At prædike for de allerede overbeviste

Hvad ville der ske, hvis kunstnerne tog magten over samfundet? Hvis de ikke bare blandede sig med enkelte protestsange og politiske kommentarer, men simpelthen overtog landet. Et godt bud ville være, at vi fik en rød regeringen, mere uddannelse, kunst og en hel del flere flygtninge. Men man kan komme lidt nærmere et kvalificeret bud, hvis man er i København og trisser ned i koncertkirken på Nørrebrogade og ser René Fredensborg afkræve blandt andre filminstruktør Christina Rosendal, forfatter Anne Lise Marstrand og sangskriver Annika Aakjær et svar. De tre er på hver deres måde gode eksempler på kunstnere, der reagerer med direkte handlinger og svar på tidens dagsorden og politiske kamp.

Og der er nok at tage fat i – det er, som om tiden råber på handling og kamp, men skal kunsterne overhovedet deltage i den kamp og nytter det noget som helst? Ikke sådan lige på den måde, hvis man spørger kurator og kunstkritiker Toke Lykkeberg, der har skrevet essayet ‘Fiddling While Rome Burns’ (‘At dandere den mens Rom brænder’) i det meget hippe østrigske kunsttidsskrift Spike Art Quarterly. Og så har han i øvrigt kurateret CPH:DOX’s udstilling, Welcome Too Late, i Kunsthal Charlottenborg. 

I essayet medgiver Lykkeberg, at tiden sådan set råber på handling og opbrud med Donald Trump, Brexit, flygtningekrise, terror, racekrig i USA og klimaforandringer, og han forklarer, at kunsten historisk set har reageret ved særligt at falde i to grøfter, når verden står i flammer: Med fuldkommen meningsløshed og opgivenhed eller med en opildnen og idérigdom – en grøft, der mener, kunsten giver mening, og en grøft, der ikke mener, kunst giver nogen mening. Det er sket ved Den Kolde Krig, oliekrisen, finanskrisen, verdenskrigene, Vietnamkrigen, Depressionen og den slags opbrud, men noget har ændret sig fra dengang til nu, argumenterer han.

Tidligere havde kunsten tid til at være reflekterende og komme med ideerne om en bedre verden og en ny fremtid – hvad enten det angik avantgarden eller postmodernitetens ideer om de store fortællingers død, så bidrog kunsten med de store tanker, de langsigtede drømme og ved at stille spørgsmål til tilværelsens dybeste mening. Men i dag sker det hele i realtid. Så når Trump reagerer med et tweet, reagerer kunstnerne med et tweet, og svarene ender i ekkokamre og filterbobler. Faktisk ophører meningen med politik og kunst helt parallelt ved den slags skyttegravskrig. Når man i politisk tilspidsede situationer, finanskriser eller ved terrorangreb erklærer en politisk undtagelsestilstand, sætter man reelt politikken ud af kraft, og hvis kunstnerne går med på den præmis, så risikerer kunsterne og kunstverden også at sætte kunsten ud af kraft. Det bliver politisk fløjkrig.

Kunsten misser det store billede ved at fordømme Trump, hans vælgere eller stemmerne bag Brexit. Den gør det samme som populisterne. På den måde har kunstverden misforstået, hvad det vil sige at engagere sig politisk som kunstner. For kunst skal ikke reflektere tidens dagsorden, men selve tiden og det, der følger efter. Alt andet graver grøfter, peger fingre og er for let at afvise som fake news og venstreorienteret nonsens. Den gør ikke andet end at overbevise den allerede overbeviste. Politisk kunst, der vil bekæmpe intolerance og fløjkrige, har det med at opildne til netop det.