De seneste lækager fra Wikileaks, det såkaldte ‘Year Zero’ – som er en del af en større serie afsløringer af CIA under kodenavnet ‘Vault 7’ – rejser ét stort, skræmmende og principielt perspektiv. I første omgang er det dog gåsehudsfremkaldende creepy, at den amerikanske efterretningstjeneste i flere år har kunnet lytte med hjemme i dagligstuen via mikrofonen i f.eks. et Samsung smart-tv, selv når det er slukket i off-mode. Og samtidig kan hacke sig direkte ind i telefoner og dermed få adgang til indholdet i ellers krypterede beskedtjenester som Signal og WhatsApp.
Faktum er, at alt, hvad du siger og gør, selv når du er alene hjemme, kan overvåges og optages. Uanset om du bruger kryptering eller ej. Og jo flere apparater – fra køleskabe over hjerte-pacemakere til private overvågningskameraer – der knyttes sammen i virtuelle netværk, desto mere blottede står vi alle tilbage.
Wikileaks-afsløringerne vil nok afføde en reaktion af apatisk benægtelse hos mange, mens andre måske kan få en følelse af at blive trukket med ind i en skør science fiction-film? Et kalejdoskopisk virvar af krænkelser, som hurtigt skaber total paranoia. For kan det virkeligt passe, at det amerikanske efterretningsvæsen, Central Intelligence Agency, CIA, sidder og lurer på folk, selv når de slukker for kukkassen?
Men ret beset er disse teknologiske muligheder ikke så overraskende. Aflytning og brud på brevhemmeligheden er jo heller ikke ligefrem et nyt fænomen. Nej, det større og mere skræmmende perspektiv handler om, hvordan myndighederne i dag reelt prioriterer mellem på den ene side at udvikle fagre nye spionage-muligheder til sig selv og på den anden side at værne om borgernes basale retssikkerhed.
Bomben i ‘Year Zero’-dokumenterne er nemlig, at efterretningstjenesterne synes at arbejde mere målrettet for selv at kunne bryde hemmeligt ind i vores digitale privatsfære, end de arbejder for at forhindre forbrydere i at kunne gøre det samme. For når CIA kan bryde det, som i dansk retspraksis kaldes for ”post-, telegraf- og telefonhemmeligheden”, og vel at mærke uden retskendelse, så kan mange andre organisationer også.
Afsløringerne viser desværre, at CIA har undladt at gøre teknologiproducenter opmærksomme på alle mulige og umulige huller i og bagindgange til deres software og styresystemer, heraf navnet ‘Year Zero’: Firmaer som Apple, Samsung og Microsoft er ganske enkelt ikke blevet advaret om sikkerhedsbrister – og har dermed fået nul tid til at reagere på hackerangreb. CIA har altså prioriteret selv at kunne udnytte sprækkerne, frem for at få dem blokeret øjeblikkeligt, så fremmede magter og organiserede forbryderbander ikke også kunne trænge dybt ind i vores liv.
I dagens Information udfolder to af Danmarks skarpeste skribenter om masseovervågning, Sebastian Gjerding og Lasse Skou Andersen, dette ubehagelige dilemma: ”Holder efterretningstjenesten deres kendskab til hullet for sig selv, får de et kraftfuldt værktøj til at overvåge formodede terrorister, pædofile og drabsmænd. Men det betyder også, at hullet ikke bliver lappet. Kriminelle, der også har kendskab til hullet, vil derfor kunne udnytte det til at bryde ind i eksempelvis en banks it-systemer. Og andre landes efterretningstjenester kan udnytte det til spionage eller cyberangreb mod de selvsamme borgere, virksomheder og myndigheder, som det er CIA’s opgave at beskytte.”
CIA valgte side – til fordel for at lade hullerne stå åbne, og dermed er vores sidste håb om at kunne opretholde en privatsfære her i det 21. århundrede ved at blive slukket. Central Intelligence Agency har angrebet selve rygraden i vores borgerlige retssamfund indefra.