DOX 9

Manden der ville henrettes. Festivalen lakker mod enden, men før biograferne lukker ned for dokumentarvisningerne, bliver vi lige nødt til at give et shout out til DR. Under festivalen har de lagt ældre dokumentarer, nogle af dem tidligere CPH:DOX-hits, ud til streaming på nettet. Der er guld imellem. For eksempel The Fear of 13, der på dansk har fået den kliklokkende titel Manden der ville henrettes. Det er sådan en sand historie, der lever op til flosklen stranger than fiction. Den er fortalt, næsten i én lang monolog, af den dødsdømte fange Nick Harris, der i 15 år har kæmpet for at få sin sag genoptaget og få lavet en DNA-test, og da det ikke lykkes, beder om bare at få det overstået. At blive henrettet her og nu. Sådan en mand kan da ikke være skyldig, eller hvad? Nick Harris har ikke bare en bogstavelig talt utrolig historie, han er også en historiefortæller af Guds nåde. Og igen, man tror det er løgn, men hans oplevelser er ikke enestående. Da DNA-teknologi gjorde det muligt at efterprøve gamle kriminalsager, blev hordevis af dødsdømte fanger løsladt i USA. Mange af dem nåede det ikke, før det var for sent. Og mindst 4 procent af alle indsatte på dødsgangen er uskyldige. Men det vil aldrig blive opdaget, og de vil aldrig blive frikendt,  lyder vurderingen i en undersøgelse fra 2014. Scarier than fiction.

Matthew Heineman, en af årets vinderfavoritter på DOX, holder masterclass i dag. Som dokumentarist er han frygtløs og vælger gerne at filme i verdens farligste brændpunkter. Narkokrigen ved grænsen mellem USA og Mexico i den Oscar-nominerede Cartel Land og Raqqa, Islamisk Stats hovedstad, i den festivalaktuelle City of Ghosts. Men han har også et særligt talent for at strukturere sine dokumentarer som en dreven historiefortæller, og han deler altså ud af sine kneb i en samtale med Charlotte Cook i dag.

Masterclass: Matthew Heineman – Cinemateket – kl. 14.15.

Filt, fedt, bivoks og døde dyr var nogle af den tyske kunstner Joseph Beuys foretrukne materialer. ”Alt kan være kunst, og alle kan være kunstnere,” sagde han langt forud for sin tid i 50’erne og 60’erne, hvor han udførte sin performancekunst inspireret af den tyske mystiker Rudolf Steiner, blandt andet ved at bære en død hare gennem et kunstmuseum og viske til den med honning smurt ud over hele ansigtet. Manden fremlægger sin egen vision i arkivklip i filmen Beuys, der fik store roser med fra Berlin-festivalen.

Enhver betydningsfuld kunstner har sine kritikere, og mange har ladet sig forarge af Beuys’ mere eller mindre outrerede happenings, men også af hans genfortælling af sin tid som soldat i 2. Verdenskrig. Han er blandt andet blevet anklaget for at have tætte nazistiske forbindelser og at væve en lystløgn omkring sin kammerats død i en flyulykke.

Beuys – Grand Teatret – kl. 16.40

Det ligner indimellem en racekrig, der fra tid til anden stikker sit grimme fjæs frem på gaderne i USA. Det er vist ubehageligt klart i denne lille perle. Black Panthers Revisited.