Austrian writer Peter Handke poses in Chaville, in the Paris surburbs, on October 10, 2019 after he was awarded with the 2019 Nobel Literature Prize. - Austrian Peter Handke, one of the most original German-language writers alive, who once used his famously sharp tongue to call for the Nobel Prize in Literature to be abolished, was awarded with the 2019 Nobel Literature Prize on October 10. The prize brings its winner "false canonisation" along with "one moment of attention (and) six pages in the newspaper, " the novelist, playwright, poet and translator told Austrian media in 2014. (Photo by ALAIN JOCARD / AFP)
Knut Hamsun fik Nobelprisen i litteratur i 1920 – samme år han udgav romanen Markens Grøde. Adolf Hitler havde endnu ikke skrevet Min Kamp, men når man med bagklogskabens altid bedrevidende briller læser Knut Hamsuns roman, kan man allerede se begyndelsen på forfatterens senere nazistiske sympatier. Hadet til alt, hvad der er moderne, til byerne og deres rastløse, rodløse mennesker og foragten for en i Hamsuns øjne laverestående race som Nordnorges samer, den hengivne dyrkelse af jorden og blodet – alt dette er klassiske ingredienser i nazismen.
I slutningen af april 1945, da Berlin var forvandlet til murbrokker, og Hitler gjorde sig klar til selvmordet, skrev Hamsun i en norsk avis en sidste hyldest til monstret. Kan man forestille sig, at Hamsun samme år var blevet tildelt Nobelprisen? Det kan man helt kategorisk ikke.
Jamen, han var da stadigvæk den samme store forfatter. Han havde bare i mellemtiden afsløret nogle upassende politiske sympatier, og hvad havde det med hans kunst at gøre? Den danske forfatter Thorkild Hansen skrev et stort biografisk værk om Hamsun for at frikende ham. For geniet gælder ikke samme lov som for os andre. Geni undskylder alt. Det var Hansens synspunkt. Jeg ved ikke, om det også er Nobelpris-komitéens synspunkt, da de tildeler prisen til den østrigske forfatter Peter Handke. Men meget tyder på det.
Hamsun læser jeg altid i en indre konflikt. Romanen Sult står uantastet. Det samme gør mange andre af hans romaner. Hamsun var større som forfatter end som politisk tænker, større også som kunstner, end han var som menneske. Jeg har ikke læst Peter Handkes romaner, trods deres ofte poetisk dragende titler. Jeg kan ikke sige noget om ham som kunstner. Men jeg kan sige noget om ham som politisk tænker. Han står samme sted som Knut Hamsun. Han er en åben fortaler for folkemord og masseudryddelser. Han hylder blodsudgydelser og den nøgne, rå brutalitet, og når det bliver for slemt, lyver han kendsgerningerne bort. Ikke i sine romaner, men som offentlig figur har han forsvaret serbernes rolle i krigen på Balkan, da de myrdede hundredtusinder og drev millioner på flugt.
Handke hævdede, at massakrerne i Sarajevo gennem fire års blodig belejring var iscenesat af indbyggerne selv, og massehenrettelsen af 8.000 muslimske mænd og drenge i Srebrenica bagatelliserede han ved løgnagtigt at henvise til, at muslimerne gjorde det samme. Han optrådte midt i krigshandlingerne på serbisk tv og bekendte, at han drømte om at være ”en ortodoks serbisk munk, der kæmpede i Kosovo.” Og da den krigsforbryder-anklagede Slobodan Milosovic i 2006 døde under processen mod ham i Haag, holdt Handke en bevæget hyldesttale ved begravelsen.
I dag står højreekstremismen stærkere i Europa end i mange år. Vi ved ikke, om den kan få lignende blodige konsekvenser, som den fik på Balkan. Men ideen om ”etniske udrensninger” vendt mod minoriteter og mennesker med en anden kulturel eller religiøs baggrund, som førte til katastrofen på Balkan, vinder i disse år stadig videre udbredelse. I Peter Handke har disse truende kræfter en fortaler og et litterært ikon. Det er til ham, at Nobelpris-komitéen med vidt åbne øjne i 2019 har givet verdens fornemste litterære pris.
Mange havde frygtet, at den skandaleramte komité efter de sidste års tumult var blevet afrettet til bovlam politisk korrekthed. Valget af Peter Handke viser, at det var der sandelig ikke nogen grund til at være bange for. Nobelpris-komitéen har overtrumfet den gamle skandale med en endnu større skandale.
Den anden prismodtager, Olga Tokarczuk, står for alt det modsatte, et forsvar for demokrati, menneskerettigheder og minoriteter. Det er kun få måneder siden, at hun som reaktion på drabet på Gdańsks tolerante borgmester Pawel Adamowicz, der havde forsvaret bøsser, feminister, jøder og flygtninge, advarede mod ordenes giftige virkning. ”Jeg er fuldstændig overbevist om, at ord må betragtes som et fysisk våben. Hver eneste tilsvining eller trussel er det samme som vold og aggression.” Som polak og barn af et århundrede præget af overgreb, pogromer, invasioner, folkemord, drab og massiv undertrykkelse ved Olga Tokarczuk, der er født i 1962, hvad hun taler om.
Gør Peter Handke det? Er geni altid en undskyldning? Nobelpris-komitéen svarer med sin tildeling af prisen ja. Ord er bare ord. Vi er altid parat til at sympatisere med forfulgte forfattere. Men når en forfatter med sine ord stiller sig på forfølgernes side, er vi så også forpligtede til at sympatisere med ham? /Carsten Jensen