Du burde have klappet, Mette

Der var engang en fremragende fransk fodboldspiller, som hed Eric Cantona. Da han var 26 år, købte den nordengelske klub Manchester United ham af arvefjenden Leeds United. Transfersummen var ubetydelig; Cantona havde ry for at være turbulent, antiautoritær og besværlig, og i dag husker mange ham også bedst for det kungfu-agtige flyvespark, han placerede i maven på en tilskuer under en udekamp nogle sæsoner senere i 1995. (Til Cantonas forsvar havde tilskueren råbt til ham: ”Fuck tilbage til Frankrig, din franske horeunge!”).

Det var nu rigtigt set af cheftræner Alex Ferguson at hyre ham. Cantona var så fænomenal en boldspiller, at han i de år nærmest ene mand løftede hele Manchester Uniteds purunge talenter (herunder David Beckham og Ryan Giggs) et par niveauer, så mesterskaberne atter begyndte at rulle ind efter flere årtiers tørke.

Men allerede inden han kom til England og blev en legende, var Cantonas fodboldkarriere ved at være forbi. Som 25-årig spillede han for den franske klub Nîmes, og i en kamp kastede han i arrigskab over en kendelse bolden efter dommeren – hvilket er en relativt ubetydelig brøde. Men det franske fodboldforbund indkaldte ham straks til en høring, hvor et disciplinærudvalg straffede ham med en måneds karantæne.

Cantona svarede ved at give hvert enkelt udvalgsmedlem hånden og sige ”idiot” lige op i vedkommendes ansigt. Han benyttede med andre ord lejligheden til at sige fuck til systemet ved at kalde det småkorrupte, magfuldkomne gammelmandsvælde for en samling idioter. Udvalget kunne have taget det til efterretning, men blev rasende og kvitterede ved at hæve karantænen til to måneder, og Cantona bebudede trodsigt, at nu ville han indstille sin karriere.

Jonas Eikas verden

I går modtog den unge danske forfatter Jonas Eika (f.1991) Nordisk Råds Litteraturpris for sin novellesamling Efter solen. Det er noget af en bedrift, når man ser, hvem og hvad han var oppe imod. I alt 13 værker fra Danmark, Finland, Grønland, Island, Norge, det samiske sprogområde, Sverige og Åland var nomineret.

Men Eika kan også noget særligt. I sin indstilling kalder bedømmelseskomitéen fortællingerne i Efter solen for ”vederkvægende godt skrevet” og et nybrud i dansk litteratur. ”Læseren bliver simpelthen trukket med ind i en anden verden, hvor man ikke ved, hvad der venter rundt om næste hjørne”. Og det er rigtigt: Eika er en socialt bevidst forfatter, der beskæftiger sig med den skygge, som globaliseringen kaster, og beskriver uligheden og det moderne menneskes vilkår med en forunderlig ikke-naturalisme, som vækker mindelser om den magiske realisme, man forbinder med nogle af Latinamerikas største forfattere.

Statsracisme og fornærmethed

Nordisk Råd er ikke et disciplinærudvalg og litteraturprisen ikke en straf. Men det er ligegyldigt. Afsættet – tankegangen – var for så vidt den samme som den unge Cantonas, da Jonas Eika i sin takketale i Konserthuset i Stockholm tirsdag aften mere eller mindre kaldte de nordiske lande for nogle idioter:

”Lad os ikke glemme, at Nordisk Råd også er en institution, en del af et officielt samarbejde mellem nogle af de rigeste nationalstater i verden,” sagde Eika og fortsatte: ”Jeg tror, at den racistiske og islamofobiske nationalisme, der i disse år vinder frem i de nordiske nationalstater, er afhængig af hvidhed, af en forestilling om den hvide majoritets eksklusive ret til national velstand og sikkerhed.”

Herefter blev han mere konkret. ”Jeg taler til den danske statsminister, som også sidder et sted i den her sal. Mette Frederiksen, som står i spidsen for et Socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker. Mette Frederiksen, som kalder sig for ‘Børnenes Statsminister’, men fører en udlændingepolitik, der splitter familier ad, gør dem fattige og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte Udrejsecentre.”

Det var ikke nogen lang tale, men Jonas Eika nåede også at klandre Mette Frederiksen og Socialdemokratiet for at gennemføre den såkaldte Ghettoplan og dermed ”forskelsbehandle borgere efter herkomst og klasse. I Danmark er racismen både kulturel og juridisk, i Danmark har vi statsracisme.”

Da han forlod podiet til klapsalver fra de nordiske dignitarer, som han lige havde ristet, hvilede kameraet et øjeblik på Danmarks statsminister. Hvis nogen tænker, at det mest tåkrummende i Konserthuset tirsdag aften var Eikas tale, så tager de fejl. Næ, det mest tåkrummende var, at Mette Frederiksen demonstrativt undlod at klappe af talen. Socialdemokratiets spinmaskine er måske den mest effektive, der er set, siden man begyndte at ansætte spindoktorer på Christiansborg for 25 år siden, og partiets ferme fortælling om ”gensidig tillid”, ”solidaritet” og ”nærhed”, som den kom til udtryk i Mette Frederiksens åbningstale tidligere på måneden, ville måske virke mere overbevisende, hvis kritik ikke blev taget så personligt. Der er noget, som ikke harmonerer. Der er noget, som burde tages til efterretning, men ikke bliver det. Hvad venter der rundt om næste hjørne? /Oliver Stilling