Leader of Poland's ruling Law and Justice (PiS) party, Jaroslaw Kaczynski reacts after the first exit polls during the party's electoral evening in Warsaw, Poland, on October 13, 2019. - Poland's governing right-wing Law and Justice (PiS) party won the general election in Poland, expanding its majority, according to an exit poll by the Ipsos institute. (Photo by Wojtek RADWANSKI / AFP)
Inden sin død tilbage i 2016 bemærkede den italienske forfatter og filosof Umberto Eco vittigt, at ”det europæiske sprog er oversættelse.” Her på kontinentet er der ikke den stat, der er for lille til at have sit eget sprog, og i nogle europæiske lande kan man end ikke kommunikere med hinanden internt uden at skulle have en ordbog frem.
Mangfoldighed i sprog er en gave, men det er også en besværlighed af de store. I vore dage er det blevet nemmere at kommunikere på tværs af landegrænser. Dels fordi de fleste kan engelsk, og dels fordi elektroniske værktøjer har gjort det nemmere at oversætte tekster og tale. Men sproget indeholder også hemmeligheder, der er svære at få med i en direkte oversættelse. Det er fuld af koder, små interne vittigheder og blindgyder for udenforstående. Måske er det ikke så meget sproget, der er svært at oversætte, som det er kultur og kontekst.
Den enorme kulturelle oversættelsesopgave gør det svært for os at forstå hinanden i Europa. Måske især fordi kontinentet ved første øjekast ofte har fremstået som noget, der skinner i klare sorte og hvide farver, lige til at afkode, men i virkeligheden viser sig at være ulideligt nuanceret.
Det bedste billede herpå er nazismen i Tyskland. Anden Verdenskrig synes som værende det perfekte eksempel på det godes kamp mod det onde. Nazisterne brugte for pokker dødningehoveder som logo på deres uniformer, og det er svært at forestille sig noget, der er mere karikeret og tegneserieondt end det.
For forsoningens skyld er vi efter krigen blevet nødt til at ”oversætte” den ondskab, der fandt sted i Tyskland. Det var ikke en pludselig bibelsk djævelskab, der ramte landet. Det var et sammensurium af socioøkonomiske og kulturelle omstændigheder, der pludselig fik almindelige mennesker til at begå onde handlinger.
Forfatteren Jonathan Littell beskriver det flot i sin roman ”De Velvillige,” der viser krigen fra SS-officer Max Aues side. Han siger på et tidspunkt: ”Hvis I er født i et land eller i en tid, hvor ikke alene ingen kommer og dræber jeres kone, jeres børn, men hvor ingen heller beder jer om at dræbe andres koner og børn, så pris Gud og gå i fred. Men hold jer altid dette for øje: Måske I er heldigere end jeg, men I er ikke bedre.”
Mudder i øst
Nazismen ligger mange år tilbage og tåler ingen sammenligning med det aktuelle politiske billede i Europa. Men behovet for at oversætte fremfor at forenkle er stadig højaktuelt. For Europa er mudret som aldrig før.
Der bliver i denne tid snakket meget om kampen mellem det liberale og det uliberale Europa. Den ungarske premierminister Viktor Orbán har været bannerfører for opgøret med det liberale europæiske demokrati. Med på det korstog har han haft det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS), der over den seneste årrække bl.a. har stækket Polens uafhængige retssystem og uafhængige presse.
I begge lande var der i går valg, og det har efterladt et tvetydigt billede. Ved parlamentsvalget i Polen ser PiS ud til at få næsten halvdelen af stemmerne, og de ender sandsynligvis med absolut flertal i parlamentet. Omvendt har Orbán lidt store nederlag ved gårsdagens lokalvalg i Ungarn. Blandt andet har det ungarske regeringsparti tabt borgmesterposten i Budapest, hvor den nye leder nu lover at bringe byen tilbage til Europa.
Først og fremmest viser de to valg, at den højrenationale drejning ikke er definitiv. Orbán kom til magten i 2010, men er nu (måske) ved at miste momentum. Det samme kan på sigt ske i Polen, hvor der også er en hel halv befolkning, der ikke har stemt på PiS.
Men endnu vigtigere er det at huske, hvorfor PiS har fået sådan et godt valg. De har leveret store velfærdsløft til familier i samfundets nederste klasser, der før har haft problemer med at brødføde familien. Når valget står mellem mad til børnene og liberale værdier, vil de fleste vælge det første. Derfor skal vi i den rige del af Europa ikke dømme polakkerne for at have stemt, som de har gjort. Vi skal i stedet finde ud af, hvordan vi gør det liberale demokrati til et alternativ, der gavner dem, ligesom det har gavnet os.
For måske vi er heldigere end dem, men vi er ikke bedre. /Andreas T. Kønig