Torsdag 9. marts 2017

Podcasten Crybabies er en hyldest til gråden. Forfatteren Susan Orlean og skuespilleren Sarah Thyre inviterer gæster til at vise alt det frem, som får dem til at tude – film, musik, YouTube-klip og gamle minder, fra James Joyce til reality-tv om hunde. Samtalerne bliver man både rørt og klogere af.

Tre kvinder i Daud Aron Ahmeds liv.

Sidste sommer interviewede Føljetons Oliver Stilling kæresteparret Khaterah Parwani og Daud Aron Ahmed. Hun er af afghansk afstamning, han af pakistansk, og de fortalte om, hvor umulig deres kærlighed var, fordi de kom fra hver sin minoritet. Men den sejrede til sidst. Ved Kvindernes Internationale Kampdag i går holdt Daud Aron Ahmed en fantastisk tale, som var en hyldest til tre stærke kvinder i hans liv: hans mormor, hans mor og hans Khaterah. Den er fantastisk smuk, og alle har godt af at læse den.

Hvad Letterman går og laver. Vi skal ikke længere tilbage end oktober, siden vi sidst henviste til et stort interview med den amerikanske late show-konge David Letterman, som i 2015 pensionerede sig selv efter 33 år som tv-vært. Men han bliver ved med at være god, og hans skæg bliver større og større. Nu ligner han Walt Whitman. ”Store ting er sket for mig, siden jeg begyndte at gå rundt med det her skæg. Jeg var på Ocean Park Café i Santa Monica, og en kvinde kommer hen til mig og siger: ‘Er du den, jeg tror, du er?’ Og jeg siger: ‘Det kommer an på, hvem du tror, jeg er.’ Hun sagde: ‘Du er Chuck Close’ (den amerikanske kunstner, som slet ikke ligner Letterman, red.)  Jeg sagde: ‘Yeah, yeah, det er mig.’ Hun sagde: ‘Åh, Gud’ – og fortæller en lang historie. Hun havde studeret kunst, og til sin afgangsopgave lavede hun en blyantstegning af Chuck Close. Hun sagde: ‘Det var det bedste, jeg overhovedet havde lavet på studiet.’ Til sidst sagde jeg: ‘Jeg er ikke Chuck Close.’ Boom.  Hun er væk på et sekund. Lidt efter kommer hun tilbage og siger: ‘Det skuffer mig helt vildt.’”

Reminder: Klokkekurven findes ikke. Her imens fløjene polariseres, og den organiserede racisme stikker sit grimme fjæs frem igen, er den berygtede amerikanske bog The Bell Curve fra 1994 dukket frem fra de pseudo-akademiske gemmer. Bogen er skrevet af de to sociologer Charles Murray og Richard J. Herrnstein og påviser med tal, hvorfor sorte genetisk set skulle være mindre intelligente og have sværere ved at tilpasse sig end eksempelvis hvide og asiater, der til gengæld skulle være de klogeste. Det er kort sagt raceforskning, der er tale om. Bogen blev en bestseller og er stadig noget af det mest ”overbevisende” raceforskning, man kender til i dag. Derfor oplever man desværre også stadig en del debattører henvise til bogen, men det, som fortaber sig i tågerne fra de 23 år, den har været på gaden, er, at forskningen er dybt manipulerende, mangelfuld og direkte forkert. Det blev påvist allerede på udgivelsesdagen. Derfor kan vi lige tage den en gang til for prins Knud (og verdens nationalpopulister) og genlæse Charles Lane fra The New York Review of Books (nu sidder han på Washington Post) gennemførte hudfletning af bogen, da den udkom. Læs den i tilfælde af, at nogen finder på at henvise til bogen. Spring til gengæld over selve bogen.