Why do the birds go on singing?
Why do the stars glow above?
Don’t they know it’s the end of the world?
Skeeter Davis: The End of the World (1962)
Mennesket besidder et mystisk kompleks. På den ene side har tusinder af års grublerier over vores plads i verden og meningen med livet ikke efterladt os med mange andre konkrete svar, end at det trods alt er vigtigt for os at overleve. På den anden side synes vi stadig mere forhippede på at få gjort en ende på det hele i en fart.
Vores store teknologiske fremskridt har ubetinget gjort verden til et federe sted at være menneske, men når man har det bedre, har man også bedre tid til at tænke over, hvorfor det hele måske alligevel er værre. Inden man ved af det, er sidder man med villa, vovse og galopperende eksistentiel angst over, at den teknologi, der har skabt ens gode liv, også har fået selve vores eksistens til at balancere på en knivsæg. I 80’erne var det den kolde atomkrig, der truede med at udrydde os allesammen. I dag er det primært de menneskeskabte klimaforandringer.
Ja, vi bekymrer os om den sorte fremtid. Men måske er problemet alligevel, at vi ikke bekymrer os nok. Eller lad os omformulere: Måske er problemet, at vi ikke bekymrer os på den rigtige måde.
Verden er abstrakt
I bogen Reasons and Persons fra 1984 beder filosoffen Derek Parfit sine læsere om at overveje tre udfald:
1) fred
2) en atomkrig, der slår 99 pct. af verdens befolkning ihjel, og
3) en atomkrig, der slår 100 pct. af verdens befolkning ihjel.
Der kan ikke være megen tvivl om, at 1 er det bedste udfald, og at 3 er det værste. Hvis du ser anderledes på det, så ”sæt dig lige her. Vi skal have en snak. Du har brug for hjælp”.
Nej, det interessante er, hvad den relative forskel i dårligdom er mellem de tre. Parfit mente selv, at forskellen mellem 2 og 3 er større end mellem 1 og 2, men han forudså samtidig, at de fleste af hans læsere vil mene, at forskellen mellem 1 og 2 er større end mellem 2 og 3.
Parfit havde ret i sin antagelse om læserne. Et nyt psykologeksperiment har stillet en række testpersoner over for et lignende scenarie, og her mener de fleste, at man finder det største spring i dårligdom mellem 1 og 2. Det giver fin intuitiv mening. For når 99 pct. af menneskeheden er udryddet, hvad betyder det så, om de sidste tosser ryger med i faldet?
Psykologstudiet viser dog også, at vi ikke er særlig konsistente, når det handler om at beslutte, hvilket scenarie der er værst. For når forskerne minder testpersonerne om, at scenarie 3 trods alt betyder, at vi er væk for altid, og at der efter scenarie 2 er en lang, smuk fremtid for mennesket, så ændrer holdningen sig. Pludselig er de fleste enige med Parfit i, at der er længere fra 1 til 2 end fra 2 til 3.
Det er selvfølgelig en forholdsvis hypotetisk diskussion, vi har gang i her, men læren er vigtig nok. Det er vigtigt, at vi ikke lader os forblinde af det umiddelbare. At vi ikke bare lægger de nemme tal sammen og lader vores beslutninger bero på det. Nogle gange bliver vi nødt til at tænke abstrakt for at få hele billedet med. For ja, nok er forskellen på 1 og 2 hele 99 pct. døde, mens det kun er 1 pct. døde mellem 2 og 3. Men man kan også betragte det på den måde, at mennesket er i live i 1 og 2, mens vi er færdige for altid i 3. Det er alligevel heller ingen ligegyldig forskel, synes vi.
Når man diskuterer, er det altid en god idé at overveje, om man i virkeligheden diskuterer noget større end først antaget. Som psykologerne viser, gælder det, når vi snakker om eksistentiel politik som fx klima. Men det gælder også mindre ting. Det kunne fx gælde radio- og tv-nævn, der vurderer ansøgninger. Eller det kunne gælde folketing, der tager passet fra Syrienskrigere uden om domstolene.
God weekend. Vi satser på, at verden stadig er der i morgen. /Andreas T. Kønig