Non-binær, ciskønnet, bi-kønnet, intetkønnet, pankønnet, queer.
Det kan være svært at navigere i de nye termer og begreber, der bruges til at beskrive enkeltstående fragmenter i et kæmpestort kønsidentitært spektrum. Ikke desto mindre er man efterhånden nødt til at forholde sig til dem, der ikke identificerer sig inden for en binær kønsforståelse – altså, en kønsforståelse, der sætter lighedstegn mellem biologisk køn og såkaldt socialt køn. Spørger man Judith Butler og utallige andre kønsforskere er køn i social forstand ikke noget, man er, det er noget, man gør. Der er en performativ karakter i at agere kvinde eller mand, som er forbundet med en række sociale og kulturelle normer. Det er efterhånden alment kendt, at virkeligheden (omend et abstrakt begreb) forholder sig sådan. Alligevel er kønsdebatten noget, der får folk helt op i det røde felt.
Hver gang kønsdebatten sniger sig ind i et nyt forum, bliver den råbt tilbage i hovedet, at ’NU må det være nok!’. Det er vildt, hvor indignerede folk kan blive over, at mennesker gerne vil føle sig set og repræsenteret, selvom de ikke identificerer sig som hverken mand eller kvinde.
I den seneste uge har kønsdebatten og krænkelseskulturen (endnu en gang) været under heftigt debat på Københavns Universitet. I en ’intern’ mailkorrespondance blandt alle på hele Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (CSS), hvor der går over 6.000 studerende, havde to specialestuderende udsendt en uskyldig spørgeskemaundersøgelse omhandlende skoler og hospitalers ‘performance’. Men de havde begået en fejl: I første spørgsmål skulle man afkrydse, om man var mand eller kvinde. En studerende svarede tilbage på mailen, og til alle, der havde fået den, at vedkommende ikke identificerede sig inden for de to kategorier og derfor ikke kunne komme videre i spørgeskemaet. Vedkommende var non-binær. Så opstod der ramaskrig.
”Din krænkelsesparate mail er decideret uforskammet. Det være sig over for dine medstuderende, men især over for videnskaben,” svarede en anden person den non-binære med et tryk på reply all-knappen og fortsatte: ”Du har din gode ret til at kalde dig selv lige, hvad du vil og fred være med det. Hvad du derimod ikke har ret til er at forlange, at det omkringliggende samfund skal acceptere, hvad du dikterer. Der findes to køn, og længere er den ikke”.
Flere studerende meldte sig på banen i mailkorrespondancen og forsvarede den non-binære studerende og påpegede en særdeles grov tone, mens andre vedkendte sig ovenstående synspunkt. Efter et par dage blev mailen lukket ned af fakultetsdirektøren, og funktionen, der gjorde det muligt at sende mails til hele fakultetet, blev fjernet.
Umiddelbart kunne man måske tro, at harme og vrede var forbeholdt en ældre generation, for hvem kønsdebatten er ekstra fjern og ny, men det er tilsyneladende ikke tilfældet. Alle har en holdning, hvad enten de er pro eller no flydende kønsidentitet.
Er det for langt ude med kønsneutrale bind?
Tidligere på måneden blev firmaet Procter & Gamble, der ejer bind-producenten Always, også skydeskive for en god portion vrede. Efter pres fra trans- og non-binære personer, der ikke identificerede sig som kvinder, men stadigvæk brugte Always’ produkter, valgte firmaet at fjerne det feminine Venus-tegn, der tidligere har siddet uden på nogle af deres pakker.
Firmaet er sidenhen blevet ’beskyldt’ for at lade sig diktere af transmænd og flere feminister, heriblandt forfatter og medstifter af den feministiske organisation Justice for Women, Julie Bindel, der mener, at tiltaget eliminerer eksistensen af den kvindelige biologi. Den unge feministiske blogger Ekaterina Andersen, der blandt andet er medforfatter til Ludermanifestet, har også reageret på tiltaget og skriver i en klumme i Ekstra Bladet ”at kræve Venus-tegnet fjernet fra et produkt er misogyni. Kampen om at de-tabuisere denne side af kvindens fysik er fortsat i gang, og i tilfældet med Always’ beslutning har vi tabt den. Til mennesker, som synes, at det er pinligt at have noget med femininitet at gøre”.
Bliver man mindre kvinde, eller mindre mand, hvis man åbner et rum for de, der ikke føler sig set i det nuværende? Det kan være lidt svært at gennemskue, hvor harmen egentlig kommer fra. Føler man sig truet på sin egen identitet og verdensforståelse, måske? Det nemmeste ville være, hvis verden stod fuldstændig stille. Men det gør den ikke. Og falder den nødvendigvis fra hinanden, fordi vi gentænker den en lille smule? /Camilla Skovgaard Thomsen