Våbenhvilen er en sejr for Erdoğan og Assad

Våbenhvile. Det startede med et brev. I går skrev den amerikanske præsident Donald Trump en højst aparte besked til sin tyrkiske kollega Recep Tayyip Erdoğan, hvor han truede med at ”ødelægge Tyrkiets økonomi,” hvis ikke Erdoğan fandt en fredelig måde at løse den invasion på, som Tyrkiet har påbegyndt i det kurdiske område i nordsyrien. ”Lad være med at være en hård fyr, lad være med at være en fjols. Jeg ringer senere,” lød afslutningen på brevet. I første omgang lød meldingen, at Erdoğan havde smidt brevet direkte i skraldespanden. Men med et besøg i den tyrkiske hovedstad Ankara lykkedes det alligevel den amerikanske vicepræsident Mike Pence at forhandle en våbenhvile på plads. Den indebærer, at tyrkerne vil indstille kamphandlingerne i den ”sikkerhedszone,” tyrkerne ønsker at etablere på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. Imens får kurderne mulighed for at trække sig ud af det område.

Den ene vinder. Eftersom de amerikanske tropper har trukket sig ud af nordsyrien, har USA ikke decideret nogen part i konflikten, og det kan derfor virke underligt, at det er dem, der har forhandlet våbenhvilen på plads. Amerikanerne har givet udtryk for, at de forhandler på vegne af kurderne, men det er ikke nødvendigvis helt rigtigt. Kurderne har accepteret, at der sættes en stopper for krigshandlingerne i de to byer, hvor der allerede har været kampe. De vil ikke gå med til at stoppe kamphandlingerne og trække sig ud af hele Erdoğans 32 kilometer dybe ”sikkerhedszone.” Det forstår man godt, for hvis aftalen bliver en realitet, og kurderne trækker sig ud af området, så har Erdoğan opnået sit mål med invasionen: nemlig etableringen af en ”sikkerhedszone” fri for kurder. Til Reuters fortæller en tyrkisk embedsmand, at aftalen var ”præcis hvad vi ønskede os.” Dermed er det ikke så meget en våbenhvile, som det er et tilbud til kurderne om at give op og trække sig ud. Det ligner en ubetinget sejr for Erdoğan: Han får sin sikkerhedszone, og han får amerikanerne til at løfte de planlagte sanktioner, fordi han indvilliger i ”våbenhvile.” Kurderne har derimod fået en kæmpe bjørnetjeneste af deres allierede fra USA.

Den anden vinder. Erdoğan er dog ikke den eneste vinder i Syrien. Han er nok ikke en gang den største vinder. Startskuddet for det arabiske forår i Syrien siges at have været en enkelt sætning malet på en væg med graffiti: ”Det er din tur, doktor,” stod der. Ordene var en trussel mod Syriens diktator Dr. Bashar al-Assad, som befolkningen var begyndt at vende ryggen, og de protester, som grafittien medførte, udviklede sig til en lang, blodig og kaotisk borgerkrig, der nu har varet i mere end otte år. I løbet af den lange konflikt så det rigtig nok ud til, at det ville blive al-Assads ”tur.” For få år siden var de syriske regeringsstyrker næsten knækket, og Assad havde mistet kontrollen over stort set hele landet bortset fra hovedstaden Damaskus. Det ser anderledes ud i dag. Med hjælp fra det iranske styre og i særdeleshed fra Rusland, er det lykkedes Assad at tage næsten hele Syrien tilbage. Han har dog manglet territoriet i nordøst, der har været kontrolleret af kurderne, som kæmpede på amerikanernes side i krigen. Men med den tyrkiske invasion har kurderne set sig nødsaget til at lade sig alliere med Assad, og det betyder, at den syriske diktator nu har reetableret sit styre i også det område. Assad styrer nu hele Syrien bortset fra nogle små enklaver ved grænsen til Jordan – og så den tyrkiske ”sikkerhedszone.” Tyrkiets invasion var en gave til Assad, og hvis aftalen mellem Tyrkiet og USA holder, så ser Assad og Erdoğan ud til at kunne dele rovet. /Andreas T. Kønig