Turkish President Recep Tayyip Erdogan speaks during the extended meeting with provincial heads of ruling Justice and Development (AK) Party in Ankara, Turkey, on October 10, 2019. Jeg sender flygtninge til Europa, hvis I kalder det en invasion, svarer Tyrkiets præsident Erdogan på kritik fra udlandet af angrebene i det nordlige Syrien. Det skriver Ritzau, torsdag den 10. oktober 2019.. (Foto: ADEM ALTAN/Ritzau Scanpix)
Vi kommer til at fatte os i korthed på denne plads i dag, for vi har fået en ny seniormedarbejder her på Føljeton – Carsten, hedder han – og han kan skrive meget langt. Hvis ingen har modet til at gå ind og sige ”stop!” eller ”time out, Carsten!”, skriver han præcis så langt, som inspirationen, hjernens signaler til fingrene og friktionen mellem fingrene og tastaturet dikterer ham. Det har han så gjort i dagens analyse om de netop uddelte nobelpriser i litteratur. Men ville en redaktionel intervention ikke også nærmest være en magtudøvelse af halvkriminel observans, når enhver kan se, at der ikke står ét ord for meget i den tekst?
Hvis man kaster et hurtigt vue ud over nyhedsbilledet, er det, der går igen i disse døgn, netop interventioner og brud på regler, normer og moralbegreber. Det er for eksempel helt uhørt, når Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan truer med at lade millioner af syriske flygtninge strømme ind i Europa, hvis nogen bruger ordet ”invasion” om hans brutale offensiv mod kurdiske styrker i det nordøstlige Syrien. ”Vi vil åbne portene og sende 3,6 millioner i jeres retning,” sagde Erdoğan i en rasende tale torsdag. Flygtninge som våben. Så har man hørt det med.
Samtidig kæmper USA’s præsident Donald Trump for at levere en sammenhængende forklaring på at have trukket amerikanske styrker ud af området, hvor kurderne nu står alene tilbage. Det er ikke mere end et år siden, at Trump hyldede den kurdiske hær for dens rolle i nedkæmpningen af terrororganisationen ISIS. Men efter én telefonsamtale med Erdoğan i weekenden lyder han som en tyrkisk nationalist, der gnider sig i hænderne ved tanken om en endelig tilintetgørelse af kurderne. Og som The Washington Post er inde på i dag, opstod der torsdag den bizarre situation, at USA og Rusland pludselig stod sammen om at stoppe en resolution fra FN’s Sikkerhedsråd, der skulle fordømme Tyrkiets invasion (yes, vi brugte ordet).
Donald Trump selv er under belejring og kæmper som en besat. Når han begynder at sende Twitter-beskeder af sted MED VERSALER, ved man, at han er presset. Det rører dog næppe den amerikanske præsident, at 17 (sytten!) tidligere særlige anklagere fra Watergate-skandalen i årene 1972-75 i et åbent brev anbefaler, at Trump bringes for et rigsret.
”Vi,” skriver de 17 indledningsvis, ”mener, at der forefindes overbevisende prima facie-beviser for, at præsident Trump har begået rigsretlige lovovertrædelser. Disse beviser kan accepteres som tilstrækkeligt materiale for en rigsretssag, medmindre de bliver modbevist af dokumentation, som præsidenten måtte vælge at lægge frem.”
Om ikke andet må det konstateres, at det latinske udtryk prima facie bliver brugt alt for lidt. Det betyder bare ”ved første blik”, men i juridisk sammenhæng får det en prægnans, som de fleste lovovertrædere ville ryste i bukserne over. Man kan godt ryste i bukserne uden at have en moral. Så meget retfærdighed er der heldigvis i verden. /Oliver Stilling