Føljetonen Tæsk tager sig en lille pause fra opklaringsarbejdet med at finde rundt i voldens anatomi. I stedet laver den et spadestik ned i historien for at se lidt på historiske slagsmål, og hvad vi kan lære af dem. Tæskene ligger der jo tilsyneladende som en stabil faktor i den menneskelige races evolution og har egentlig ikke udviklet sig synderligt siden tidernes morgen, men derfor kan det alligevel være nyttigt at drage nogle almengyldige konklusioner. Det kunne være, du fik brug for dem. Her følger fem forskellige historiske slagsmål og de fem vigtigste finter, man kan lære af dem.
Kain og Abel-finten
Baggrund:
Det er vel en af historiens første og største kendte nævekampe, der er blevet vendt og drejet af psykologien og teologien. Brødrene med de berømte forældre udvikler sig forskelligt. Kain, den førstefødte, udvikler sig til lidt af en fiasko, mens broderen Abel har anderledes held i sprøjten. Helt galt går det, da de to skal ofre et lam til Gud, og Abels røg fra bålet stiger direkte til himmels, mens Kains lægger sig som tøris over markerne. Da bliver det for meget for Kain, som beordrer sin bror: »Gå med i marken.« Man kan vel sammenligne det lidt med senere tiders: »Skal du med udenfor?« for det optræder flere steder i Biblen, når stridigheder skal afgøres. Abel vidste med andre ord, hvad han gik ind til. Han var dog ikke forberedt godt nok, for efter et rask slagsmål ender det med, at Kain slår Abel ihjel. Bum. Gud viser sig dog fra sin tilgivende side og nøjes med at give Kain et mærke (et Kainsmærke), så andre kan se, hvem han er. Han befaler i øvrigt, at han ikke bliver slået ihjel, men det er sagen uvedkommende.
Finten:
Læren af denne lille broderfejde er banal, men alligevel for sjældent set: Lad helt være at komme i slåskamp. Forsøg dig først og fremmest med diplomati. Statistisk set stiger risikoen for at dø voldsomt ved at indgå i slagsmål. Af de omkring 50 mord, der er i Danmark om året, starter mere end 80 procent som regulære slagsmål. Dertil kommer faren for alverdens permanente skader og læsioner, som kan gøre dig både grim, dum og invalid, og det er der vel ikke nogen, der er interesseret i at være.
David og Goliat-finten
Baggrund:
Her er en anden mano a mano taget fra biblen, men denne her kan ses i en lidt mere historisk kontekst. (Her på Føljeton siger vi intet om, hvorvidt Kain og Abel-myten bygger på historie eller overtro). Det bygger nemlig på en historisk konflikt mellem filistrenes kamp mod Israel og et slag mellem de to. Ifølge den amerikanske journalist Malcolm Gladwell er der dog nogle ret store misforståelser knyttet til vores genfortælling af myten. Den læses altid som den lille chanceløses kamp mod den store, men så enkelt er det ikke, påpeger Gladwell. I myten sender filistrene deres største og mest frygtindgydende kæmpe af sted mod israelitterne. Han har den vildeste rustning og det største spyd, nogen har set, og det siges, at han er omkring tre meter høj. Til gengæld sender israelitterne den lille fårehyrde David, der kun er udstyret med en stenslynge og fem sten. Vi kender historien: David sender en sten af sted og rammer Goliat lige i panden, så han falder om, og David kan skære hovedet fra kroppen. Det lyder som et højst overraskende resultat af en ulige kamp, men det er den ikke nødvendigvis, ifølge Gladwell. For det første må Goliat lide af sygdommen akromegali, som er en lidelse, hvor man gror uhæmmet, men altså også bliver ekstremt nærsynet, næsten blind og i øvrigt ser dobbelt. For det andet må Goliats rustning være så tung, at han dårligt nok kan bevæge sig, og for det tredje er David slet ikke så uskadelig en figur, som man skulle tro. I dag anser vi stenslyngen for at være et stykke legetøj, men for datidens hyrder var det et dødbringende våben, som de nedlagde store dyr med på daglig basis. De kunne skyde præcist som en skytte og hårdt som en Colt 1911, så det er en smal sag for David at sende en kugle lige mod Goliats blottede steder. I virkeligheden bør hele myten vendes om, argumenterer Gladwell og bruger herefter en hel bog på at finde steder i erhvervslivet, hvor man kan udnytte den taktik, så han kan sælge foredrag til millioner til håbefulde ledere.
