Er der nogen, som gider åbne et vindue?

Så blev det weekend, og den hellige hviledag – eller Herrens dag, som nogle kutte- eller kjortelklædte fyre begyndte at kalde søndagen for 300 år siden – venter lige om hjørnet. Når vi bruger udtrykket ”hellig” om søndagen her, er det dog ikke i religiøs forstand, men i betydningen røv-vigtig. Alle har da krav på en dag i løbet af ugen, hvor man lige kan stikke hovedet ud af sit iltfattige habitat og snappe efter vejret – eller hvad?

Og iltfattigt i betydningen beklumret og indelukket har der altså været herhjemme på dansk jord. Det piner os at sige det, men ventileringen er tilsyneladende særlig dårlig i regeringspartiet Socialdemokratiet. I de her år skal det åbenbart være mørkemænd, der besætter posten som udlændinge- og integrationsminister. Først skulle vi trækkes med Venstres Inger Støjberg – den danske Trumpine, hele Danmarks tandpine – og nu fortsætter socialdemokraten Mattias Tesfaye ad nøjagtig samme spor, bare på sin mere vekselvarme facon.

Torsdag vedtog et flertal i Folketinget en for folkestyret beskæmmende hastelov, som Tesfaye har gjort sig til frontfigur for. Nu skal der ikke længere en domstol til for at fratage danske fremmedkrigere deres statsborgerskab; Mattias Tesfaye kan selv tage det fra dem – uden rettergang. Her på stedet har vi intet til over for danske statsborgere, der er rejst til Syrien eller Irak (i visse tilfælde med koner og børn) for at slås for terrororganisationen ISIS – man kan nærmest ikke træffe en mere imbecil beslutning som borger i et frit land – men vi har sgu en svaghed for grundloven. I en retsstat helliger hensigten ikke midlet.

Bortset fra tidligere socialminister Karen Jespersen er der vel ikke nogen dansk politiker i nyere tid, der har foretaget et mere voldsomt politisk hamskifte over en kortere periode end Mattias Tesfaye; i hans tilfælde fra Rød Ungdom og Danmarks Kommunistiske Parti – Marxister-Leninister i 90’erne og 00’erne over Enhedslisten og SF for nu at have fundet sig til rette i den mest højreorienterede brigade i det, der er tilbage af det gode gamle Socialdemokrati. Det er ikke noget, der borger for troværdigheden.

Som udlændinge- og integrationsminister burde man ikke bruge kræfter på lappeløsninger og symptom- og forskelsbehandling, men simpelthen finde ind til ondets rod og tage fat dér. Vi lever i et velfærdssamfund, folk betaler skat (de fleste med glæde), og der er penge på kontoen: En massiv social indsats er vejen frem. Alle udlændinge bør føle sig velkomne i Danmark. Alle. Og så kan man til gengæld overveje, hvordan man integrerer de 63.537 fortabte sjæle, der stemte på Rasmus Paludan ved folketingsvalget i juni. For næste gang er de flere. Det ændrer en hastelov ikke på. Det er bare at bære ved til bålet.

Pressens minister ”gider ikke”

Og så er der Mattias Tesfayes chef. Statsminister Mette Frederiksen. Hele Danmarks statsminister. ”Børnenes statsminister” (fnis). Og også vigtigt: Pressens minister. Det er ikke nogen hemmelighed, at toppen af Socialdemokratiet ikke har kunnet snuppe Radio24syv. Socialdemokratiet modsatte sig i hvert fald ikke det mindste, da Dansk Folkeparti i sin magtforblindelse afmonterede kanalen fuldstændig ved medieforliget i 2018. Socialdemokratiets humorforladte spidser kunne ikke lide stilen, de kunne ikke lide den kritiske journalistik, og de kunne først og fremmest ikke lide satiren. De kunne ikke engang lade som om.

Da statsminister Mette Frederiksen var gæst i Aftenshowet på DR1 forleden, forsøgte programmets som regel bovlamme værter sig med lidt kritisk journalistik: ”Har du det sådan med den radio, at den gik til stålet hos jer politikere?” Spørgsmålet var meget ligetil og nemt at forstå.

Men pudsigt nok svarede Mette Frederiksen, som om hun blev beskyldt for at have lukket radioen: ”Altså lige præcis det der… der er jo vitterligt totalt armslængde… det er ikke en øh…” Da værten afbryder hende og siger, at han kun spørger for at høre, hvordan hun havde det med radioen, ”da den eksisterede”, formår hun ikke engang at mønstre en beklagelse over, at Danmark er blevet et virkelig populært statsstøttet medie mindre. Hun kan ikke få det over sine læber. ”Det gider jeg faktisk ikke gå ind i en diskussion af,” svarer hun spidst, og samtalen slutter der.

Er der venligst nogen, som gider åbne et vindue? /Oliver Stilling