Den isolerede folkeforfører

I sine unge år backpackede han i Mellemøsten. I dag kan den hollandske politiker Geert Wilders ikke gå i kiosken efter en liter mælk uden politieskorte. Han bor et hemmeligt sted og ser kun sin kone få gange om ugen. Senest aflyste Wilders sin valgturné, da det kom frem, at en person i hans sikkerhedsteam angiveligt havde lækket informationer om hans gøren og laden til en hollandsk-marokkansk bande. Hollandsk politi afviser, at der i dette tilfælde har været en reel trussel mod Wilders. Men Holland har en grum historie med politiske mord på islamkritikere.

Siden politiet i 2004 afslørede attentatplaner mod Wilders, har han levet under politibeskyttelse. Efter en skandale, hvor journalister påviste, hvor lemfældig beskyttelsen af Wilders blev varetaget, og efter at en af politiets specialenheder i et hemmeligt forsøg havde held med at smugle skydevåben ind på Frihedspartiets kontor, blev sikkerheden skærpet. For Geert Wilders understreger den konstante trussel mod hans liv, at han har ret i sin påstand om, at islam er en af de største trusler mod Europa.

Samtidig galvaniserer truslerne hans rolle som en outsider, der forfølges af religiøse fanatikere og undertrykkes af eliten i Haag. Med en selvbiografi med titlen Marked for Death gør Wilders sit for at portrættere sig selv som den ensomme ridder i kampen for frihed. Et billede, der understøttes af, at hans parti kun har et eneste officielt medlem: Geert Wilders. Frihedspartiet har ingen lokalafdelinger, men kun en mindre stab af kampagnemedarbejdere. Wilders’ afsondrede tilværelse spiller sammen med hans tilgang til omverdenen. Han taler stort set ikke med forskere eller journalister – ikke engang Føljeton, der ellers har henvendt sig flere gange for et interview. I stedet foretrækker Wilders at envejskommunikere på Twitter, hvor han, ligesom sin kam(p)fælle på den anden side af Atlanten, er mester i at levere kontroversielle og ikke altid lige sandfærdige knaldperler. Som da Wilders for nylig delte et foto, hvor en af hans politiske modstandere havde fået photoshoppet sit ansigt ind, så det så ud, som om han deltog i en demonstration med radikale muslimer.

Wilders er således i den paradoksale situation, at han fra en fysisk isoleret position i spidsen for et enmandsparti med en minimal organisation har større vælgeropbakning fra folkehavet end nogen af de andre enkelte partier. I hvert fald ifølge meningsmålingerne. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad det gør for et menneske og dets verdenssyn at leve under konstant sikkerhedsbeskyttelse i 13 år, hvor den primære kommunikation med folket er via de sociale medier. Måske det er som at bo i den ultimative filterboble? Samtidig minder hver dag under politibeskyttelse Wilders om, hvad han kæmper for – og hvilken ultimativ pris, han risikerer at betale for sine holdninger. Han har udtalt, at livet under konstant bevogtning ikke er noget, han ville ønske for sin værste fjende.