Finten:
Vær ikke bange, selv om modstanderen er større end dig. Aflæs din modstander og gå efter de blottede og bløde punkter. Konkret betyder det halsen, maven, øjnene og skridtet (særligt for mænd). Sørg for at bevæge dig og kend og udnyt dine egne fortrin til at få ham ned på jorden, så du kan skille hovedet fra kroppen. Ja, eller mindre kan måske også gøre det. En begmand for eksempel. Et andet godt trick er at se på mandens positur: Hvis han stiller sig i en slags bredstående kampposition, er det nok fordi, han har trænet lidt hjemme fra – så bare løb.
Torrigiano vs. Michelangelo-finten
Baggrund:
En af renæssancens største og mest talentfulde kunstnere var Pietro Torrigiano, der var i stald hos den legendariske Lorenzo de Medici. Men inden han nåede at blive stor, allerede i sine teenageår, dukkede den tre år yngre Michelangelo pludselig op og stjal hele spotlyset fra stakkels Torrigiano. Michelangelo var tilmed en stor flot fyr og noget stærkere og sundere end den vindtørre Torrigiano. Men en dag, hvor Michelangelo sad hjælpeløst fordybet i arbejdet, listede den lille Torrigiano sig ind på ham og ‘sucker punchede’ ham ud af det blå. Michelangelo havde ingen chance for at reagere og brækkede næsen. Torrigiano flygtede fra Firenze af frygt for, hvad Medici mon ville sige, og endte med at arbejde det meste af sit liv i England for Henry VIII, for hvem han fik en flot og fin karriere.
Finten:
Hav altid en flugtrute klar. Det er meget sjældent at rigtige slåskampe er ordentlige, ærværdige, gentleman-agtige James Bond-kampe. Ofte vil de være baseret på blindt raseri, vold og sanseløs adrenalin, og i sådan nogle situationer er det vigtigt at komme hurtigt væk. Jo længere tid kampen varer, jo større er din risiko for at komme rigtigt til skade – eller lige så slemt skade andre alvorligt. Derfor: gør, hvad du skal gøre lynhurtigt og så huuuuurti-væk, som de salige brødrene Bisp ville have sagt.
Hemingway-finten
Baggrund:
Ernest Hemingway bliver ofte beskyldt for at være en rigtig mand, der ikke finder sig i pis. Det var også sagen i 1936, da den tyve år ældre kollega Wallace Stevens løb ind i Hemingway og hans søster Ursula ved et cocktail-party i Key West. Stevens, der var 56 år dengang, talte grimt om Ernest til Ursula, der lod det glide videre til sin bror, hvorefter de to fløj i flæsket på hinanden. Stevens endte efter sigende fem dage i sengen med en sygeplejerske ved sin side og brækkede hånden mod Hemmingways kæbe.
Finten:
Lad være at slås med en 20 år yngre mand, der går op i tyrefægtning, og lad for Guds skyld være at slå med knoerne. Det virker ellers nok naturligt at gøre, men det er ifølge kampsportstrænere både mere skadeligt for ham og mindre skadeligt for dig at slå med håndkanten. Og så skal du ikke sigte efter det sted, du gerne vil ramme, men cirka ti-fem centimeter bag det sted du vil ramme, forklarede en slagsbror mig engang på et diskotek i Nykøbing Mors. Så rammer du ham (eller hende) i svinget – ikke der, hvor slaget er ved at tage af i styrke.
Rumble in the Jungle-finten
Baggrund:
Den legendariske boksekamp fra 1974 mellem George Foreman og Muhammad Ali, der endte i ottende runde med en knockouted Foreman. Kampen er fuld af metaforik og myter, og i dokumentaren When We Were Kings fra 1996 får man det hele med – hvis du ikke har set den, ved du, hvad du skal bruge de næste par timer til. Selve kampen er dog mindre yndefuld end myten, og måske vil det overraske dig, at Muhammad Ali boksede ufatteligt defensivt, nærmest kujonagtigt ville Hemingway måske sige. I de seks første runder stod han blot med paraderne oppe i ringhjørnet og fik ikke et eneste slag ind. Han prøvede ikke engang, for hans taktik var en helt anden. Han ville køre Foreman træt, så da han efter seks-syv runder næsten ikke kan løfte armene mod Alis mur, kommer kontraangrebet. I syvende runde springer Muhammad Ali i luften og gennemprygler den trætte Foreman, der lige når ud i ottende runde for at lægge sig fladt ned.
Finten:
Du vinder ikke på ædelhed, men på taktik. Og husk, at alle kneb gælder. Der er ingen dommer. Bid, slå, riv i håret og løb din vej.