7. marts 2017

Over de sidste ti år har kun 15 procent af de prisbellønnede fotografer ved World Press Photo været kvinder. Ved Årets Pressefoto, der blev uddelt i fredags, var den del endnu mindre. Føljeton flyver lige en tur henover.

Nu taler du jo nok ikke kinesisk, og hvis du gjorde, er det heller ikke sikkert, at du ville have hørt Kinas premierminister holde sin årlige tale om nationens tilstand søndag. Men Wall Street Journal har analyseret de godt 18.000 kinesiske skrifttegn, som Li Keqiang brugte næsten 100 minutter af kinesernes kostbare tid på at levere, og temaet var klart: Der blev lagt ”dramatisk vægt på Kommunistpartiet og i særdeleshed dets leder”, præsident Xi Jinping, skriver avisen. Til gengæld fyldte økonomien ikke noget nær, hvad den plejer i de taler, og det er der en grund til: ”Kommunistpartiet står over for en større udskiftning i ledelsen dette efterår, og hr. Xi har været involveret i flere politiske manøvrer for at sikre, at hans allierede stiger til magtpositioner, samtidig med at han forsøger at kvæle den interne modstand mod ham og hans politik.” Kuriøst.

Patienterne på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Odense er fra nul til 17 år. De lider af alt fra ADHD og autisme til manier og anoreksi. I DR’s nye dokumentarserie Børnene på psyk følger man nogle af dem. Sofie på 15 lider af svær anoreksi, der gør, at hun ikke er i stand til at spise selv. Nur på 10 har ADHD i en sådan grad, at han bliver psykotisk og ikke kan styre sine handlinger. Og Jess på 11 har OCD, der gør ham ude af stand til at føre et normalt liv. Selv om dokumentaren efter første afsnit ikke virker voldsomt kritisk over for de ellers omdiskuterede behandlingsmetoder i psykiatrien, giver den alligevel et sjældent nærbillede af børnenes lidelser på en måde, der ikke normalt skildres i offentligheden. Eksempelvis glemmer man helt at stille sig selv det obligatoriske ‘hvorfor spiser hun ikke bare’-spørgsmål, når anorektiske Sofie sidder forpint foran en ernæringsdrik, som hun ikke drikker, selv om hun ved, det kan betyde tvangsernæring gennem en slange i næsen. Man forstår med det samme, at det kan hun bare ikke – fordi hun er syg.

En ny læser skrev for et par uger siden til os, at hun syntes, at vi bragte for lidt stof om Donald Trump. Hun må være blevet abonnent på et uheldigt tidspunkt. Ikke for at prale, som Flemming Østergaard ville sige, men der er næppe noget medie i Danmark, der har dækket fænomenet Trump bedre og mere intensivt end Føljeton. Og her kommer der mere. Det er amerikanske FiveThirtyEight, som ret præcist skitserer Trump-regeringens otte kraftcentre – ”fra Bannon-fløjen til bureaukraterne”. Fabelagtig oversigt.