En lang fredag er knap begyndt: I løbet af de næste 24 timer skal Storbritanniens premierminister Boris Johnson forsøge at overbevise mindst 33 ekstra parlamentsmedlemmer – uden for sit eget parti – om at stemme for den reviderede skilsmisseaftale, som han netop har forhandlet på plads med EU.
For første gang siden Falklandskrigen samles det britiske underhus på en lørdag, i morgen, og skal stemme om aftalen. Intet er afgjort på forhånd. Absolut intet. Det bliver langstrakte og lidelsesfulde timer – frem til i morgen, og sandsynligvis endnu længere frem.
Johnson har gjort regning uden vært. I substansen er den nye Brexit-aftale stort set en ordret gentagelse af den aftale, som den detroniserede premierminister Theresa May kom hjem med for et år siden. Og som blev nedstemt tre gange. Dog med én vigtig ændring i forhold til Nordirland, som er selve stridens kerne.
Nordirland vil fremover – ifølge den reviderede aftale – skulle være både en del af EU’s toldunion og af Storbritanniens toldunion. Hvis det lyder kompliceret og tæt på umuligt, ja, så er det fordi, at denne nye skrivebordsløsning vitterligt er mere end kompliceret og formentlig umulig at håndhæve i praksis. Frem for det forhadte ‘backstop’, som nu er blevet fjernet, og som ville have fastholdt Nordirland i EU’s toldunion, lægges nu op til en byzantinsk struktur.
Hvis Johnson-aftalen godkendes, vil kun nogle varer kunne passere frit over grænsen mellem på den ene side republikken Irland, som fortsat er fuldt og helt medlem af EU, og på den anden side Nordirland. Andre varer vil til gengæld skulle tjekkes ved grænsen, selv om fredsaftalen fra 1998, den såkaldte ‘Langfredag-aftale’ udtrykkeligt understreger, at personer og varer skal kunne bevæge sig frit mellem Irland og Nordirland.
Den nordirske knude
Her begynder problemerne for alvor. Boris Johnson udfordrer præmisserne for våbenhvilen fra nordirske borgerkrig. Men det bliver værre endnu: For ifølge den nye aftale skal nogle varer også EU-tjekkes allerede ved ankomsten til Nordirland. Quid pro quo: For at lade nogle varer passere frit over grænsen videre til Irland, vil Storbritannien blive pålagt at toldkontrollere varer – efter EU-regler, vel at mærke – på eget territorium. Og den ordning hidser for alvor de nordirske unionister op.
Ordningen med EU-toldkontrol i Nordirland kan på bagvendt vis sammenlignes med, at samtlige varer, der blev transporteret fra Jylland over Limfjorden til Nørrejyske Ø, også kendt som Nordjylland, skulle stoppes og tjekkes, fordi nogle af varerne måske skulle videre til Norge – dog med den ret vigtige forskel, at Nørrejyske Ø jo ikke ligefrem kan siges at have været hærget af borgerkrig så sent som for 25 år siden. Princippet er dog det samme: Midt inde i et land oprettes en ny EU-grænse.
Det er derfor ikke overraskende, mildest talt, at det nordirske, konservative parti DUP, som repræsenterer unionisterne – og som kæmpede på britiske side mod separatisterne i den blodige borgerkrig i Nordirland – netop har meldt ud, at de IKKE vil stemme for Johnsons aftale. Af den enkle årsag, at de opfatter indholdet som om muligt værre, end hvad Theresa May forhandlede på plads for et år siden. Og uden opbakning fra DUP’s 23 mandater ser det sort ud for Boris Johnson.
Det kræver opbakning fra mindst 320 mandater, hvis det britiske underhus i morgen skal kunne godkende Johnson-aftalen formelt. Og det bliver mere end svært, skønt 320 parlamentsmedlemmer ganske vist ikke udgør den matematiske halvdel, da de syv nordirske medlemmer fra separatist-partiet Sinn Fein aldrig nogensinde er mødt op i Westminster. De boykotter simpelthen det britiske parlament, og har på paradoksal vis dermed gjort det lidt nemmere for Boris Johnson.
Tilbage står den flamboyante premierminister med i udgangspunktet blot 287 konservative medlemmer. Uden DUP satser han i første omgang på, at alle tilbageværende medlemmer i hans eget parti vil stemme ja. Og her kom en vigtig støtteerklæring her til morgen: ”Det ligner Brexit, det lugter af Brexit, og det er Brexit for mig”. Sådan sagde lederen af de såkaldte ‘Spartanere’; de hårde Brexiteers, som har krævet Storbritannien ud af EU-samarbejdet på den hurtigste og hårdeste måde.
Alt hænger på Labour
Den modsatte fløj hos de konservative, lad os kalde dem for ‘athenerne’, ser også ud til at bakke Boris Johnson op. Størstedelen af de 21 partimedlemmer, som han selv fik ekskluderet fra Det Konservative Parti for nogle måneder siden, fordi de dengang insisterede på en egentlig aftale med EU, vil stemme ja i morgen. For nu er aftalen på bordet, og forventningen er, at mindst 17 af de 21 rebeller vil stemme for. Reelt kan Johnson derfor allerede her fredag midt på dagen regne med, at mindst 304 nuværende og tidligere konservative vil stemme ja.
Mindst 16 parlamentsmedlemmer mangler dog fortsat, og da Liberaldemokraterne er imod at trække Storbritannien ud af EU, hænger Johnson-aftalen reelt på, at de sidste stemmer vil komme fra Labour. Ikke fra partiet som sådan, for officielt vil Labour stemme imod Johnson-aftalen, nej, premierministeren satser på tilstrækkeligt med mytterister fra det socialdemokratiske oppositionsparti. Det er en kæmpe gambling fra Boris Johnsons side, men heller ikke helt kropumuligt.
Hvis Boris Johnson overlever – og leverer på sit løfte om at trække Storbritannien ud af EU inden 31. oktober – vil det pudsigt nok være de sidste Blairites, altså gamle Tony Blair-støtter, som redder ham i land. Som den kaotiske Brexit-proces har udstillet hidtil, kan alt og alle dog også lynhurtigt smelte sammen i palaver og gensidig obstruktion.
Intet, absolut intet, er umuligt i britisk politik. Heller ikke at skyggen fra Blair ender med at redde Boris Johnson, som derefter står til at kunne vinde et nyvalg, og dermed endegyldigt udradere den venstresnoede og alderstegne Labour-leder Jeremy Corbyn.
Følg med hos f.eks. Guardian i aften og i morgen tidlig, for her på den længste fredag i Storbritannien siden ‘Langfredag-aftalen’ blev indgået i 1998, kan nogle ganske få parlamentsmedlemmer ende med at rippe fatalt op i såvel den nordirske borgerkrig som trække den første tråd ud af et EU-samarbejde, som også risikerer at gå i opløsning, i hvert fald i kanterne, når og stadig hvis Storbritannien forlader EU. /Lars Trier Mogensen