1000 kroner i sedler. Ialt er her fotograferet 250.000 kroner.
Det er efterhånden mange år siden, at nogen har talt alvorstungt om betalingsbalancen. Ordet smager af 1970’erne, oliekrise og dyrtidsregulering. Engang var betalingsbalancen ellers selve omdrejningspunktet i den politiske debat herhjemme. Devalueringer af kronen var en del af dagens orden. Men det var dengang – ved indgangen til fattigfirserne.
I dag er det kun nørdede fageksperter, som en sjælden gang imellem nævner betalingsbalancen, der da også har udvist solidt overskud i mange år: Sidste år havde Danmark således et samlet overskud på over 160 mia. kr. Og overskuddet stiger. For det går godt, rigtigt godt, med de økonomiske nøgletal i Danmark, ja, faktisk så godt, at det også snart kan være fortid med et andet ubehageligt ord fra gemmerne: statsgæld.
Finansministeriet har netop offentliggjort et lille notat med det glade budskab, som ganske vist er pakke ind i teknikaliteter, men pointen er nogenlunde klar: ”Lavere statsgæld og lavere renter betyder tilsammen, at statens årlige renteudgifter er nedbragt fra 5,6 pct. af BNP i 1995 til forventet 1 pct. af BNP i 2017. I 2018 skønnes renteudgifterne at falde til under 1 pct. af BNP for første gang i nyere tid,” hedder det i depechen fra Slotsholmen, hvor der også står:
”Det skønnes, at den danske stat årligt sparer op til 2 pct. af BNP, svarende til 40 mia. kr., ved at have nedbragt gælden og ved at have bevaret statens høje kreditværdighed. Et beløb af denne størrelse rækker til et helt års offentlige udgifter til forsvar, politi, retssystem og kriminalforsorg tilsammen.”
Udgifterne til statsgæld er altså i kroner og øre faldet med et beløb, der svarer til, at vi i Danmark fordoblede forsvaret, fordoblede politiet, fordoblede retssystemet og fordoblede kriminalforsorgen. Eller f.eks. tredoblede investeringerne i universiteterne og vuggestuerne. Eller sygehusene. Mindre jubeloptimistisk kan beløbet måske også sammenlignes med, hvad der er mistet i skatteindtægter på grund af det serielle kollaps i Skat.
Ny tids finanspolitik
Nyheden er ikke desto mindre opsigtsvækkende. For ikke alene er statsgælden nu høvlet så meget ned – og renten samtidig så lav – at vi som samfund hvert år sparer milliarder og atter milliarder på at skulle afvikle gammel gæld, nej, vi kan også se frem til en ny debat om Danmarks fremtid. For pludselig giver det ikke længere mening at holde så meget igen med finanspolitikken, som det ellers har været tilfældet i mere end en generation.
Grønthøstermetoder og smalhals kan være en saga blot. Danmark er i disse måneder på vej til at have betalt så meget ned på den offentlige gæld, at hele vores fælles opfattelse af samfundsøkonomien bør modelleres om: Det er tid til en helt ny finanspolitik, der handler lige så meget om statsgælden som om betalingsbalancen. Sådan lyder budskabet tilmed fra en række økonomer, som normalt ikke sidder på skødet af hinanden:
“Jeg har været en budgethøg igennem mange, mange år. Det var jeg også dengang, hvor der ikke var holdbarhed på de offentlige finanser. Men det er vi ude af nu. Vi har nu overholdbarhed på de offentlige finanser. Regeringen skal derfor ændre sit syn nu. Det offentlige kasseregnskab er i orden. Nu skal der orden i vækstregnskabet,” siger cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen til Børsen (bag betalingsmur). Her fortsætter den liberale tænketanksmand:
“Ifølge Finansministeriet selv er de offentlige budgetter overholdbare med 1,25 pct. af bnp. Det betyder, at skatter og afgifter lige nu er 28 mia. kr. højere end det nødvendige for at finansiere de fremtidige udgifter til folkepension, sygehuse og så videre. I den situation er der ingen som helst grund til at sænke gælden yderligere via nye initiativer, som Kristian Jensen lægger op til.”
Farvel til nedskæringer
Samme budskab kommer fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvor cheføkonom Erik Bjørsted også advarer regeringen mod høvle mere af gælden: ”Udgangspunktet er, at vi stort set ingen gæld har. Så jeg er enig med Cepos. Vi er så bare uenige om, hvordan man skal bruge pengene. Men det er en anden diskussion,” siger Erik Bjørsted.
Og uenighederne vil selvfølgelig opstå, når politikerne vågner op til den nye økonomiske virkelighed. Ideologisk er der grundlæggende forskel på enten at ville sænke skatterne permanent, så staten får færre indtægter og dermed også vil have mindre velfærdsservice fremover, eller omvendt at udnytte de gunstige finanser til at øge investeringerne i bl.a. intelligent infrastruktur, øget forskning og uddannelse og dermed øge opfindsomheden og antallet af velbetalte arbejdspladser i Danmark.
Eller måske som en tredje mulighed at bruge de ekstra milliarder til en aggressiv omstilling af Danmark til et grøn supersamfund med 100% klimabalance? Mulighederne er mange, hvis politikerne tør.
Fattigfirserne er endegyldigt slut. Betalingsbalancen er for længst et ligegyldigt begreb – og nu er statsgælden efterhånden en historisk parentes. Danmark har igen fået rige muligheder. Hvis politikerne tør. /Lars Trier Mogensen