Weekend den 6. marts

Kosovos præsident Vjosa Osmani opløser parlamentet og udskriver valg.

Finland vil droppe totalforbud mod atomvåben.

EU-Domstolen idømmer Portugal bøde på 10 mio. euro for brud på europæisk miljøret.

Sri Lanka evakuerer over 200 besætningsmedlemmer fra iransk flådefartøj. Præsident Anura Kumara Dissanayake opfordrer alle parter til at “forpligte sig til fred”.

Nvidia stopper produktion af H200-chips til det kinesiske marked.

Danmarks første kvindelige ambassadør Bodil Begtrup (1903-1987) skal støbes i to bronzebuster. De skal stå i Genève.

70.000 høns fra Samsø, Ørbæk og Glumsø aflives efter fund af fugleinfluenza.

Aktivistgruppen Palestine Action er blevet stemplet og siden de-stemplet som en terrororganisation. Deres lovovertrædelser udfordrer vores forståelse af kriminelle handlinger og politisk motiveret vold.

“Det her er ikke en position, som naive idealister indtager. Det er positionen hos en hård, realistisk leder … der husker historien, læser sit publikum og handler for at beskytte sit land mod en meningsløs, ulovlig krig og dens mulige konsekvenser.” Kommentar i Responsible Statecraft om den spanske premierminister Pedro Sánchez, der som en af de eneste europæiske ledere har formået at sige klart nej til Donald Trump og gøre det med troværdigheden i behold. “Den spanske holdning er ikke anti-amerikansk. Den er ikke pro-iransk. Den er simpelthen pro-lov, pro-fred og anti-krig.”

Der er noget dragende morbidt ved at se billeder af strandede hvaler. Når de bare ligger der og uvidende venter på, at deres skelet giver efter for deres enorme vægt og den for dem unaturlige tyngdekraft. Nå men, hvad der for os i dag føles som at overvære en art dyreplageri, har for 14.000 år siden været det rene slaraffenland. Ovre hos Videnskab.dk formidler en forsker, at strandede hvaler formentlig har været en af grundene til, at folk tog til Vendsyssels forholdsvis kolde og golde hede og bosatte sig. Man rejste nemlig efter maden, og håbet om at kunne smovse sig i hvalkød og -fedt har nok lokket en del.

“Hvorfor synger mænd?” synger Bill Callahan på sin nye plade My Days of 58. Selv har Callahan sunget i tre årtier, først i 90’erne under aliasset Smog og siden 2007 som sig selv. Hvis man nogensinde bliver ramt af den bizarre drømmende følelse af at savne det dybe Amerika, selvom man ikke rigtig kan definere, hvad det egentlig er, man savner, fordi man er født og opvokset i Danmark, så skal man høre Callahans Sometimes I Wish I Were An Eagle (2007). Den nye plade er også rigtig god.

“Argumenterne går på farene ved forelskelse, og midt i hyldesten til fornuft frem for lidenskab, logik frem for kærlighed, er der eksplicitte og implicitte advarsler imod at være en ‘simp’ eller en ‘sucker’. Nogle undrer sig højlydt over, om man overhovedet skal invitere kvinder ud, idet de i en tid med datingsapps i forvejen får alt for meget opmærksomhed fra mænd og derfor er blevet for kræsne, krævende og uberegnelige.” The Point Magazine er taget til valentinsdagsdebat arrangeret af unge konservative i Washington for at undersøge, hvorfor alle på hele det politiske spektrum er blevet så heteropessimistiske.

“Krig ændrer den politiske psykologi på måder, der sjældent følger en lige linje. Selv mennesker, der nærer et dybt had til det gejstlige styre, kan reagere med afsky ved synet af fremmede kampfly over iranske byer og den åbne erklæring om, at deres stat skal bringes til ophør. Et ydre angreb ophæver ikke befolkningens nag mod regimet, men det kan forskyde det. Vreden mod styret kan midlertidigt træde i baggrunden for vreden mod angriberen.” Eskandar Sadeghi-Boroujerdi i London Review of Books om Trump og Netanyahus feberdrømme i Iran. Hvis ret skal være ret, bør vi sige, vi har opdaget teksten gennem Føljeton-ven Poyâ Pâkzâd på Facebook. Tak for den.

“Jeg besluttede, at jeg aldrig ville lade nogen oversætte mig til albansk, og at jeg selv ville gøre det. Og så endte jeg med at blive min egen oversætter. Men selvfølgelig, når man oversætter sine egne tekster, omskriver man dem faktisk, så jeg kalder det ikke rigtig oversættelse nu, jeg kalder det omskrivning.” Den albanske forfatter og professor i politisk teori Lea Ypi er et multilingvalt wonderkid, og kan ud over sit modersmål selvfølgelig også oversætte på engelsk, fransk, italiensk, tysk og spansk. “Jeg bliver ikke forvirret. Men jeg har opdaget, at det at skifte fra det ene sprog til det andet hjælper mig med at bekæmpe skriveblokade. Når jeg går i stå med at skrive på engelsk, er den bedste måde at overvinde det på at skifte sprog.”

Har du husket at give dine bøger en forårsrengøring? Ellers er den forestående weekend en god anledning.

Føljeton er tilbage på mandag.