Wilders valg

Hvis du er fed up med populisme, bør du nok klikke væk straks – og blive væk. Ugens føljeton handler om det kommende hollandske valg, som finder sted om ni dage, og det står altså i Geert Wilders tegn. Som grundlægger, ubestridt leder og eneste medlem af det nationalistiske Frihedspartiet (PVV), er den 53-årige politiker med det afblegede hår en enmandshær, som hverken vælgere, politiske konkurrenter eller medier kan komme udenom. Det kan virke paradoksalt, da Wilders lever isoleret og under massiv politibeskyttelse, afskyr journalister og mest henvender sig til offentligheden via Twitter (lyder det bekendt?).

Alligevel, eller måske netop derfor, har flere meningsmålinger spået, at han vinder valget på et politisk program, der fylder en A4-side: forbyd koranen, luk grænserne for muslimsk indvandring, meld Holland ud af EU og brug færre offentlige penge på vindmøller og kunst og flere på klassisk velfærd.

Nu har meningsmålinger før taget fejl, endda for ganske nylig. Men det hollandske valg er blevet det ekstra interessante fyld i en sandwich, bestående af på den ene side Trump og Brexit og på den anden side de kommende valg i Frankrig og Tyskland. Her lurer muligheden for, at henholdsvis Front National og Alternative für Deutschland kan rive EU’s politiske landskab radikalt rundt. Var 2016 populismens forår, vil 2017 måske blive dens rekordsommer. Derfor er de internationale mediers evigt flakkende øjne i disse dage stift rettet mod Holland, og derfor er jeg i disse dage flittig bruger af det flade lands velsmurte togsystem.

Ud fra en gammeldags politisk målestok kunne regeringsleder Marc Rutte fra det liberale parti nok føle sig ok fortrøstningsfuld. Arbejdsløsheden falder, og det samme gør kriminaliteten i en grad, så Holland sidste år lukkede fem fængsler på grund af kundemangel. På den anden side er det ikke længe siden, at tusindvis af flygtninge vandrede på de europæiske hovedveje. Og skønt den økonomiske krise efterhånden er drevet over i Holland, er den ikke glemt.

Nogle hollændere frygter for fremtiden og oplever, at integrationen går for langsomt, og at klassiske frihedsværdier er under pres. De jævnlige terrorangreb i europæiske storbyer bestyrker dem kun i, at de har ret. Og i at eliten i parlamentet i Haag har brug for en radikal opsang. Det er denne frustration, som Wilders appellerer til med sine retoriske håndgranater mod islam, indvandring, EU og eliten. Og så betyder det åbenbart mindre for hans vælgere, at Wilders i efteråret blev dømt for at opildne til diskrimination af hollandsk-marokkanere.

Under alle omstændigheder er internationale og hollandske medier i disse dage ramt af en regulær wildersmania. Det betyder ikke, at Wilders nødvendigvis vinder valget. Og selv hvis Frihedspartiet bliver størst, er det langt fra sikkert, at Wilders kan samle en koalition, der vil pege på ham som kommende premierminister. For tiden afviser de fleste andre partier et samarbejde med ham. Men uanset det kommende afstemningsresultat er valget indtil videre Wilders’.