Man skal holde, hvad man lover ...

… Og derfor skal man også passe på med at love noget, man ikke kan holde. Det er mandag og endnu en uge er gået uden, der er kommet nyt fra Kanye West. Både han og hans kone havde ellers lovet, at hans nye Jesus is King ville komme den 27. september, men på den anden side lovede han for præcis et år siden, at albummet Yandi ville komme, og det gjorde det heller ikke. Faktisk kom det aldrig.

Måske har manden pres. Det er set før. Måske har han svært ved at leve op til sine egne og omverdenens forventninger. Den klassiske kunstnerkonflikt, der opstår, når man bliver bange for sin egen skygge. Det, der sker, når publikums klapsalver har lagt sig, og kunstneren får øje på sig selv. Måske føler man sig overvurderet, måske havde man ikke mere i sig, måske er man bange for at skuffe, eller måske ved man med sig selv, at det hele er slut, og at det, man kaldte guddommelig åbenbaring, bare var tilfældigheder, hårdt arbejde og en god idé halvt stjålet fra andre.

Som kunstner er der forskellige reaktionsmønstre på den mur. Hos tyske Thomas Mann fører den til selvhad. Som her i Døden i Venedig, hvor han i sin skriveblokerede hovedpersons dødsvildelser ser digterens rolle klart: ”Vores ranke, mesterlige stil er falsk og løgnagtig, vores ry og berømmelse er en farce, den tillid, som mængden viser os, er højst latterlig, og folkets og ungdommens opdragelse gennem kunsten et vovet foretagende, der burde forbydes.” Andre lader som ingenting og tager en lang pause. Som den danske forfatter Albert Dam, der debuterede flot og rost i 1905, men havde svært ved at svinge sig op til mere, uddannede sig i stedet til konditor og drev et konditori i Kjellerup frem til 1934, hvor han udgav sit hovedværk Saa’ kom det ny brødkorn og derfra havde fundet stien. Musikkritikeren og digteren Klaus Lynggard havde lovet, at hans ungdomsbogshit Martin og Viktoria var en trilogi, men der kom aldrig mere end to og i stedet fik vi digt- og tekst-samlingen Røv og Nøgler. Eller franske Arthur Rimbaud, der kun 20 år gammel i 1874 var poetisk rockstjerne med digtsamlinger som En årstid i helvede (Une Saison en Enfer) og Den Berusede Båd (Le bateau ivre), hvorefter han besluttede sig for at stoppe og begav sig i stedet ud i verden, for blandt andet at ernære sig som afrikansk slavehandler og til sidst at dø på et hospital i Marseille, kun 37 år gammel.

Løftebrud, løftebrud!

I politik er det anderledes. Hvor vi hurtigt tilgiver og mytologiserer kunstnerens urolige, skrøbelige og løgnagtige sind, må politkere stege og lide, og også gerne fyres for det man med et elegant ord kalder løftebrud. Så her handler det om i vid udtrækning slet ikke at love noget. Det kan man jo så komme til alligevel – enten fordi man gerne vil vinde en valgkamp, eller fordi man er tynget af ideologiske idealer og visioner – og det er præcis, hvad vores statsminister har gjort. For selv om hun understregede flere gange i valgkampen, at hun ikke ville love mere, end hun kunne holde efter valget (sporene skræmmer som bekendt), så har hun slået rekord i løfter sammenlignet med hendes to forgængere. Helt konkret er der tale om 340 politiske forslag, der skal kastes ind i den politiske arena med den indbyggede svaghed, at alle hendes politiske partnere – både de allierede og oppositionen – ligesom Frederiksen selv kender vælgernes dom over løftebrydere og derfor sidder med overhånden.

Ugebrevet Mandag Morgen har talt forslagene op, og de omfatter en bred palet lige fra mobile politistationer og flere ungdomsboliger til en grøn fond på 20 mia. kr. og danmarkshistoriens første velfærdslov, der skal sikre, at der er nok penge til børn, ældre og sygehuse de kommende år. Men modsat de tidligere 25 års regeringer har Mette Frederiksen ikke lavet et officielt regeringsgrundlag, men i stedet et mere luftigt og – kan man tillade sig at sige – uforpligtende ”forståelsespapir” med sine støttepartier. Så har hun fundet det politiske løfteblokeringens Colombus-æg. En måde hvor man uden at love noget og dermed uden at skuffe vil ændre den politiske dagsorden gennem det muliges politik. Smart. Måske skulle Kanye forsøge sig med noget lignende. På den anden side med de albumtitler han har lovet – Jesus is King og Yandi – har han jo nærmest bebudet Jesu genkomst. Den er, så vidt vi er orienteret, ikke oprundet endnu, og han har stadig en del fans rundt omkring. /Lasse Lavrsen