9. januar 2017

Det ligner kunst, når man ser billeder af det. Det ligner vellykket installationskunst, som en eller anden kunstner har skabt, så vi ‘kan forstå den tid, vi lever i’. Men prototyperne på den mur, som Trump har lovet sine vælgere, at han vil opføre mellem USA og Mexico, er ikke kunst, det er skinbarlig virkelighed. Los Angeles Times’ arkitekturanmelder har været en tur ved grænsen for at kigge på de otte stykker mur. ”Da jeg først så dem fra SUV’en, frygtede jeg, at det ikke var muligt at skelne nævneværdigt mellem dem. De så stort set ens ud. Men efterhånden som jeg tilbragte mere tid i dette underlige udendørs arkitekturgalleri, stod det klart, at det æstetiske spektrum, som prototyperne dækkede, var meget bredt.” (Foto: Scanpix/Reuters/Jorge Duenes)

Svenske Ruben Östlunds guldpalmevinder The Square er nok den film, vi har skrevet mest om i den seneste tid, og nu gør vi det igen. Vi har med interesse holdt øje med, hvordan kunstbranchens fagfolk forholder sig til dens kritik af netop kunstens til tider opstyltede verden. Her er det Mikkel Bogh, direktøren for Statens Museum for Kunst, der i et indlæg i Information indrømmer, at filmen fik ham til at kluklo i biografmørket. The Square, skriver han, rammer hovedet på sømmet i sin fremstilling af samtidskunstverdens jagt efter publikums og pengemændenes gunst ”med visuelt spektakulære værker, der institutionelt føres frem som opbyggelige og altid i den gode sags tjeneste. Billedet er så tilpas stereotypt tegnet, at det kan fungere som mål for en velanbragt kritik. Alligevel tager det fat i noget, som de fleste, der jævnligt går på kunstudstillinger eller møder kunstens feterede profiler, har bemærket: Højtravende museumsformidling, kunstnere; som forventes at have svar på alverdens problemer, og som institutionen lokker til at tale pseudofilosofisk orakelsprog; og kunst, hvis samfundskritiske indhold er så alment og trivielt, at ingen vover at sige noget til det.”

Den er god, den her. Brugen af LED-pærer bidrog i 2017 til at reducere verdens CO2-udslip med 570 millioner tons. Det svarer til, at man lukkede 160 kulværker. Tjek Quartz’ tankevækkende index her.

Der er en amerikansk advokat og juraprofessor ved navn Seth Abramson, som har 425.000 følgere på Twitter. Det er der ikke noget at sige til. Han ved alt om den amerikanske forfatning og er sindssygt godt inde i, hvad den tidligere FBI-chef Robert Mueller sidder med af kort på hånden i den verserende undersøgelse af Trump-regeringens forbindelse til Rusland. Her har Abramson lavet en lang og pædagogisk Twitter-tråd om, hvad det betyder, at Mueller måske vil udspørge Donald Trump. Følg ham, hvis du er på Twitter.

Den schweizisk-britiske journalist Johann Hari (ja, ham der blev taget i at plagiere) har taget antidepressiva i 14 år, og nu har han skrevet bogen Lost Connections: Uncovering the Real Causes of Depression – and the Unexpected Solutions. The Observer bringer et uddrag fra bogen. Overskrift: ‘Er alt, hvad du ved om depression, forkert?’ Konklusionen i bunden af teksten er ret banal, men vejen ned til den er interessant.