Hvis du ønsker at forstå verdens gang, behøver du pt. ikke at gøre meget andet end at tænde for en vilkårlig sportsudsendelse. I løbet af det seneste døgn har en række hændelser i sportens verden i hvert fald sat spot på nogle af verdens mest kritiske brændpunkter. Lad os tage en hurtig overflyvning.
Allerede inden EM-kvalifikationskampen mellem Frankrig og Tyrkiet i Paris mandag aften stod det klart, at fodboldopgøret ville blive politisk ladet. Da Tyrkiet spillede kamp mod Albanien i sidste uge, valgte flere af spillerne at fejre en scoring med en militærsalut, der øjensynligt var tænkt som en støtte til Tyrkiets igangværende invasion i det nordlige Syrien. Udsigterne til, at de tyrkiske spillere kunne finde på en lignende manøvre i Paris, havde fået flere franske politikere op i det røde felt, og blandt andet valgte den franske udenrigsminister Jean-Yves Le Drian at annullere sit stadionbesøg. Og rigtigt nok, da Tyrkiet udlignede til 1-1 på Stade de France skete det frygtede: De tyrkiske spillere stillede sig op på række og gjorde honnør.
Det europæiske fodboldforbund Uefa har allerede åbnet en sag mod Tyrkiet for spillernes adfærd, og så må tiden ellers vise, hvilke sanktioner der rammer landsholdet. I den tyske 2. Bundesligaklub St. Pauli har man gjort anderledes kort proces. Her er den tyrkiske spiller Cenk Sahin blevet fritstillet fra træning og kamp, efter han på Instagram har sympatiseret med det tyrkiske militærs offensiv.
Også i EM-kvalifikationskampen mellem England og Bulgarien gik det hedt for sig. Ad hele to omgange blev spillet i Sofia sat på pause, efter de bulgarske fans havde udvist racistisk adfærd mod flere af de engelske spillere. Der blev både heilet og lavet abelyde på lægterne, der ellers var næsten tomme; selvom stadion i den bulgarske hovedstad kan rumme 44.000 tilskuere, var der kun 5.000. Bulgarien var nemlig allerede blevet ramt af en Uefa-sanktion, efter deres fans havde udvist en lignende racistisk adfærd i holdets kampe mod Tjekkiet og Kosovo tilbage i juni.
Selektiv ytringsfrihed
Og så til USA, hvor NBA’s Kina-skandale fortsat ruller. Det hele begyndte for et par uger siden, da holdet Houston Rockets’ direktør Daryl Morey i et tweet støttede demonstranterne i Hong Kong. Det satte kort sagt Kinas pis i kog, og NBA gjorde efterfølgende, hvad de kunne for at undskylde og trække i land over for kineserne – til stor forargelse i det hjemlige USA. Nu har basketballstjernen over dem alle, selveste LeBron James, så valgt at blande sig. I et interview efter Los Angeles Lakers såkaldte pre-season-kamp mod Golden State Warriors udtalte han: ”Jeg har ikke lyst til at komme ind i en … fejde med Daryl, men jeg tror ikke at han har været ordentligt oplyst om situationen […] Bare vær forsigtig med hvad vi tweeter … selvom, ja, vi har ytringsfrihed. Men der kan også være en masse negativt, som kommer med det.”
LeBron James har ellers tidligere positioneret sig som en væsentlig stemme i debatten om social retfærdighed og menneskerettigheder og har været en udtalt kritiker af politivolden i USA. Men den kritik strækker sig altså åbenbart ikke til det kinesiske regimes overgreb, og den tiltagende politivold mod demonstranter i Hong Kong. Jøsses.
Atletisk intensitet
I sin bog In Praise of Athletic Beauty fremsætter den tyske filosof Hans Ulrich Gumbrecht en tese om, at det, som gør sport så unik, er muligheden for at blive ”tabt i fokuseret intensitet”. Når en sportskamp bølger på sit højeste, er den i stand til at fortrænge hverdagens klaustrofobiske trummerum, og såvel seer som atlet kan i stedet fortabe sig i øjeblikkets intensitet: Hvad sker der på banen nu og her, og hvad kommer der til at ske lige om lidt? Bliver der scoret et mål, eller gør en spiller noget uventet?
Det seneste døgns tid har sporten imidlertid haft den omvendte effekt; den har snarere gjort os pinligt bevidste om den faretruende intensitet, som verden rummer: Den bekymrende situation i Syrien. Fascismen, racismen og nynazismen, der igen er ved at lægge sin klamme hånd over Europa. Kaosset i Hong Kong, og Kinas tiltagende indflydelse på vestlige organisationer. Stadionet er nok engang blevet en politisk kampzone, og verden er gået i sport. Gid der var en dommer, som kunne fløjte det hele af. /David Dragsted