøgger har forfattet et essay, der er en form for interview med hende selv. Det handler om litteraturen. ”Selvfølgelig vil litteraturen ikke forsvinde,” skriver hun som svar til Johannes V. Jensen, som engang spåede litteraturen undergang. ”Det er kun dens betydning, der er forsvundet,” skriver hun. Litteraturen som dannelse. ”Hvorfor dannelse?” spørger hun sig selv. ”Hvad skal man med det?” Du skal bruge det til at blive, den du er, svarer hun. Hvordan man bliver, den man er, handler resten af essayet om, og det er dannende læsning.

Måske vil du giftes med min mand? Det spørgsmål stiller Amy Krouse Rosenthal i en artikel i fredagens New York Times. Hun er prisvindende amerikansk børnebogsforfatter, tidligere radiovært, har flere selvbiografier på CV’et, og så er hun gift med Jason – lidt endnu altså. For Amy Krouse Rosenthal har formentlig ikke mere end et par dage tilbage, før hun dør af den underlivskræft, der ramte hende tilbage i 2015. I hvert fald hvis man følger hendes eget estimat i artiklen, der egentlig ikke handler om hende selv, men fungerer som en kontaktannonce for hendes mand, Jason. Efter at have fortalt, hvordan han vender pandekager i luften, går til mange koncerter med sine børn, hver dag serverer oliven og ost inden aftensmaden og har grå stænk i det mørke hår, kommer hendes appel:

”Jeg færdiggør det her på Valentine’s Day, og den mest ægte og ikke vase-orienterede gave, jeg kan ønske mig, er, at den rigtige person læser det, finder Jason, og en kærlighedshistorie kan begynde.”