Pitchfork er blevet poptimist

Hit me. Hvis der er ét udtryk, der kan opsummere det indflydelsesrige musikmedie Pitchforks nylige liste over de 200 bedste albums fra 2010’erne, er det nok poptimism – idéen om, at pop ikke skal ses som en guilty pleasure, men snarere behandles på lige fod med andre musikgenrer. I sig selv ikke nogen vanvittig radikal idé, for pop kan, ligesom alt andet, afføde såvel genial som elendig musik. Alligevel er der noget dybt fascinerende ved at se Pitchfork, indie-mediet par excellence, kaste alle forbehold over bord og simpelthen gå all-in på poprusen. Robyn, Rihanna og ikke mindst Beyoncé, alle har de en stærk tilstedeværelse på listen, der sigter efter at give et definitivt svar på, hvad den bedste musik har været i det forgangne årti. Det er lige dele opløftende og frustrerende.

Alting flyder. Vi tager de gode ting først: Der kan ikke herske megen tvivl om, at 2010’erne har været totalt domineret af hiphop og pop, og ofte af begge dele på samme tid (ja, vi kigger på dig Drake). Og tilmed er det, som om der er sket et skred i meget af den mest populære popmusik. Den er blevet mere legende, den tager flere chancer, og den er, ganske enkelt, blevet mere interessant. Pludselig er det ikke længere helt til at afkode, om man lytter til mere eksperimenterende navne såsom Grimes (som har to albums på Pitchforks liste, #11 og #50), Rosalía (#36) og Charli XCX (#40), eller om man lytter til hitmagere såsom Ariana Grande (#100), Carly Rae Jepsen (#47) eller Lorde (#14). Kort sagt: Popmusikken har måske aldrig lydt bedre, end den gør lige nu.

Ingen nævnt, alle glemt. Omvendt kan vi ikke lade være med at tænke, at Pitchfork, midt i al poptimismen, måske har tabt småkagerne en smule. Selvom Beyoncé unægteligt har været en af årtiets mest indflydelsesrige musikere, virker det simpelthen som overkill at have hele tre af hendes albums i top 50 – særligt når det bedste af dem, Lemonade, har den laveste rangering (#41). At have Rihannas ANTI (#12) placeret højere end eksempelvis Kendrick Lamars Good Kid, M.A.A.D City (#18) eller David Bowies afskedsplade Blackstar (#37) virker i bedste fald tvivlsomt. Og ja, Robyns Honey fra sidste år var et okay godt album, men helt ærligt: Var det virkelig det 71. bedste album i 2010’erne overhovedet? Værre bliver det, når man ser på nogle af de albums og kunstnere, som Pitchfork helt har udeladt. Hvor er eksempelvis Nick Cave, Swans eller James Blake? Hvad med Danny Browns Atrocity Exhibition eller Sun Kil Moons Benji? Måske er det i virkeligheden hele pointen med sådanne lister: De kan ikke rigtigt undgå at blive en tand for poppede. /David Dragsted