Police officers in a forsensic suits are photographed at the scene with a lorry, believed to have originated from Bulgaria, and found to be containing 39 dead bodies, inside a police cordon after being discovered at Waterglade Industrial Park in Grays, east of London, on October 23, 2019. - British police said 39 bodies were found near London Wednesday in the container of a truck thought to have come from Bulgaria. Essex Police said the people were all pronounced dead at the scene in an industrial park in Grays, east of London. Early indications suggest the victims are 38 adults and one teenager. A 25-year-old man from Northern Ireland has been arrested on suspicion of murder. (Photo by Ben STANSALL / AFP)
I går blev der fundet 39 lig i en lastbilcontainer i Storbritannien. Lastbilen er registreret i Bulgarien. Chaufføren, der er af nordirsk baggrund, er blevet arresteret. De 39, hvoraf de fleste er papirløse, døde af luftmangel og er formodentlig enten flygtninge eller desperate arbejdssøgende fra fattige verdensdele. Hvorfor skulle man ellers benytte sig af en menneskesmugler?
Lastbilen blev en ligvogn for de uvelkomne.
Der er fortilfælde, men de er så få, at Storbritanniens omtumlede premierminister Boris Johnson fandt det nødvendigt at sige et par ord i parlamentet. Hans ellers så mobile ansigt, der normalt evner at rumme både skadefryd, aggression og billig triumf, ofte alle tre ting på samme tid, var denne gang tomt for udtryk. Hans tanker gik til de pårørende, og han bad for de døde, sagde han. Hvad skulle han ellers sige? Sandheden? At han håbede, at de forbandende migranter i fremtiden ville dø et andet sted end på britisk jord?
Storbritannien er skilt fra kontinentet af Den Engelske Kanal. Det er Johnsons ambition med Brexit-galskaben at gøre kanalen så dyb og bred som et verdenshav, så Middelhavet, der er blevet så mange flygtninges grav, i sammenligning vil tage sig ud som en vandpyt.
Husker du nogen politiker holde en tale, da 53 mennesker forsvandt i Middelhavet d. 27. september i år? Eller d. 25. juli, da anslået 125 mennesker mistede livet ud for den libyske kyst? Husker du andet end tavshed eller notitser på avisernes side 27?
39 døde i en lastbil? Alene i år er der frem til oktober druknet 1.041 mennesker i Middelhavet. Det er næsten 28 lastvognstog. Det anslås, at mindst 20.000 mennesker i de seneste fem år er druknet i forsøget på at nå Europa. Forestil dig 500 lastbiler på række køre gennem Europas byer lastet med døde, et evigt defilerende, kilometerlangt begravelsestog, hvis længde hvert år øges med nye rustvogne.
Eller forestil dig en kirkegård for de druknede, som den findes for de faldne efter invasionen af Normandiet i 1944. Et sted, som skolebørn kan besøge som led i skolens historieundervisning. De allierede invaderede i 1944 for at befri et kontinent. Flygtningene kommer for at befri sig selv. Fra forfølgelse, krig, undertrykkelse, mangel på livsmuligheder. Og de oplever deres D-dag. Kære skolebørn, gå hjem og skriv en stil om jeres hverdag, og forklar, hvorfor vi ikke har plads til de døde.
Det er altid menneskesmuglerne, anklagen retter sig imod. Men Europa har med sin stramme lovgivning og lukkede grænser gjort sig til menneskesmuglernes bedste ven. For mennesker, der ikke har andet valg end at flygte, er menneskesmuglerne blevet et nødvendigt onde. Når man ikke kan komme til vores kontinent på en ufarlig måde, kommer man på en farlig måde.
Push og pull
Forskere i migration taler om push-faktoren og pull-faktoren. Hvad er stærkest, når et menneske bryder op? Umulige livsvilkår eller drømmen om et bedre liv? Livet lader sig ikke leve – i krig, i et land i morderisk opbrud, under ødelæggende korruption eller lige så ødelæggende klimaforandringer. Der er ikke noget valg, hvis du vil have noget, der bare minder om en fremtid. Og så bryder du op. Push-faktoren bliver den stærkeste.
Den håbefulde rejse mod D-dag begynder. Måske ender du i en våd grav, eller måske ender du med et liv, der fanget i asylsystemets labyrinter hurtigt kan vise sig lige så udsigtsløst som det, du forlod. En ond cirkel slutter. Eller noget nyt begynder. Og undervejs er det menneskesmugleren, der holder dig i hånden. Hvem er han? En altruistisk velgører? Et ondt menneske? Nej, en forretningsmand som alle andre.
Det anslås, at det hvert år lykkes at smugle 8.000 såkaldt illegale migranter ind i Storbritannien. De kommer, fordi de vil arbejde, og de finder arbejde. Storbritannien har brug for dem. De er fulde af håb og trods og overlevelsesvilje. Det er de råstoffer, et land bygger sin fremtid på.
Hvorfor byder vi dem så ikke andet end grænser, mure, et bureaukratisk systems udvejsløse labyrinter, druknedøden eller iltmanglen i en lastbilcontainers lukkede rum?
Det er det spørgsmål, de druknede og de kvalte stiller os. /Carsten Jensen